Forord

En dygtig hånd værker må, foruden at have et praktisk håndelag, også have kendskab til de materialer, han arbejder med, for at kunne udføre det bedst mulige håndværksmæssige arbejde.

Denne bog er et forsøg på at samle oplysninger om de ting, som i dag er aktuelle inden for snedkerfaget angående materialelære.

materialelæren er opdelt i afsnit, af passet efter snedkerfagets undervisningsplan, således at en del af afsnittene kan gives som hjemmearbejde. Det er dog en selvfølge, at faglæreren gør eleverne fortrolige med samtlige afsnit.

Bogen er udført i ringbind, så den stadig kan ajourføres med nyt indenfor faget, og således at eleverne kan indsætte deres notater , efterhånden som af snittene gennemgås.

Til supplering af stoffet i bogen vil det være af stor betydning, om der på skolerne findes samlinger af de træsorter , som er nævnt i bogen , samt af træ, der er angrebet af sygdom eller behæftet med fejl.

Følgende firmaer har med stof fra nedennævnte publikationer velvilligt bidraget til materialelærens tilblivelse:

Snedkerblokkens Venner, København : Træsorter . Firmaet Perstorp: Plastiklaminater.

Firmaet Pindstrup Mosebrug: Spånplader. Oktober 1967

Eigil Christensen

 

Træet som sådan
1. Træ - et af de bedste materialer
2. Træets anvendelighed
3. Træets fejl og mangler. Hvorfor materialelære?
4. Forstmændenes og botanikerens arbejde
5. Planternes opbygning
6. En celles deling
7. En fuldstændig plantecelle
8. Det voksende træ - en levende organisme og hvorledes det vokser
9. Træets bestanddele. Oversigt
10. Cellulosen
11. Vandindholdet
12. Reservenæringen
13. Kernestoffer
14. De uorganiske stoffer
15. Nåle- og løvtræers celleopbygning. Oversigt
16. Vedceller
17. Kar (porer)
18. Trakeider (vandrørsceller)
19. Vedparenkymceller
20. Gange til harpiks eller gummi
21. Cellernes betydning
22. Træets opbygning
22a. Dannelseslag - kambiumslag - vækstlag
23. Barken
24. Veddet - vedmassen
25. Årringe
26. Ringene hos tropiske træarter er vækstperioder
27. Årringe og veddets kvalitet
28. Årringe med ringporet ved og årringe med strøporet ved
29. Årringene fortæller om træets livsvilkår gennem årene
30. Marvstråler og spejlskåret træ
30a. Harpiksgange
31. Kernedannelse, kerneved - splintved
32. Falsk kerne
33. Kerneveddets vandindhold
34. Klima- og jordbundsforholdenes betydning for træernes udvikling
35. Bestemmelse af træarterne: løvtræ og nåletræ
36. Hvad er hardwood og softwood
37. Tværsnit. Radialt snit f spejlsnit. Tangentialtsnit for bestemmelse af træarterne (Fig. 13)
38. Træets fældning
39. Træets opskæring
40. Maskiner til opskæring m. m.
41. Træets sortering
42. Træindkøb
43. Veddets tekniske egenskaber og deres forbedring
44. Veddets farve
45. Farvning af træ
46. Veddets udseende, tekstur . og dets forbedring
47. Veddets glans og dets forbedring
48. Veddets tæthed
49. Veddets hårdhed
50. Veddets hårdhed varierer med fugtighedsindholdet
51. Veddets hårdhed varierer med vægtfylde
52. Veddets hårdhed varierer med træarten
53. Veddets slidfasthed
54. Veddets bearbejdningshårdhed
55. Veddets vægt
56. Veddets lugt
57. Veddets svind og udbuling
58. Veddets gennemtrængelighed for vand, lyd, lys og elektricitet samt dets varmeledningsevne
59. Veddets sejhed og bøjelighed
60. Veddets kløvelighed eller spaltelighed
61. Bedømmelse af træets kvalitet, udseende og anvendelighed
62. Excentrisk vækst
63. Snoet vækst
64. Kammet vækst
66. Træ, vokset på sumpet grund
67. Masret vækst
68. Knaster
69. Knasternes tekniske betydning
70. Harpikslommer eller harpikskager
71. Marvskører, kerneløft, kerneridser, stjerneskører
72. Ringskører, ringflækker, kredsridser, kerneskaller, ringskaller
73. Barkslag
74. Beskadigelse af det levende træ
75. Frostrevner
76. Svindrevner i endetræ og langstræ
76a. Falsk kerne, rød kerne, brunkerne, stortkerne og gråkerne
77. Dobbelt splint eller måneringe
78. Stormbræk
Træets fjender
79. Barkbillerne
80. Egesplint-billen
81. Violbukken
82. Bøge-skivebuk
83. Den brune fyrrebuk
84. Den sorte granbuk
85. Den gulrøde smal buk
86. Tømmermanden
87. Træhvepsene
88. Snyltehvepsene. Opilolarven og den blå borebillerøver
89. Rødormen eller pilelarven
90. Den store egebuk
91. Bøgehjorten, valsehjorten, egehjorten
92. Husbukken
93. Anobier, træorm, dødningeure
94. Egeborebillen
95. Midler mod insektangreb
96. Veddets forrådnelse og midler derimod
97. Svampeangreb og vad deraf følger
98. Den gule tømmersvamp - Kældersvampen
99. Den hvide tømmersvamp, den uægte hussvamp
100. Den ægte hussvamp
101. Blåsplintsvamp
102. Smittekilder og midler derimod
103. Midler mod svamp
104. Holdbarhed i vand
105. Holdbarhed i jord
106. Holdbarhed i luften
107. Trækvalitetens indflydelse på holdbarheden
108. Udtørring
109. Lufttørring. Lagring
110. Kunstig tørring. Ovntørring
111. Udludning
112. Svidning
113. Påstrygningsmidler
114. Imprægnering
115. Imprægnering med tjæreolie (kreosotolie)
116. Kedelimprægnering med fuld optagelse
117. Kedelimprægnering med begrænset optagelse
118. Imprægnering med metalsalte
119. Kobbersulfat
120. Zink klorid
121. Kvægsølvklorid
122. Kogsalt
123. Saltet "Celcure"
124. Fremstillet af finer
125. Krydsfiner
126. Møbelplader
127. Træfiberplader

Træ - et af de bedste materialer

 

Træ er - næstefter sten - den ældste vare i verden. Træ har været menneskenes bedste materiale gennem alle tider. Intet andet materiale har været anvendt til så mange formål og har en sådan variation i størrelse, farve, udseende og pris.

Jordens første mennesker anvendte træ til våben : buer, pile og spyd for at skaffe sig føden og som transportmiddel over vand: først som kvas eller træstamme, senere som udhulet stamme, derefter til både­ bygning og endvidere til hyttebygning og brændsel.

Da jernet blev opdaget og bl. a. anvendt til værktøj, der kunne bear­bejde træet, medførte det en række betydningsfulde fremskridt. An­ tallet af kendte træarter var dengang relativt ringe, da de store skove ikke var opdaget, mensenere har mængder af træarter fundet indpas i håndværk og industri som et u undværligt materiale . En om­ tale af de træarter, der nu er kendt, ville fylde en tyk bog, og i en sådan ville man se, at naturen har skabt en træart til næsten ethvert formål. Der er bløde og hårde træarter - skøre og seje træarter - træ, der modstår ild (jarrah), og træ, der modstår vand - hvidt træ og sort træ - træ, der er bøjeligt , og træ, der er stift. Vellugtende træ og træ, der er fri for alle lugte. Træ, der indeholder syre, og træ, der indeholder potaske. Potaske (Kaliumkarbonat, urent kulsurt kali) K2COa. Potaske benyttes i husholdningen, til lud i sæbefabrika­tionen og til fremstilling af glas - tu ngt træ og let træ (vægtmæs sigt). Retåret og krøllet træ. Omtrent alle træarter kan flyde. Under visse forhold er veddets holdbarhed næsten ubegrænset og overgår de fleste andre materialers.

Træets anvendelighed

 

Træets store anvendelighed som byggemateriale og som brændsel er almindeligt kendt , men der er færre, der tænker over de enorme mængder. træ, den kemiske industri lægger beslag på til fremstilling af kunstsilke, celluld, lakråstoffer, sprængstoffer, sprit, kemikalier , limfilm og gennemsigtige folier, endvidere som formstoffer til pres­ning af radiokasser, toilet-, husholdnings- og elektriske artikler, samt til fiberplader, papirfremstilling og trækul.

Træets fejl og mangler Hvorfor materialelære?

 

Træmaterialet har selvfølgelig ved siden af sine mange fordele også sine fejl og mangler.

Træet kan , endnu mens det. står på roden, blive angrebet af insek­ter og svampe, og det kan efter f ældningen forringes betydeligt værdi ved dårlig behandling, ja endog gøres uanvendeligt.

En af de allerdårligste sider ved træmaterialet er de fleste træarters tilbøjelighed til, som det kaldes, at »arbejde«, dvs, at der, efterhånden som træets safter udtørres, opstår spændinger i selve træmassen, der giver sig udslag i, at træet forandrer form - eventuelt revner. Dette kan dog modvirkes meget ved rationel behandling efter fæld­ningen.

Træet har også fjender efter bearbejdelsen, f. eks. insekter og svampe, men her kunne der gøres en langt større indsats, end der gøres, ved at imprægnere alt det træ, der skal have en bekostelig be­arbejdelse. De fleste træarter er letantændelige, hvad der begrænser deres anvendelighed uden imprægnering. Der findes dog træ, der er meget modstandsdygtigt over for ild.

Som før omtalt, findes der en træart, egnet for næsten ethvert ønske­ ligt formål, men af ukendskab til de forskellige træarters egenskaber anvendes de tit på steder og til formål, hvor de er ganske uegnede.

Materialekendskab er derfor inden for alle fag af mange grunde - ikke mindst af økonomiske - meget vigtigt, og dette gælder i sær­deleshed, når materialet er et naturprodukt som træ, idet særlige forhold i klima og jordbund er medvirkende til, at en træarts ved­ masse udvikles højst forskelligt på forskellige steder af jordkloden.

materialelæren giver os kendskab til mange af de forhold, der er medvirkende til træernes vækst og ødelæggelse, samt veddets behandling og anvendelighed. Denne viden - i forening med erfaringer fra det praktiske liv - vil danne den erfarne, trækyndige mand, der vil være sit firma til uvurderlig nytte.

Forstmændenes og botanikernes indsats

 

Her i Danmark begyndte man at behandle skovene forstmæssigt om­kring år 1763.

I dag arbejder forstmænd og plantefysiologer over hele verden mål­ bevidst på en forbedring og forædling af træbestanden, og det kan især glæde os danske, at det var den danske plantefysiolog, professor P. Boysen Jensen, der i 1910 opdagede, at der i levende planter dan­nes stoffer, der regulerer planternes vækst, og kendskabet til plan­ ternes vækststoffer, »væksthormoner«, skyldes i første række ham.

Ved forskellige forsøg har man fundet frem til andre vækststoffer. der er i stand til at fremme væksten , forhale blomstringen, forhindre frugten i at falde for tidligt af træet og endelig - det, der kan få størst betydning - at man ved at dyppe af brækkede grene i en tynd væksthormonopløsning kan fremkalde kunstig roddannelse.

For skovtræernes ved kommende har man før i tiden ikke haft virkelig mulighed for en kontrolleret frøavl.

Mange nye træer voksede op og viste sig uegnede for klimaet, var svage, forkrøblede og modtagelige for sygdomme og angreb, hvad der var højst uheldigt - dels for de mange spildte år, dels for træ­ ets anvendelse og de dermed følgende økonomiske tab. Dette er nu forbi, idet bl. andre den verdenskendte dansker, dr. agro. C. Syrach Larsen, igennem en del år har arbejdet med træforædling, der består i at fremelske sunde og velegnede arter, hvorfra der fås frø, som man med sikkerhed ved vil give sunde træer, indeholdende den kva­litet ved, man netop ønsker.

Ved krydsning mellem to værdifulde individer inden for en given art er der en chance for at få et af kom, der arver de bedste egenska­ber fra begge forældre.

Gennem Statsskovenes planteavlsstationer er der skabt mulighed for at skaffe sig frø, der giver velegnede træer.

I de senere år har man også her i Danmark eksperimenteret med at få afskårne skud fra ældre træer til at slå rod ved at anbringe dem i et drivhus med kunstig tåge.

Eksperimenterne viste, at det ikke var nødvendigt at udplante stik­lingerne; blot man ophængte dem i drivhuset, ville en roddannelse kunne frembringes i løbet af ca. 3 uger. Tidligere tog det betydelig længere tid med en sådan formeringsproces.

I drivhuset frembringes det specielle klima ved hjælp af et helauto­matisk anlæg, der frembringer luftfugtigheden og regulerer lysstyr­ken, således at man får optimale betingelser for planternes roddan­nelse.

Anlægget består af en fotocelle, et tågeanlæg og en fugtighedsmåler og virker på følgende måde:

Når lysstyrken bliver for kraftig for planterne, udløser fotocellen tågeanlægget, og derved lægges en hinde af fugtighed over plan­ terne. Fugtighedsmåleren kontrollerer til stadighed fugtighedsgraden og afbryder eller tilslutter tågeanlægget efter behov.

Med dette anlæg er det muligt at, frembringe et konstant klima, og der er ingen tvivl om, at denne formeringsproces åbner store mulig­ heder for fremtiden.

Planternes opbygning

 

Den levende substans hos både dyr og planter kaldes proto plasma.

Kemisk set består protoplasma af bl. a. vand, æggehvidestoffer, fedt-­ stoffer, kulhydrater og en række uorganiske salte.

Livsfænomenerne er i' første række knyttet til æggehvidestoffernes fysiske_ og kemiske egenskaber.

Protoplasmaet er i almindelighed opdelt i en mængde små dele, der kaldes celler.

En plantecelle består af cellevæg, celleslim (cytoplasma) og celle­ kerne.

Cellekernen er cellens vigtigste organ. Kernen indeholder en farvet substans, der kaldes kromatin.

Kromatin indeholder de arveanlæg (gener), der bestemmer organis­mens udvikling og arvelige egenskaber.

Nye celler dannes ved celledeling.

Cellerne og celleindhold et i planter og træer består af vand, organi­ske stoffer og uorganiske (mineralske) stoffer.

De vigtigste organi­ske stoffer er: Kulhydrater, fedtstoffer, æggehvi­destoffer og kulbrinter.

Kulhydraterne, der udgør hovedmassen af træerne, er en kemisk for­bindelse af kulstof, ilt og brint. Til kulhydraterne hører bl. a. sukker, stivelse, dekstrin, gummi og cellulose.

Fedtstofferne er forbindelser af kulstof , ilt og brint. Hertil hører fedt, harpiks og kamfer m. fl.

Æggehvidestoffer (albuminstoffer) er kemiske forbindelser af kvæl­ stof , kulstof , ilt, brint og lidt svovl (evt. fosfor). Findes især i celle­ saften.

Kulbrinter er kemiske forbindelser af kulstof og brint. Hertil hører flygtige olier (æteriske olier) f . eks. terpentin.

En celles deling

 

Skematisk fremstilling af en celles deling
Fig 1. Skematisk fremstilling af en celles deling

Fig. 1.1. En celle i »ro«. Kromatinkornene ligger spredt mellem hver­ andre.

Fig. 1.2. Når cellen begynder at dele sig, samles kromatinkornene i lange tråde (kromosomer) . Hver organisme har et bestemt antal kro­ mosomer.

Fig. 1.3. Trådene bliver kortere og tykkere.

Fig. 1.4. Trådene spaltes på langs. Den hinde, der omgav kernen, op­ løses.

Fig. 1.5. Der opstår to såkaldte »poler«, der drager hver sin halvdel af kromosomerne til sig.

Fig. 1.6. Kromosomerne samles om hver sin »pol«. Der er nu dannet to grupper af kromosomer. De to grupper er helt ens, da de er opstået ved længdespaltning. Arveanlæggene ligger i rækker i trådene og spaltes, samtidig med at trådene spaltes. Derved får alle celler i planten samme arveanlæg.

Fig. 1.7. Der dannes en hinde om hver gruppe. Kromosomerne opløses i lange tråde af kromatinkorn.

Fig. 1.8. Der er opstået 2 celler med fuldstændig samme arveanlæg.

En fuldstændig plantecelle

 

plantecelle
Fig. 2. En plantecelle

K: cellekerne.
V: cellevæg.
S: saf trum.
C: cytoplasma = celleslim.

Cellekernen indeholder en farvet substans (kromatin).

Cellevæggen består som nydannet af pektin stoffer, hvorefter væggen fortykkes indefra med celluloselag, senere imprægneres cellevæggen med vedstoffer (forvedning).

Saftrummene indeholder cellesaft, der består af en opløsning af suk­kerarter, syrer, salte og farvestoffer.

Cytoplasma (celleslim) er en mere eller mindre tyktflydende masse, indeholdende forskellige små legemer, hvoraf plastiderne er de vig­tigste, endvidere krystaller af oxalsur kalk.

Der er tre slags plastider: grønkorn, som indeholder farvestoffet bladgrønt = klorofyl, der er meget vigtigt ved grønne planters kul­ syreassimilation (assimil re = gøre lig med) , hvidkorn, som er sti­velsesdannende, og farvekorn.

Det voksende træ - en levende organisme og hvorledes det vokser

 

Det voksende træ er som omtalt en levende organisme, der består af roden, stammen og kronen. Roden fastholder træet i jorden, og stam­men bærer træets krone, der består af grene og blade.

Træet tager næring dels fra jorden og dels fra luf ten. Gennem træ­ ets mange rødder indsuges store mængder af jordvand, der indehol­der opløste næringssalte. Denne næringsvædske går op gennem stam­ men og grenene ud i bladene , hvor den møder den kultveilte , som bladene har indsuget gennem deres utallige spalteåbninger, og bli­ ver af bladgrøntet (klorof ylet) omdannet til organiske stoffer ved sollysets hjælp. De nydannede organiske stoffer strømmer nu bort fra bladene ned i grenene og stammen gennem et derværende så­ kaldt vækstlag (dannelses- eller kambiumslag) , der ligger inden for barken overalt i træet. De organiske stoffer af sættes, hvor træet mangler næring til at danne nye celler og som reservenæring til det kommende forår.

Sollyset er en livsbetingelse for træet, fordi bladene kun kan optage kultveilte, når de belyses af solen. Derfor ser vi, at træer i tætte be­ voksninger er bladløse og tildels grenløse på den nederste del af stammen.

Om vinteren optager træet ikke næring, fordi kulsyreassimilationen kræver en højere varmegrad, end vintermånederne har. Stedse­ grønne træer er undtaget.
Vand er ligeledes en livsbetingelse for træet, idet det tjener som transportmiddel for de fra jorden kommende næringssalte og giver veddets sejhed og elasticitet , således at de friske grene og stammer kan modstå stormene.

Træets bestanddele. Oversigt

 

Træet består af cel ler: barkceller, marvceller og - for veddets ved­ kommende - af forskellige andre celler, der senere bliver omtalt.

Cellulose udgør hovedbestanddelen i de unge celler, medens de æl­ dre er omdannet til ved stof . Desuden indeholder veddet en del vand samt en varierende mængde reservenæring, bestående af stivelse, sukker, dekstrin og æggehv'idestoffer samt Kernestofferne: harpiks. æteriske olier, gummi og garvesyre. Endvidere findes nogle uorga­ niske stoffer, der ved veddets forbrænding bliver tilbage som aske.

Cellulosen

 

Cellulosen er et kulhydrat. Cellulosen omdannes i ældre celler til vedstof ved at indgå kemiske forbindelser med andre stoffer. Cellu­lose er ret holdbar, mens vedstof med tiden bliver mørkere og tilbøjeligt til at smuldre.

Cellulose er det vigtigste materiale til papirfremstilling. Det udvin­ des ved kogning af sønderdelt ved, fyr og gran (mest gran) med ke­ miske vædsker, hvorved vedstofferne fjernes.

Mahognitrae fra phillippinerne
Pic. 1.Mahognitrae fra phillippinerne


Træslib, dvs. træ, der er f indelt på slibesten, indeholder både cellu lose og vedstof - anvendes til avispapir. Det falmer hurtigt, bliver skørt og knækker.

Sulfitcellulose kan ved behandling med salpetersyre omdannes til nitrocellulose, der kan anvendes som kunstsilke, idet den trykkes ud gennem fine huller til tråde, som spindes sammen til silketråd.

Celluloid fremstilles af nitrocellulose og kamf er.

 

Vandindholdet

 

Vandindholdet varierer med træarterne og årstiden. Det er størst om foråret. I friskfældet ved er der ca. 50 % vand. Ved teknisk anven­ delse af veddet er vandindholdet kun til skade, og det må udtørres, før veddet kan anvendes som brugstræ.

Reservenæring

 

Reservenæringen består som nævnt af stivelse, sukker, dekstrin og æggehvidestoffer, der er dannet i vækstperioden og opbevares i sær­ lige celler for at kunne anvendes det følgende forår til bladdannelse.

Stivelsen udgør den største del af reservenæringen. Den find.es især i de yngre celler og gør veddet hårdt og mere vandtæt. Stivelse om­dannes i veddet til fedt og sukker, der tilf øres de nye skud ved for­ årstid.

Æggehvidestof ferne findes især i cellesaften, hvor der også om for­ året findes meget sukker. Særlig sukkerholdig er ahorn, lind, hvid­ bøg og birk. Den nordamerikanske sukkerahorn (Acer saccharum) indeholder så store mængder, at det kan betale sig at udvinde det. Reservenæringen er nødvendig for det levende træ, men til skade for brugstræ, fordi svampe og larver lever af disse næringsstoffer.

Ved udludning kan disse stoffer delvis f jernes.

Kernestoffer

 

Kernestoffer i veddet er ofte af stor betydning for dets anvendelse og holdbarhed.

Harpiks er en kemisk forbindelse af kulstof, ilt og brint. Det er fly·· dende i træet, menstørkner i luf ten, fordi det ilter sig. Det dannes i de levende celler, hvorfra det træder ud i cellevæggene og ophobes i særlige harpiksgange. Harpiks findes navnlig i kernen og knaster­ ne. Det gør veddet tu ngt og holdbart. Det modvirker frost, forråd­ nelse og insektangreb. Harpiks kan tappes af træet, mens det står på roden. Harpiks anvendes til fremstilling af lakker, idet det er opløseligt i terpentin og alkohol.

Rav er fossil (forstenet) harpiks fra forhistoriske nåletræer.

Terpentin er en opløsning af harpiks i æteriske olier (balsam), der navnlig forekommer hos nåletræer . Det benyttes særlig til fremstil­ ling af terpentinolie og lakker.

Betegnelsen terpentin benyttes ofte, men fejlagtigt for terpentinolie.

De fl ygtige olier kan enten være flydende som terpentin eller faste som kamfer. Kamfer er flygtig i almindelig temperatur. Sammen med de tidligere nævnte stoffer bestemmer de veddets lugt. Sundt ved har en frisk, ren lugt.
Nåletræers lugt er terpentin- eller harpiksagtig. Løvtræernes lugt er syrlig (af garvesyre), især hos frisk eg.

Teaktræs l ugt er krydret efter harpiksagtig olie, meget holdbar.

Angående vellugtende træarter:

Gummi (må ikke forveksles med kautsjuk) er f . eks. »gummi arabi­ cum«. Den dannes ligeledes som kernestof, men er i modsætning til harpiks opløselig i vand og uopløselig i alkohol. Det spiller en rolle ved dannelse af kerneved hos visse træarter , og det ses ofte fly­ dende ud af sår på stammer og grene, navnlig hos visse stenfrugt­ træer (kirsebær m. fl.)

Garvesyre indtager en særstilling, idet man ikke med sikkerhed ved, hvorledes og hvorfor den dannes. Den er af stor betydning ved træets anvendelse, fordi dens antiseptiske egenskaber beskytter mod an·­ greb af dyr og svampe. Man antager desuden, at garvesyren er bære­ ren af de forskellige farvestoffer, der undertiden findes i veddet. Den dannes dels i bladene og dels i kernen.

Garvesyre angriber jern.

De uorganiske stoffer

 

De uorganiske stoffer er væsentlig kali, magnesia og fosforsyre samt kiselsyre, der bliver tilbage som aske, når veddet forbrænder . Asken udgør kun 0,2-1 % af det luf ttørrede veds vægt. Hos teak og iben­ træ 3,9 %. Det er de uorganiske (mineralske) stoffer, der gør visse træarter svært antændelige . Bruyeretræet (Erica arborea), der anven­ des til pibehoveder, indeholder ca. 1 ,8 % kiselsyre.

Nåle- og løvtræers celleopbygning Oversigt

 

Træet er - som før omtalt - ligesom alle andre levende organismer opbygget af celler, der forener sig til cellevæv. Som følge heraf er træ ikke nogen homogen (ensartet) masse som f. eks. metal, men er opbygget af forskellige celleformer, hvis udseende, bygning og virk­ somhed af hænger af deres bestemmelse. Her omtales kun de celle­ former, der forekommer i selve veddet , nemlig: vedceller, kar (po­ rer), trakeider , vedparenkymceller og ma rvstråleceller.

Nåletræer har en enklere celleopbygning end løvtræer. De er opbyg­ get af tre celleformer nemlig: trakeider , marvstråler og gange (har­ piksgange).

Løvtræerne er opbygget af vedceller, kar (porer), vedparenkym celler og marvstråleceller. (Trakeider og gange forekommer kun sjældent).

Vedcelle og styrkecelleFig 3. Vedcelle og styrkecelle

 

Vedceller

 

Vedcellerne findes kun hos løvtræer (0,3-2 mm lange). De er døde celler, der kun indeholder luf t og vand. Deres bestemmelse er at af­ stive planten - jo flere der er af dem, des stærkere bliver veddet. Er cellevæggene tykke, bliver veddet hårdt (eg, teak, ibentræ). Fin­ des de samlede i bundter , giver dette fast og stift ved (jarrah). Lig­ ger de isolerede imellem det øvrige ved , giver dette bøjeligt og ela­ stisk ved (ask) . Er de tynde, bliver veddet blødt (poppel og pil).

Kar (porer)

 

Karrene er vandledningsorganer. De findes kun hos løvtræer.

De fleste og de største kar ( porer) dannes om foråret for at medvirke ved transporten af de store vandmængder, der kræves på denne års­ tid. efter et vist antal års forløb ophører de med at fungere som vand ledningsor ganer og går over til kun at tjene som styrkevæv. Karrene (porerne) benævnes efter udseende : porekar, ringkar, net­ kar og skruekar.

Karrenes (porernes) gruppering samt deres antal og størrelse (fra 1-500 mm lange) har stor indflydelse på veddets tekniske egenska­ber og er et vigtigt middel, når man skal skelne mellem de enkelte træarter. Eg, elm og ask har store tydelige kar (porer) samlede i koncentriske ringe. Dette kaldes ringporet ved (se fig. 12). Bøg og avn­ bøg har ganske fine og jævnt fordelte kar (porer). Dette kaldes strø­ poret ved, (se fig. 10). Om foråret danner løvtræer hovedsagelig kar (porer). Om sommeren danner løvtræer fortrinsvis vedceller.

kar, porer
Fig. 4. Kar (Porer)

 

Trakeider (vandrørsceller)

 

Trakeider udgør hovedmassen af nåletræernes ved (ca. 90 %). De tjener som vandledningsorganer for det opadstigende vand og som styrkevæv (indtil 5 mm lange).

Om foråret danner nåletræer store, tyndvæggede trakeider med store hulrum.

Om sommeren danner nåletræer små, tykvæggede trakeider med små hulrum.

Trakeider findes forholdsvis sjældent hos løvtræer.

Hos nåletræer er de ordnet meget regelmæssigt, hvilket er årsag til nåletræernes lette kløveli hed. Trakeider er » døde organer «, der kun indeholder luf t eller and og de i vandet opløste stoffer, men ikke protoplasma, cellesaf t eller reservenæring.

Trakeider (vandrørceller) og Parenkymceller (marvstråleceller)
Fig. 5. Trakeider (vandrørceller) og Fig. 6. Parenkymceller (marvstråleceller)

 

Vedparenkymceller

 

Vedparenkymceller er lev nde celler (næringsceller). Disse danner strenge eller bånd i stamm ns og grenenes ved, dels i aksial og dels i radiær retning. De ak sia e parenkymceller kaldes også længdepa -­ renkymet . De radiære p renkymceller benævnes tværparenk ymet eller marvstråler. De aksia e - såvel som de radiære parenkymcel­ ler omslutter karrene (pore ne) og danner sammen med disse et led­ ningssystem for stof vandri g i vækstperioden. Endvidere tjener pa­ renkymcellerne som opbev ringssted for den om efteråret dannede reservenæring, hvorfra træ t det følgende forår henter næring, ind­ til bladene er udsprunget, g der igen kan dannes klorof ylceller.

Længdeparenk yrncellerne har tynde bløde vægge, er korte og danner det svageste væv i veddet. Længdeparenkymet findes i alle løvtræer, men ikke hos nåletræer.

1vfir parenk ymet (marvstrå erne) udgår alle fra dannelseslaget i retning mod marven, men det er kun de marvstråleceller, der dannes i træets første leveår, der rækker helt ind til marven. Marvstrålerne hos nåletræer er svage og meget retlinjede, hvilket letter kløvnin­ gen; endvidere er de så tynde, at de sjældent kan ses med det blotte øje. Marvstrålerne hos løvtræer er for det meste tydeligere, men ikke så retlinjede som hos nåletræer.

Egens marvstråler er meget tykke, bøgens noget tyndere, elmens og askens tynde. Ved stærkt svampeangrebet egetræ er marvstrålecel­ lerne fuldstændig forvitret og er nærmest at sammenligne med sam­ menpresset vat eller flonel. Træets svindrevner opstår som regel langs med marvstrålerne, da disse er den svageste del af veddet.

Marvstrålerne kan variere i tykkelse fra 0,02 til 2 mm, i højde fra 0,2 til 300 mm.

På et tværsnit af stammen viser marvstrålerne sig som radiære linjer.

På et radiært snit viser marvstrålerne sig som mere ell::r mindre brede, glinsende bånd. Da marvstrålerne ikke er fuldstændig plane, vi- -..._,; ser de sig som ret tilf ældige figurer eller pletter, der er med til at give de forskellige træarter deres særpræg. Træ, opskåret langs med marvstrålerne, kaldes spejlskåret træ.

På et tangentialt snit viser marvstrålerne sig som linjer af større el­ ler mindre længde og tykkelse.

Se figur 13, hvor de er angivet med bogstav »G« og figur 8, hvor de er angivet med bogstaverne »ms«.

Egetræ med svind revner og marvstråler
Fig 7. Egetræ med svind revner og marvstråler

 

Gange til harpiks eller gummi

 

Mellem cellerne kan der findes gange, der indeholder træets kerne­ stoffer, f . eks. gummi, harpiks o. lign. På et tværsnit af nåletræ ses harpiksgangene som lyse prikker, altid enkeltvis og for det meste siddende i det ved, der dannes om eftersommeren. Der findes både aksiale og radiære harpiksgange.

Cellernes betydning

 

efter denne gennemgang af veddets forskellige celleformer ser man, at hver celleform har sin specielle opgave - ja , endog flere opgaver, og at disse er ens for alle træer af samme art. Grunden - til at træ­ arterne varierer så stærkt i styrke og udseende - er, at de forskel­ lige celleformer er sammenbyggede på højst forskellig måde, og at deres antal er stærkt varierende.

Træets opbygning

 

På figur 8 er vist et kileformet stykke af en træstamme fra en 4-årig skovfyr, Pinus sylvestris, 6 gange forstørret. Her ser man den sæd­ vanlige opbygning af veddet. Inderst ligger marven »m«. Den dan­nes i træets første leveår og vokser ikke senere i bredden, kun i høj­ den. Marven må ikke forveksles med kernen (denne bliver omtalt senere). Yderst ligger barken, der i reglen består af en levende del »b« og en død del »db«, der ligger yderst.

Dannelseslag - kambiums­ lag - vækstlag

 

Inden for barken ligger det ganske tynde vækstlag (dannelses- eller kambiumslag) »k«, fra hvilket væksten foregår, idet der indadtil dannes kar (porer), vedceller, marvstråleceller osv., mens der ud­ adtil dannes forskellige barkceller.

Barken

 

Barken består af 3 lag. Inderst, dvs. lige uden på vækstlaget, ligger basten, dernæst den grønne bark (den levende del) »b« og yderst korken (den døde del) »db«, hvis celler er luf tfyldte og derfor var­ meisolerende for træet, ligesom den er meget lidt gennemtrængelig for vand og derved hindrer træets udtørring samt beskytter mod frost. Af barkes fældede træer, foregår udtørringen langt hurtigere. Hos nogle træarter bliver den døde del af barken (korken) siddende på stammen og vil da, når træet vokser i omkreds, revne og efter­ hånden danne dybe furer (eg, fyr, elm m. fl.) Hos andre træarter falder den døde del af barken af , hvorved stammen holder sig glat (bøg, avnbøg m. fl.) Endelig kan den falde af i flager som f. eks. hos platan.

Egebark indeholder garvesyre og anvendes til garvning af læder. Korkegen, Quercus suber, der vokser i middelhavslandene, får en særlig tyk bark, der kan skrælles af træet uden at skade dette. Bar­ ken renses og anvendes til bl. a. propper, red ningsbælter og bøjer. Findelt kork anvendes til fremstilling af linoleum og kan som eks­ panderede korkkru mmer (opvarmning til 200-300°C) sammenpres- 5es til isolerende, lyddæmpende eller slidfaste plader, alt efter hvor stort tryk de fremstilles under.

m=marv, ms=marvstråler, a=åringe, e=efterårsved, f=forårsved, h=harpiksgange, k=dannelseslag, b=levende bark, db=død bark
Fig. 8. m=marv, ms=marvstråler, a=åringe, e=efterårsved, f=forårsved, h=harpiksgange, k=dannelseslag, b=levende bark, db=død bark

 

Veddet -- vedmassen

 

Mellem marv og bark ligger vedmassen - den vigtigste del af stam­ men. Den er, som før omtalt, opbygget af vedceller, kar, parenkym­ celler, marvstråleceller, trakeider og gange, der alle dannes under vækstperioden fra løvspring til løvfald. De dannes alle i vækstlaget (dannelseslaget, kambiumslaget), og er derfor lejrede i ringe - år­ ringe - omkring træet.

Årringe

 

En årring, se figur 8, 9, 10 og 11, dannes i løbet af en vækstperiode, og der er som regel forskel på det ved, der dannes først, og det, der dannes senere i samme periode. Om foråret kræves der nemlig store mængder saf t til dannelse af nye skud og blade, derfor bliver for­ årsveddet løst og porøst med mange kar. Senere på året er der ikke brug for så store vandmængder, derved dannes vedcellerne mere tykvæggede, og dette gør, at efterårsveddet »e« er fastere og mørkere i farven (se figur 8). Årringene vil af den grund tydeligt adskille sig fra hinanden, og man kan ved at tælle årringene - ved foden af træet - bestemme dets alder.

Ringene hos tropiske træ­ arter er vækstperioder

 

Tropiske træarter kan, hvis tørtiden bliver for langvarig, standses væksten, hvorved bladene falder af.

Følgen heraf bliver, at der på stammens tværsnit dannes en ring el­ ler af sætning, der ma rkerer, at træet har afsluttet en vækstperiode. Når en ny regntid indtræff er, vil træet skyde nye blade og dermed begynde en ny vækstperiode. Man kan derfor ikke tale om årringe, men af sætninger for vækstperioder.

Mahognitræ og flere tropiske træer kan derfor have flere ringe (af sætninger) på et år. Det samme gør sig gældende, når træet mister for meget løv ved klipning eller insektangreb.

Nåletræer har vanskeligt ved at overleve tabet af deres nåle, da disse er flerårige.

Årringe og veddets kvalitet

 

 

Ringporet ved
Fig. 9. Ringporet ved

Jo mindre forårsved og jo mere efterårsved træet indeholder, desto mere værdifuldt er det, samtidig med at det er mere modstandsdyg­ tigt over for sygdomme.

Bredden afårringe spiller en stor rolle.

For løvtræer som eg, elm og ask gælder det, at de er stærkest, når de har brede årringe (max. 6 mm).

Nåletræer er stærkest, når de har smalle årringe (min. 0,5 mm).

Da ringbredden sædvanligvis af tager fra marven og udefter, er eg stærkest i kernen, nåletræ stærkest i splinten.

 

Årringe med ringporet ved og årringe med strøporet ved

 

Ved gennem lup at betragte en årring på forskellige løvtræer vil man opdage, at veddets opbygning er forskellig. I forårsveddet vil man bl. a. se store åbne ka r, og det er især disse kar, der på de for· skellige løvtræer fordeler sig på to måder, således at man taler om ringporet ved og strøporet ved. Det er derfor af stor betydning , når _ _ man skal lære træa rterne at kende , straks at kunne fastslå, om træet er ringporet eller strøporet. I nåletræ findes ingen kar.

Når veddet kaldes ringporet, vil det sige, at de store kar ligger sam­ let i forårsveddet, mens det strøporede ved har kar j ævnt fordelt i efterårsved og forårsved.

Årringgrænsen er tydeligst i det ringporede ved.

Løvtræer med ringporet ved: eg, ask, ægte kastanie, elm, akacie, hickory, teak m. fl.

Løvtræer med strøporet ved: birk , bøg, hvidbøg, ahorn, poppel, elle­ træ, lind, hestekastanie, platan, rønnebærtræ, pæretræ, piletræ, val­ nød, mahogni m. fl.

Stroeporet ved
Fig. 10 Stroeporet ved

 

Årringene fortæller om træets livsvilkår gennem årene

 

Et tværsnit af stammen giver et godt billede af vækstbetingelserne. Det ses med stor tydelighed, hvordan træets levetid har formet sig. Lange og gode somre står af tegnet som brede årringe, hvor forårs­ ved og efterårsved står i passende forhold til hinanden. Tørre og korte somre giver smalle årringe, og endelig kan man se, om træet har manglet næringsstoffer, eller på anden måde har været udsat for unormale forhold (f . eks. skovbrande eller insektangreb).

Marvstråler og spejlskåret træ

 

Marvstrålerne »ms« er tynde, radiært og lodret stillede plader, byg­ get op af marvstråleceller (se figur 8). De udgår alle fra vækstlaget og strækker sig et kortere eller længere stykke ind i veddet, nogle endog ind til marven. Skæres træet op så nær som muligt langs med marvstrålerne, fremkommer de såkaldte »spejl «. Heraf kommer ud trykket »spejlskåret træ« (pkt. 37 og 39) . Denne opskæringsmåde har flere fordele, bl. a. vil et spejlskåret brædt kun svinde halvt så meget i bredden som et planskåret (se pkt. 57 ). Endvidere er styrken og stivheden størst hos spejlskåret træ, ligesom træet er mindre til­ bøjeligt til at flække ved sømning. Træ til bådebord, ski og tønde stave bør altid være spejlskåret (se pkt. 59). Alle træarter kløves lettest langs marvstrålerne (se pkt. 19).

Harpiksgange

 

(Se også figur 8).
Harpiksgange findes næsten altid i efterårsveddet, hvor de viser sig som fine prikker hos nåletræerne: fyr, rødgran, lærk, oregon-pine og pitch-pine (se pkt. 20).

Der findes ingen harpiksgange i : ædel-, hvid- og sølvgran, taks, ene­ bær, thuja og redwood .

Kernedannelse, kerneved - splintved

 

Når træet hår nået en alder af 10-40 år, begy nder der inde ved marven at foregå en forandring i årringene, idet stofferne i cellerne omdannes til gummi, garvesyre o. a. og trænger ind i cellevæggene og fylder de hule celler. I nåletræer fordamper således terpentinen, hvorved harpiksen udskilles som en fast masse. Det omdannede ved får en mørkere farve, samtidig med at veddet mister sin vandled­ ningsevne. Det bliver tættere, tungere og fastere og bliver mere mod­ standsdygtigt mod forrådnelse og larveangreb.

Denne omdannelse af veddet kaldes kernedannelse.

Forstørret tværsnit af rødgranens ved
Fig. 11. Forstørret tværsnit af rødgranens ved


Kernen vokser stadig. Hvert år omdannes en årring til kerneved. De årringe, der ikke er omdannet til kerneved, kaldes splinten (gamle håndværkere siger spint, spindt, gedde, hvidved) . Splinten er ly­ sere i farven og - for de fleste træarters vedkommende - ringere i kvaliteten end kernen. En almindelig regel er, at jo bedre kerne, des dårligere splint. Især hos egen spiller kernedannelse en stor rolle, idet kerneveddet er meget værdifuldt , hvorimod egens splint er så godt som værdiløs til de fleste formål. Til førsteklasses skibsbyg­ ningsarbejder må således kun anvendes egens kerneved.

Hvor splintved anvendes, må man sørge for, at dette bliver impræg - neret eller neddyppet i Cuprinol el. lign.

Splintved må kun anbringes på tørre steder, og hvor der til stadig­ hed kan finde luftfornyelse sted.

Kernedannelsen er en slags selvimprægnering af veddet, der bevirker, at holdbarheden forøges; mensamtidig bliver det vanskeligt at{ imprægnere træet kunstigt, hvilket kan være en ulempe. Skal træ an­vendes til gavntræ, foretrækker man træer med meget kerneved. Skal træ anvendes til telefon- og telegraf pæle, foretrækker man træer med stort splintlag, for at så stor en del af veddet som muligt kan modtage i mprægnering, idet splintveddets celler er tomme eller i hvert fald kun vandfyldte.

Uregulær kernedannelse
Fig. 12. Uregulær kernedannelse


De fleste træarters kerneved er mørkere end splinten. Hos eg, elm, teak og fyr er den brun. Hos lærk er den rød, og den mørkner, når den udsættes for lys og luf t. Hos gran, bøg, birk og avnbøg er ker­ nen ufarvet. Hos træer , hvor kerne og splint er ensfarvede, er disse også mere ens i kvalitet. Hos gran er splinten sejere og mere ela­ stisk end kernen.

Kernens omkreds følger ikke altid årringene, men kan godt danne en bugtet linje . Foreligger der en sådan uregulær kernedannelse, me­ner Forstrat S. Gayer, at træet i de fleste tilfælde er sygt, og at man må betragte det med mistænksomhed. Som førsteklasses skibsbyg­ ningstræ kan det ikke anvendes.

 

Falsk kerne

 

Falsk kerne træff er man ofte i ældre træer. Den er en misfarvning af veddet og er tegn på begyndende råddannelse. Dette gælder for bl. a. birke-, gran-, elle- og pæretræ m. fl.

Fal sk kerne hos rødbøgen, Fagus silvatica, kan skyldes to årsager, enten træets naturlige forsvar mod begyndende svampeangreb (kal­ des svampe-rødmarv) eller streng frosts indvirkning på træets celler og deres indhold (kaldes spontan-rødmarv eller frostkerne).

Askens mørke kerne må - ligesom bøgens rødkerne - anses for at være spontan kernedannelse.

Kerneveddets vandindhold

 

Kerneveddets vandindhold varierer med træarten. Nogle træer vis­ ner straks, når man f jerner et bælte af splinten i fuld dybde, dvs., at vandbevægelsen udelukkende foregår i splintlagets celler. Andre træer kan leve videre nogle år uden splintlag. I disse træer foregår vandbevægelsen både i splintlaget og den yderste del af kernens celler.

Nåletræernes kerne er altid vandfattig, enten den er farvet eller ej. Løvtræernes kerne er altid vandrig.

Klima- og jordbundsforholdenes betydning for træernes udvikling

 

Klima- og jordbundsforholdene har en af gørende betydning for træets udvikling . De i jordvandet opløste næringssaltes sammensæt­ ninger er forskellige jorden over. Dette er medvirkende til, at træer af samme art udvikler sig højst forskelligt, af hængig af, hvor på jo rden de vokser.

Træer på bjerge og i kolde egne vokser langsommere og danner der­ for smallere årringe end træer, der vokser i dale eller i varmere egne. En f ed jordbund giver bredere årringe end en mager. På sumpet jordbund bliver årringene også brede; men veddet bliver porøst og af ringe kvalitet (undtaget herfra er elletræ). En lang og fugtig som­ mer giver en bred årring, mens en kort og tør sommer giver en smal årring. Et træ, der står i skygge af andre træer, danner smalle årringe. Fældes de omkri ngstående træer, bliver årringene bredere. Fritstående træer danner bredere årringe end tætstillede træer, fordi de har større kroner og derfor fordamper mere vand, hvilket bevir-­ ker, at de får løst og let ved. Træer i kystegne danner mere styrke­ ved end træer i tætte skove, fordi vindens stadige påvirkning tvinger træerne til at danne meget styrkeved. jo mere ensartede et træs år ringe er, jo færre vanskeligheder vil man få med det under lagring og bearbejdning .

Bestemmelse af træarterne: løvtræ og nåletræ

 

Træarterne deles i to store hovedgrupper : løvtræer og nåletræer , der i den engelsk-talende verden henholdsvis benævnes hardwood og sof twood. Det er vanskeligt for ikke-fagfolk at afgøre hvilke træer, der er løvtræer, og hvilke, der er nåletræer. Der findes nemlig træ­ arter, der hverken har nåle eller blade, men nogle skællignende bla­ de f. eks. cypres og thuja. De fleste løvtræer fælder deres blade om efteråret. Der findes dog undtagelser som f. eks. kristtorn, buksbom m. fl. De fleste nåletræer er stedsegrønne, dog ikke f. eks. lærk.

Hvad er hardwood og sof twood?

 

Udtrykkene hardwood og softwood (hårdt træ og blødt træ) er abso­ lut ikke præcise, idet der findes mange træer under gruppen hard­ wood, der er blødere og lettere end adskillige træer i sof twood gruppen. Som eksempel kan nævnes poppeltræ, der hører til hard wood -gruppen, og pitch-pine, der hører til softwood-gruppen.

Træstykke med 3 nødvendige snit for bestemmelse af træarten. Tværsnit viser årringenes opbygning og marvstrålerne. Radiært snit viser spejlskåret træ. Tangen­tialt snit viser planskåret træ
Fig. 13. Træstykke med 3 nødvendige snit for bestemmelse af træarten. Tværsnit viser årringenes opbygning og marvstrålerne. Radiært snit viser spejlskåret træ. Tangen­tialt snit viser planskåret træ

 

Tværsnit. Radialt snit (spejlsnit), Tangentialt snit for bestemmelse af træarterne (Fig. 13)

 

Enhver træart har sit særpræg. Dette kan man betragte ved at lade et træstykke opskære i tre på hinanden vinkelrette snit.

Et tværsnit er et snit vinkelret på stammens længderetning.

Et radialt snit (spejlsnit) er et længdesnit, parallelt med marvstrå­ lerne, vinkelret på årringsgrænserne.

Et tangenliall snit er et længdesnit, vinkelret på marvstrålerne og tangent til årringsgrænserne.

På disse tre snit (i af høvlet tilstand) vil man kunne se, hvorledes årringe og marvstråler m. m. er opbygget, idet cellefordelingen, celle­ opbygningen, farve, lugt og vægt er forskellige for hver træart. Ved til stadighed at omgås med bestemte træarter kan man lære deres udseende at kende, således at man kan af gøre, om det er eg, bøg, birk eller fyr. Bliver man derimod præsenteret for træarter, man al­ drig før har set, eller skal man af gøre, hvilken slags birk man står overfor, så vil det kræve en mikroskopisk undersøgelse. Hertil kræ­ ves de tre ovenfor nævnte snit, udført så tynde som overhovedet mu­ ligt. Ved at betragte disse tynde snitflader under mikroskop kan man, med støtte af en botanisk nøglebog, med sikkerhed bestemme familie, slægt og art.

Som før omtalt har hver træart sin bestemte celleopbygning, og de forskellige celletypers sammensætning varierer ligeledes fra art til art. Derfor er det muligt med nøjagtighed at bestemme den pågæl­ dende træart.

De forskellige snit typer til bestemmelse af træsort
Fig. 14. De forskellige snit typer til bestemmelse af træsort

 

Træets fældning

 

I de fleste leveringsbetingelser står der anført, at træet skal være vinterfældet. Dette gælder bl. a. for Dansk Ingeniørforening og Or­ logsværf tet.

Vinterf ældningen har følgende fordele: Skovene er mest passable. Man kan eventuelt anvende slædetransport. Angreb af insekter og svampe er minimale på grund af den lave temperatur, ligesom denne også hindrer en hurtig udtørring, hvorved man undgår svindrev­ ner. Man kan tillade sig at lade uaf barkede stammer ligge nogen tid i skoven uden at frygte for angreb af barkbiller og misfarvning af veddet. Elm bør absolut fældes om vinteren, fordi splinten da er fuldt anvendelig.

Der er dog visse træarter, hvorom man mener, at de har bedre af at blive sommerfældet. Ask siges at blive mere holdbar og mindre ud­ sat for insektangreb, når det sommerfældes. Englænderne anvender sommerfældet eg til skibsbygning. Nogle af barker egen efter løv­ spring og lader den stå på roden til næste vinter.

I middelalderen ringede man træerne, der skulle fældes, lige efter løvspring og lod dem stå på roden fra 0.5-1.5 år. Træet var da luf ttørret og kunne straks bruges.

I dag fældes de fleste europæiske træarter i frisk tilstand, hvorefter de opskæres og lagres eller føres direkte til ovntørringsanlæg, hvorefter de er klar til brug. Se punkt 110.

Fældningen udføres med økse og sav. efter f ældningen afhugges grenene så nær stammensom muligt, og stammerne af kortes i de længder, der ønskes. Ved f ældning af egetræ nedtages grenene først, fordi de er værdifulde som krumtræ: bundstokke, stævnetræ, bjælke­ knæ m. m.

Kæmpen er fældet. Parti fra skovene på Philippinerne
Pic. 2. Kæmpen er fældet. Parti fra skovene på Philippinerne

 

Træets opskæring

 

Stammer, der er af grenede og af kortede - med eller uden bark - kaldes rundtømmer eller rund holter .

Stammer, der behugges eller savskæres, kaldes firhugget - eller firskåret tømmer.

En kævle er »rundt træ« (af løvtræ) .

Blokke eller klod ser er træstammer i bestemte længder, der er runde eller tilhugget firkantede (mahogni, teak m. fl.) Træ, der er opskå­ ret i tykkelser fra 38-100 mm og i bredder op til 300-400 mm, be­ nævnes planker.

Træ, der er opskåret i tykkelser fra 19-31 mm og i bredder fra 100-300 mm, benævnes brædder.

Når en stamme behugges eller savskæres, således at der kun frem­ kommer et stykke tømmer, kaldes dette heltømmer; hvis det deles med et savsnit gennem marven fås to h alvtømmer. Del er man et hel­ tømmer med to på hinanden vinkelrette savsnit, får man fire stk. krydstømmer. Til støtter bør man kun anvende heltømmer for at u ndgå kastning.

Tømmer, planker og brædder, der er sk året således som vist fig. 15-1 og øverste del af fig. 15-4 kaldes barkkantet (vankantet, hornkan­ tet) træ.

Tømmer, planker og brædder, der er skåret som på fig. 15-2 og 3 og underste del af fig. 15-4 kaldes fuldkantet eller kantskåret træ, dvs., at træet har skarpe kanter i hele længden . Barkkantet træ er betyde­ lig billigere end kantskåret. Barken, hvis sådan findes, bør altid f jernes for at undgå barkbilleangreb.

Træets opskæring
Fig. 15. Tæets opskæring

I reglen opskæres skandinavisk fyr og gran som vist på fig. 15-1, 2, 3, 4 og 5 , og for svære stammers vedkommende som fig. 15-6 og 7 .

Fig. 15-1 viser firskåret, vankantet tømmer.

Fig. 15-2 og 3 viser henholdsvis opskæring til fuldkantet halv - og krydstømmer, og for at udnytte tværsnittet fuldt ud af skærer man fire stk. brædder, hvis kvalitet dog kun er ringe, da det udelukkende består af splinttræ.

Fig. 15-4 er den mest almindelige opskæringsmåde; men træ, der bliver skåret på denne måde, har stor tilbøjelighed til at kaste sig og revne, hvilket er vist noget overdrevet på fig. 15-12. Det kan '-"' man i væsentlig grad af hjælpe ved at give stammen et snit gennem marven som vist på fig. 15-5. Herved fås brædder , der kun har van- kant til en side, og ved yderligere at kantskære brædderne formind- sker man deres tilbøjelighed til at kaste sig væsentligt.

Fig. 15-6 og 7 viser en opskæringsmåde , hvorved der fremkommer planker og bjælker.

Fig. 15-8 viser en opskæringsmåde, kaldet krydsskæring, hvorved år­ ringene står vinkelret på breddefladen . Derved fås de teknisk set bedste brædder. De har mi ndst tilbøjelighed til at kaste sig, og bred­ desvindet er ligeledes minimalt (ideelt skibsbygningstræ) . De gør også størst modstand mod at flække takket være marvstrålerne. End­ videre har de den størst mulige slidfasthed .

De store fordele, opskæringsmåden i fig. 15-8 har, fås i endnu mere udpræget grad ved at anvende måden fra fig. 15-11. Denne måde giver det, man kalder » spejlskåret træ« .

Fig. 15-9 viser en opskæringsmåde, der anvendes bl. a. ved pitch­ pine. Herved opnås at få et værdifuldt kernetømmer, og splinten opskæres til planker og brædder, der sælges under navnet »Yellow pme«.

Fig. 15-10 viser en opskæring, der giver planker og spejlskåret træ. Fig. 15-8, 9 og 10 egner sig kun for svære stammer.

Fig. 15-11 viser - som ovenfor anført - opskæringsmåden, der gi­ver spejlskåret træ; den anvendes meget ved træ til skibsbygning. bådebord m. m. Opskæringen anvendes også ved træarter, der på ra­ diære flader viser en smuk tegning (egens spejl eller sapeli mahog­ nis originale stribning).

Fig. 15-12 viser tydeligt, at marvbræ dtet er gunstigt stillet over for kastning. Marvsrålerne løber også her parallelt med breddefladerne, og årringene står vinkelret på disse.

efter skæringen må savsmuldet f jern es, da dette ellers forårsager, at træet bliver plettet, eller at der opstår råd. Dette er især vigtigt for ahorn (ær).

Stammerne føres fra floden op ad en slidsk og ind i savværket
Fig. 16. Stammerne føres fra floden op ad en slidsk og ind i savværket

 

Maskiner til opskæring m. m.

 

På savværkerne opskæres træet med båndsav, ramsav, bloksav og rundsav.

Blokbåndsaven anvendes mere og mere på de store savværker i Ame­ rika, Afrika, Australien og Østen i stedet for ramsaven. Stammerne føres forbi saven liggende fastspændt på skinnevogne. Snittet er un­ dertiden ikke så plant som ramsavens.

Ramsaven, gittersaven , anvendes meget iNorge, Sverige og Finland. Denne består af en ramme, der bevæges op og ned, og hvori der er opspændt flere eller færre savklinger (10-12 stk.) Træet føres vandret gennem saven.

Blok saven er en vandret ramsav, men kun med en klinge. Træet fø­ res fastspændt på en skinnevogn frem mod savklingen. Bloksaven an­ vendes meget til opskæring af dyrere træarter.

Den store blok-bånd sav i arbejde
Fig. 17. Den store blok-bånd sav i arbejde


Rundsaven er en cirkulær savtakket stålskive anbragt på en vandret aksel. På de store savværker findes rundsave med fra 2 til 6 save på samme aksel. Af standene mellem savene kan varieres automatisk således, at de bl. a. kan anvendes til kantskæring af brædder og le­ vere 6 snit ved kun at føre træet en gang gennem saven. Den arbej­ der meget hurtigere end ramsaven.

Høvling og pløjning udføres af maskiner.

Høvling af træet foretages først, når træet er tørret. Ved at høvle et brædt på begge sider formindsker man tykkelsen med 1/8". Når man opgiver tykkelse og bredde af træ, er det målene på det uhøvlede materiale, der angives. Som eksempel kan nævnes, at 1/2" og 5/8" ru træ bliver til 3/8" og 1/2" høvlet træ.

Pløjede brædder og plank er er i kanterne forsynet med feder og not. De kan fås ru eller høvlede på en eller på begge sider. Pløjede brædder benævnes efter deres oprindelige bredde i ru tilstand . Ved at pløje et brædt formindsker man nyttebredden med 1/2".

 

Træets sortering

 

Efter opskæringen sorteres træet enten på tømmerpladsen, eller før det føres til ovntørring.

Hver kvalitet stables for sig. efter tørringen sorteres der påny, idet træ, der er blevet angrebet af blåsplintsvampen eller på anden måde skadet, lægges over til en ringere kvalitet.

I Sverige sorteres i syv kvaliteter: prima, sekunda, tertia, kvarta, kvinta, udskud og vrag.

Prima, sekunda og tertia skal alle være fri for barkkant, revner og blåsplint. Knastmængden tiltager i den nævnte orden.

Kvarta svarer til tertia, men må have blåsplint.

Kvinta må have alle de ovennævnte fejl, endvidere rådne knaster.

Udskud og vrag er endnu dårligere.

Kantknaster, sorte knaster og revner stammende fra kernekløf ter og ringskører samt årringbredden (i godt træ under 3 mm) er det, der lægges størst vægt på ved sorteringen.

I Finland sorteres kun i tre kvaliteter.

Træindkøb

 

Ved indkøb af træ bør man i egen interesse opgive så detaljerede oplysninger som muligt om, til hvilket formål træet skal anvendes, og hvilken kvalitet, man ønsker.

Man skal købe træet så nær de f ærdige mål som muligt for at spare penge, idet både længden og især bredden har stor indflydelse på prisen. En ordre til trælasthandleren bør derfor indeholde følgende oplysninger:

1. Antal løbende fod eller meter, men også de længder, de enkelte dele ønskes leveret i.

2. Bredde og tykkelse, så nær som det f ærdige produkt tillader, for- arbejdet eller ru.

3. Kantskåret . eller vankantet.

4. Træarten.

5. Kvaliteten.

Og husk så, at 1" ru træ giver 7/8" høvlet træ, og at et 6" gulvbrædt kun er 5.5" bredt.

Hvis det er muligt, så bese træet, inden det købes. Den tid, man of rer herpå, er godt anvendt.

fyrrebræd d er sælges i løbende mål i meter eller fod.

Planker sælges i almindelighed i kubikmål, m3 eller kbf d. På van­ kantede brædder og planker måles bredden midt på længden, og den ene vankant medregnes.

Stammer og kævler måles i kubikindhold, og der findes kubiktabeller i handelen.

Ved anvendelse af metermål anvendes 2 decimaler , mindste mål er altså 0,01 m3. Længdemålet angives i meter og lige antal decimeter, således at der rundes nedad. Længden måles som en ret linje , og hvis varen er skåret skævt af , kan køberen forlange, at målet tages på den korteste side. Dog måles der efter den buede midterlin je, hvis det er krumtømmer, der er tale om.

For kærv på rodender fradrages det halve af kærvens største højde over savsnittet. Tykkelsen måles i hele centimeter med afrunding nedad på 2 på hinanden vinkelrette diametre, hvorefter middeltallet afrundes nedad til nærmeste hele centimeter, når træet er over 30 cm, ellers til halve cm. Løst mos m. m. f jernes inden klupningen, men målene tages udenpå barken. Almindeligvis måles der på mid­ ten af den af kortede stamme. Hvis midten er knastet eller på anden måde særlig uregelmæssigt formet, måles der på et sted, der ligger indtil 50 cm ovenover midten.

Løvtræstammer på over 8 m i længden deles ved måling i stykker, hvoraf ingen må være over 8 m lange, og hvert stykke måles da for sig. Se fig. 18.

Opmåling af træ
Fig. 18. Opmåling af træ


Amerikansk spejlskåret egetræ sorteres på savværkerne efter ganske bestemte regler for kvalitetsbestemmelse r og leveres i tykkelser på 1/2", 5/8", 3/4" og 1" engelsk. Træet måles og sælges i engelske kva­ dratfod. Prisen er stigende med tykkelsen .

Finere oversøiske træarter fremkommer nu for det meste i kantskår­ ne planker og brædder i forskellige bredder og længder, kunstigt tørret og i mange tilfælde klar til brug. De sælges i reglen efter pris pr. engl. kvadratfod pr. 1" tykkelse. Dette at kunne vælge mellem træstykker af forskellige dimensioner og længder kommer de små brugere til gode, idet de nu kan købe træet i mål så nær som muligt til det foreliggende formål og, som før nævnt, tørt og klar til øjeblikkelig brug.

 

Veddets tekniske egenskaber og deres forbedring

 

Det er ikke enhver træart, der er lige anvendelig til et hvilket som helst teknisk formål. Kendskabet til de forskellige træarters anatomi­ ske og kemiske opbygning er derfor af stor vigtighed, fordi man kun her igennem har mulighed for at vælge den rette træart til det ganske bestemte formål. Håndværkere og teknikere kan tale med om, hvor dyrt det er ikke at have kendskab til træarternes tekniske egenskaber. Derfor vil de vigtigste af disse egenskaber blive omtalt enkeltvis.

Veddets farve

 

Veddets naturlige farve varierer fra gullighvidt til sort. Gule, brune og røde farver er de almindeligste. Ved bestemmelsen af en træart er farven en god vejleder - også med hensyn til veddets kvalitet. Mørkt ved er som oftest hårdere og varigere end lyst. Hvis kernen er mørkere end splinten, som f. eks. hos fyr og eg, siges det, at træet har farvet kerne, og denne er hos de fleste træarter værdifuldere end splinten. Som undtagelse herfra kan nævnes ask og hickory, der har sejere splint.

Hos træer med ufarvet kerne som f. eks. bøg og birk, er der ingen væsentlig kvalitetsforskel. Hvis der findes farvet kerne hos disse sidstnævnte træer, kaldes den falsk, da den skyldes unormale for­ hold. Se pkt. 32 og 76a.

Alt træ, der udsættes for luf tens og lysets påvirkning, bliver med ti­ den mørkere end lige efter opskæringen. Dette gælder i udpræget grad for cubamahogni.

Ibentræ har sort kerne og hvid splint.

I et sundt træ med farvet kerne følger kernedannelsen almindeligvis en bestemt årring; men kernedannelsen kan også danne uregelmæs­ sige former, se figur 12. Disse må betragtes som fejl i veddets dan­ nelse.

Træ kan også misfarves f. eks. ved dårlig lagring. Som eksempel kan nævnes, at fyrre- og gransplinten angribes af blåsplintsvampen, så­ fremt luf ten ikke kan indvirke på veddet under tørringen. Se pkt. 101 om blåsplintsvampen.

Farvning af træ

 

Træer kan farves, mens de endnu står på roden . Svenskerne far­ ver birk ved et stykke over jorden at ringe træet og fastbinde en gummiskål , hvori farvestoffet anbringes. Træet vil da selv opsuge farvestoffet, ligesom det opsuger næring fra jorden, og vedmassen vil i løbet af kort tid være gennemfar vet. Man kan også farve fældet træ ved at presse farvestof gennem stammen; men farverne falmer som oftest i tidens løb. Ved at male træet kan man dels skjule fejl i veddet, knaster og misfarvning, samtidig med at man kan give veddet den farve, man ønsker. Malingen beskytter endvidere ved­ det; men den dækker også veddets textur . Ved bejdsning kan man give billige træarter farve, så de ligner f . eks. mahogni eller nødde­ træ. Endvidere kan man ved syrebehandling af blege mørke træar­ ter. Egetræ kan ved at behandles med ammoniakdampe få den kønne mørke farvetone, som kendes fra antikke egemøbler. Det er garve­ syren i egetræet, der omdannes til farvestof ved at komme i for­bindelse med ammoniak. Antikke egetræsmøbler er derfor ikke mod­ standsdygtige mod insektangreb, fordi garvesyren, der virker anti­ septisk, er væk. Ved at henlægge egetræ i jernholdigt vand får træet en omtrent sort farve (moseeg). Ved at behandle træ med linolie bliver træet en tone mørkere.

Veddets udseende, textur - og dets forbedring

 

Ved textur forstås veddets ydre fremtoning og tegning på de bear­bejdede flader. Denne er af hængig af, hvorledes celler, spejl m. m. er sammensat og fordelt.

De fleste af de træer, der vokser i vort og de omliggende lande, har en meget uanselig og almindelig textur, der gør, at man maler, dvs. årer, en textur på f . eks. døre og billige møbler , så de fremtræder med den ønskede tegning (textur) forestillende en eller anden kost bar træart.

Det ægte cigarkassetræ, Cedrela odorata, efterlignes i billige træar­ ter ved, at man indridser eller indbrænder det ægte træs særlige tex­ tur. Endvidere ka n man ad kemisk vej ved ætsning med svovlsyre fremstille ægte træarters textur. Endelig er det muligt ad fotografisk vej at overføre sjældne træarter og indlægningsarbe jder så naturtro, at selv fagfolk har vanskeligt ved at opdage efterligningen.

Den fornemste måde at forbedre et stykke træs textur på er at fi­ nere det med en dyr træart, dvs. at man pålimer det mindre værdi-Ved textur forstås veddets ydre fremtoning og tegning på de bear­bejdede flader. Denne er af hængig af, hvorledes celler, spejl m. m. er sammensat og fordelt.

De fleste af de træer, der vokser i vort og de omliggende lande, har en meget uanselig og almindelig textur, der gør, at man maler, dvs. årer, en textur på f . eks. døre og billige møbler , så de fremtræder med den ønskede tegning (textur) forestillende en eller anden kost bar træart.

Det ægte cigarkassetræ, Cedrela odorata, efterlignes i billige træar­ ter ved, at man indridser eller indbrænder det ægte træs særlige tex­ tur. Endvidere ka n man ad kemisk vej ved ætsning med svovlsyre fremstille ægte træarters textur. Endelig er det muligt ad fotografisk vej at overføre sjældne træarter og indlægningsarbe jder så naturtro, at selv fagfolk har vanskeligt ved at opdage efterligningen.

Den fornemste måde at forbedre et stykke træs textur på er at fi­ nere det med en dyr træart, dvs. at man pålimer det mindre værdi-fulde træ en tynd (ca. 1-2 mm) træflade af f. eks. palisander, teak, mahogni el. lign. , ,1

Nogle af vore hjemlige træarter kan her komme ibetragtning: ask, birk, eg m. fl.; men det er som regel ved med den såkaldte masrede vækst, også fejlagtigt kaldet rodfiner, der anvendes. Jo mere urolig og flammet texturen er, des smukkere er virkningen, når veddet po­ leres. Den masrede vækst er i virkeligheden en slags vækstfejl og vil blive omtalt under »fejl og sygdom i veddet«.

Det træ, hvorpå man limer fineren, kaldes blindtræ. Se også under møbelplader .

Træets opskæringsmåder har stor indflydelse på texturen. Hvis man spejlskærer egetræ, fremkommer de meget smukke spejl, der er sær­ lig udpræget hos egen. Hos sapeli-mahogni vil der - ved spejlskæ ring - fremkomme en original stribning. Pommele birk er navnet på skrælleskåret, knudret vokset birk, dette gælder iøvrigt flere træ­ arter.

Flammet birk er skåret af uregelmæssigt voksede stammer. Flammet ahorn kaldes undertiden sycamore.

Fugleøjetræ fås af sukkerahorn. Dette træ har særlig tilbøjelighed til at danne proventivknopper (sovende knopper), og skrælleskæres en sådan stamme, kommer disse knopper til at ligne øjne, heraf nav­ net fugleøjetræ, se under ahorn, pkt. 171. Der er flere træarter, der har tilbøjelighed til at danne sådanne øjne, f. eks. kanadisk birk, pi­ letræ, whitewood, cedrela (cigarkassetræ) og bøg. Beskadiges større grene på træet, f . eks. ved stormskade, vil regnvand og urenheder gennem den af brækkede grens marv kunne trænge ned i stammen og misfarve denne. Er veddet masret, vil farvningen give en ejen­ dommelig tegning, der kan virke meget dekorativ. I virkeligheden er det begyndelsen til veddets forfald; men bliver et sådant træ fældet og opskåret til finer på dette tidspunkt, vil man på grund af dets ejendommelige udseende kunne opnå en meget højere pris for dette end for det sunde ved. Ask, misfarvet på ovennævnte måde, sælges under navnet »olivenask«.

Træ, der har været omslynget af lianer el. lign., kan, når det bliver skrælleskåret til finer, give nogle ejendommelige tegninger, således at træet bliver værdifuldt af denne grund.

Veddets glans og dets forbedring

 

Ved veddets glans forstås veddets naturlige glans eller spejl på den ubearbejdede spalteflade. Det er især marvstrålerne, der på de ra­ diære snit frembringer glansen. For den tekniske anvendelse spiller den naturlige glans ingen rolle.

Ahorn og hyld har udpræget glans på de radiære snit, hvorimod f . eks. pæretræ er glansløst.

Der findes flere metoder til ad kunstig vej at give veddet glans. Ved at polere veddet giver man det en smuk og spejlagtig glans uden at dække dets textur. Et noget lignende udseende fås ved at slibe og bone veddet; men glansen og overfladen bliver ikke så spejlagtig. Ved påstrygni ng af klar lak er det også muligt at tilføre veddet glans og samtidig bevare veddets textur synlig.

Veddets tæthed

 

Veddet kaldes tæt eller mildt, når celleopbygningen ikke er synlig

uden lup - når forskellen er ringe mellem forårs- og efterårsved - når årringsbredderne er ensartede, med små jævnt fordelte porer, og marvstrålerne er f ine. Sådant ved kan bearbejdes meget jævnt og glat. Ved med stor tæthed er f. eks. buksbom, der bl. a. anvendes me­ get af xylograf er, billedskærere og Af andre træarter, hvor tæthed;;; er fremtrædende, kan nævnes: ahorn, birk, lind, nøddetræ, pæretræ og pokkenholt m. fl.

I modsætning hertil kaldes ved med synlig celleopbygning, hvor po­ rer og marvstråler er tydelige, for grof t eller porøst ved. Af træar­ ter med mere eller mindre grof t ved kan nævnes: eg, elm, ask, rød­ og ædelgran samt fyr og lærk.

Klima- og jordbundsforhold kan indvirke så meget på en træarts vedmasse, at den ændrer sig fra at være grov og porøs til at blive tæt og mild.

Veddets hårdhed

 

Ved veddets hårdhed forstås den modstand, veddet yder mod et fremmedlegemes indtrængen . Dette gælder såvel for tildannelse med værktøj, f . eks. økse, sav, høvl og kniv, som for slid og sammentryk ning. En hård træart vil vanskeligt lade sig tildanne, men have stor modstand mod slid og som underlag under maskiner eller som svel­ ler yde stor modstand mod sammentrykning, ligesom dets holdkraf t overfor bolte, skruer og søm vil være stor. Træ, der skal poleres, bør være hårdt for at beholde polituren og for ikke at blive ridset. Ved at ridse med neglen på en høvlet flade kan man få et indtryk af træets hårdhed.

For at få sammenligningsgrundlag for de forskellige træarters hård­ hed, kan man anvende en kugletrykprøve. Denne består i at presse en kugles halve diameter ned i træet, den kraf t, der anvendes hertil, bruges som værdi for veddets hårdhed (hårdhedstal). Man udfører kugletrykprøver såvel i endetræ som i sidetræ.

Hårdhedsprøve for træ
Fig. 19. Hårdhedsprøve for træ


Figur 19 viser en kugletrykprøve i pitch-pine. Kuglens diam. var 1 cm. Det maximale tryk var 330 kg. De øvrige kugletryk er medtaget for at vise indtrykningen i veddet ved forskellige mindre tryk.

Ved prøver skal alle prøvestykker have samme fugtighedsindhold (se pkt. 55).

Når træ skal anvendes til tekniske formål, er det af stor vigtighed at vide, hvor hårdt det er, da det i mange tilfælde er hårdhedsgra­ den, der er bestemmende for anvendeligheden. Man må her skelne mellem hårdhed overfor sammentrykning, slid og bearbejdning med de føromtalte værktøjer. Bløde vedsorter har løst væv og er derfor lidet egnede til at modstå tryk vinkelret på fiberretningen. Er det uundgåeligt at anvende disse, må der indlægges et mellemlæg af hårdt træ eller jern til fordeling af trykket, ligeledes må der under boltenes hoveder lægges jernplader, og i begge tilfælde gøres de så store, at der virkelig bliver tale om fordeling af trykket. Se punkt 61, hvor veddets styrkeforhold omtales.

Rækkefølgen for ,træarternes hårdhed vil ,' når alt tages i betragtning, '-J

være nært sammenfaldende med rækkefølgen for rumvægten og vokse i følgende orden: poppel, gran, fyr, birk, elm, rød bøg, ask, eg, mahogni, hvidbøg, teak, pitch-pine, ibenholt og pokkenholt.

 

Veddets hårdhed varierer med fugtighedsindholdet

 

Hårde træarter lader sig lettere bearbejde i fugtig end i tør til­ stand, hvorimod det modsatte er tilfældet for de bløde træarters ved­ kommende, især løvtræerne. Temperaturen har også indflydelse, idet frossent ved foruden at være skørt også er hårdere at bearbejde end optøet ved. Inden for samme træart er tørt ved hårdere end vådt.

Veddets hårdhed varierer med vægtfylden

 

Tunge træarter er altid hårdere end de lette. Luf ttørret veds hård­ hed vokser med vægtfylden.

efterårsved er hårdere end forårsved. Kernetræet er hårdere end splinttræet. Marven er den blødeste del af stammen. Tæt sammen­ byggede celler med tykke cellevægge forøger hårdheden i betydelig grad. Hos nogle træarter, f . eks. teak, er hårdheden yderligere for­ øget ved aflejring af mineralske stoffer i cellevæggene.

Langfibret ved er hårdere end kortfibret.

Veddets hårdhed varierer med træarten

 

Voksestedet, klimaet og jordens beskaffenhed har stor indvirkning på veddets hårdhed. Amerikanske gran- og fyrrearter plantet i Dan­ marks jord giver ved af en ganske anden kvalitet end de, der vokser i Amerika. Træerne vokser hurtigt hos os, men giver løst ved og står kvalitetsmæssigt under det amerikanske træ.

De hårdeste træarter vokser i god jordbund - i jordens varme zone.

Veddets slidfasthed

 

Fintringet ved af nåletræ er mere slidstærkt end bredringet, og ende­ træ betydeligt bedre end sidetræ. I særdeleshed vil træ opskåret med tangentielle snit, alm. opskæringsmåde for fyr og gran (f. eks. gulv­ brædder) slides hule i midten, hvorimod radiært opskåret (dvs. spejl­ skåret) træ er mere modstandsdygtigt overfor slid, idet årringene med deres forårsved og efterårsved jævnt fordelt over træfladen yder bedre modstand mod slitage. Se fig. 24, punkt 57 .

Til træbrolægning anvendes altid endetræ. Til brodæk anvendes de hårde eucalyptusarter med fiberretningen på tværs af f ærdselsret­ ningen. Imprægneret bøg har her vist sig velegnet, især når prisen tages i betragtning. Slidfastheden af tager i rækkefølgen: pokkenholt, eucalyptus, imprægneret bøg, eg, pitch-pine, teak, pommersk fyr, sydsvensk fyr, gran - og med hensyn til opskæringsmåden: endetræ, radiært sidetræ (spejlskåret), og endelig tangentielt sidetræ (plan­ skåret) som det mindst anvendelige slidtræ.

Veddets bearbejdningshårdhed

 

Veddets bearbejdningshårdhed er afhængig af veddets vandindhold og kraf tretning i forbindelse med værktøjerne. Vand gør veddet blødere og sejere. Blødheden letter, hvorimod sejheden hemmer bearbejdelsen . De fleste hårde løvtræarter bearbejdes lettest i våd tilstand, hvorimod det modsatte er tilfældet med bløde løvtræarter. Kniv, økse, sav, høvl og bor bearbejder træet på hver sin måde. Kni­ ven arbejder lettest parallelt med fibrene og lettest i radiale snit.

Øksen skal føres i bestemte vinkler for at bide mest muligt. Frosset ved er vanskeligst at behugge . Savskæring sker lettest på tværs af fibrene.

Savskæring parallelt med fiberretningen vanskeliggøres dels af fibre­ nes større modstand mod sønderdeling, dels af veddets hårdhed og sejhed. Eg og flere hårde vedarter skæres lettest i fugtig tilstand. hvorimod lind og mange bløde træarter lettest skæres i tør tilstand.

En hærdning af veddet opnås ved at stryge - eller endnu bedre: kedelimprægnere - veddet med vandglas. Kalium og natriumhyd­ roksyd har en lignende virkning og gør samtidig veddet mere vejr­ fast.

Veddets vægt

 

 

Udgåede grene giver 'døde knaster'
Fig. 19a. Udgåede grene giver 'døde knaster'


Veddets vægt er udtryk for veddets tæthed og giver her igennem op­ lysninger om talrige tekniske egenskaber. Veddets vægt hænger nøje sammen med den anatomiske bygnin g, med hårdheden og fugtig­ hedsindholdet. Tungt træ er ikke altid det foretrukne, og hårdhed og tæthed er ikke de eneste ønskelige egenskaber hos træ. Lette træar­ ter har også deres fordele, idet f. eks. let bearbejdelighed og ringe egenvægt vil være at foretrække ved bjælkelag og tagkonstruktioner , master til lystfartøjer m. m. Ved træets rumvægt forstår man et tal, som angiver, hvor mange gange f. eks. 1 cm3 træ er lettere eller tu ngere end 1 cm3 destilleret vand ved 4 °C - 1 cm3 vands vægt sættes lig med 1,00 g, svarende til rumvægten 1,00.

Træ med rumvægt over 1,00 vil synke i vandet. Træ med rumvægt under 1,00 vil flyde på vandet.

I friskfældet træ, også kaldet grønt træ, er vandindholdet størst og vanerer for de forskellige træarter fra 30-100 % af veddets tør­ vægt.

Veddet kaldes skovtørret, når det har ligget en tid i skoven. Vand­ indholdet er herved dalet til ca. 25 %.

Veddet kaldes lufttørret, når det har ligget opskåret under skærm.

Luf ttørret ved indeholder ca. 15-20 % vand, af hængig af den om­ givende luf ts fugtighedsindhold.

Tidsrummet for luf ttørringen kan variere fra 1-3 år og mere, alt efter træarten og træstykkernes størrelse.

For skibsbygningstræ kræver klassifikationsselskaberne en lagrings­ tid på 2 år (se punkt 109).

Træets fugtighedsgrad vil efter lang lagringstid stå i et bestemt for­ hold til luf tens fugtighedsgrad; ifølge prof essor Suenson regnes der med, at veddets fugtighedsgrad da vil være lig ca. 1/4 af luf tens fug­ tighedsgrad.

Ved luf tens fugtighedsgrad, eller relative fugtighed, forstås forholdet mellem den mængde vanddampe, som ved en given temperatur fin­ des i luf ten og den mængde, som kunne findes i den, hvis den var mættet med vanddampe.

Jo højere temperaturen er, des større mængde vanddamp kan luf - \..._,/ ten indeholde. Af køles luf ten, fortætter vanddampene sig og udfældes som tåge eller vanddråber.

Den relative fugtighed i Danmark udendørs er gennemsnitlig 7 5 % om sommeren og 90 % om vinteren . Som middeltal for hele året kan der regnes med 82 %.

Anvender vi ovenstående regel, vil veddets fugtighedsgrad blive 82 : 4 = ca. 20 %.

Træhåndværkeren må derfor have sin opmærksomhed henvendt på, om træmaterialets fugtighedsgrad og luf tfugtighedsgraden på værk­ stedspladsen er overensstemmende, ellers vil der blive tale om svind eller udbuling af træmaterialet (se punkt 56, svind og udbuling).

Under prøver og forsøg skal prøvestykkerne have samme fugtigheds­ grad, for at man kan sammenligne styrketallene for de forskellige træarter, se punkt 60.

Når en prøveanstalt foretager forsøg med træmaterialer, vejes disse, før forsøgene påbegyndes. efter at styrkeprøverne er udført, ind­ lægges prøvestykkerne i en tørreovn, hvor de tørres i 16 timer ved 105°C. derefter udtages prøvestykkerne og vejes. Vægten er lig med veddets tørvægt.

Vægtforskellen mellem de to vejninger er lig med den fordampede vandmængde.

Træets fugtighedsgrad angives som forholdet mellem den fordam­ pede vandmængde og veddets tørvægt.

Er f. eks. den fordampede vandmængde = 50 g og veddets tørvægt = 250 g, bliver træets fugtighedsgrad = 50 : 250 = 0,20 eller 20 %.

Når en prøveanstalt angiver en fugtighedsgrad i %, er det den %, \._,_,,

der findes iprøvestykket ved prøvernes begyndelse , og den angivne vægtfylde er af veddets tørvægt.

Har f. eks. prøveanstalten for en træart angivet veddets tørvægts vægtfylde til 0,37, vil træet med en fugtighedsgrad på 20 % få en vægtfylde på 0,37 X 1,20 = 0,44.

Ønsker man selv at undersøge træets vægtfylde, kan dette gøres som vist i fig. 20.

Ovntørret ved indeholder 6-8 % vand, ja, helt ned til 2-3 %. Om ovntørring, kunstig tørring, se punkt 1 10.

Rumvægten varierer stærkt for de forskellige træarter, men også in­ den for samme art er der variation.

Variationen i rumvægten skyIdes: vandindholdet, cellebygningen, indholdet af Kernestoffer og reservenæringen. Da det nu tildels er jordbunden og kl imaet, der betinger træets vækst, er det indlysende, at selv træer af samme art ikke kan få samme vækstbetingelser, hvoraf følger, at rumvægten varierer. Dette medfører, at man ikke kan angive rumvægten med bestemte tal som f . eks. ved metaller , men kun med middeltal.

Med rumvægten vokser veddets hårdhed , styrke og varighed, mens bøjeligheden og kløveligheden af tager. Da efterårsveddet er tættere og tungere end forårsveddet, vil rumvægten vokse med efterårsved­ procenten, og da denne varierer med ringbredden, vil rumvægten gøre det samme.

Nåletræs rumvægt vokser med af tagende ringbredde. Den vokser alt­ så fra marven og udefter og med træets alder.

Løvtræs rumvægt af tager med ringbredd en, aftager altså fra mar­ ven og udefter og med træets alder.

Vægtfylden af træ kan bestemmes ved at lade et cylinderisk eller prismatisk træstykke svømme i vand i et snævert cylinderglas. - Hvis det synker l/n af længden, er vægtfylden = l/n
Fig. 20. Vægtfylden af træ kan bestemmes ved at lade et cylinderisk eller prismatisk træstykke svømme i vand i et snævert cylinderglas. - Hvis det synker l/n af længden, er vægtfylden = l/n



Som omtalt bliver nåletræ bedst med ringbredden ca. 0,5 mm, hvor­ imod løvtræ er bedst med ringbredden ca. 6 mm.

Løvtræernes kerne er tungere end splinten. Nåletræernes kerne er lettere end splinten.

Frisk fyrrekerne veJ er mindre end frisk fyrresplint (forholdet er 0,6:1,0).

Harpiksrigdom forøger rumvægten.

Af den træart man ønsker at kende vægtfylden, udskæres et stykke træ, der af høvles til det har ensartet tværsnit over hele længden. derefter inddeles længden i 10 lige store dele, (eventuelt underdeles der i det område, hvor man regner med, at vægtfylden ligger). Træ­ stykket indsmøres svagt med linolie, dette gøres for at hindre træet i at indsuge fugtighed og derved gøre vægtfyldebestemmelsen unøj­ agtig, hvorefter det nedsænkes i vandet.

Man aflæser det tal, der befinder sig i vandoverfladen og får der­ ved direkte træets vægtfylde. (I det på skitsen viste eksempel er vægtfylden = 0,54).

 

Veddets lugt

 

Enhver friskopskåret træart har en ejendommelig lugt, der for mange træarter er så karakteristisk, at man alene ved hjælp af lugten kan bestemme, hvilken træart man står overfor. Denne lugt af tager for de fleste træarter, når træet tørres; dog findes der vellugtende træarter, der lang tid fremover beholder deres lugt, f . eks. violtræ, sandeltræ, cedrela, kamfertræ, blyants-ene, palisander m. fl. Lugten stammer ikke fra selve træet, men fra indtørrede æteriske olier i kernetræet.

Egens syrlige lugt stammer fra garvesyren, der findes både i kerne­ veddet og i barken. Vinfade fremstilles af egetræ, fordi garvesyren har en heldig indvirkning på vinens smag.

Violtræ anvendes til skuff er og skabe i dameskriveborde, skuff emøb­ ler o. lign.

Cedrela anvendes bl. a. som kasser til dyre cigarer og påvirker to­ bakken med sin duf t til stor nydelse for rygerne.

Tabasco-mahogni lu gter og bør ikke anvendes til inventar i bager og fødevareforretninger.

Cubamahogni, gran, bøg og ahorn er lugtfri og kan anvendes til skuff er og inventar i apoteker og fødevarefo,retninger.

Harpiksholdigt fyrretræ bør ikke anvendes i skabe og skuff er til madvarer, da disse får afsmag.

Kamfertræ anvendes til bl. a. tøjkister for at bevare tøjet for mølan­ greb samt til skabe for insektsamlinger. Af træet og bladene udvin­ des kamf er, der bl. a. anvendes til medicin, celluloidfabrikation og til fremstilling af sprængstoffer.

Som man ser, kan det forvolde ubehageligheder, når træ med lugt anvendes forkert.

Lugten spiller også en rolle ved bedømmelsen af træets tørhedsgrad .

F. eks. lugter tilstrækkeligt tørt egetræ en kende sødligt, hvorimod fugtigt egetræ lugter syrligt.

Veddets svind og udbuling

 

Når veddet tørrer, svinder det ikke blot i vægt, men også i rumfang . Først fordamper vandet i cellernes hulrum og derpå vandet i celler­ nes vægge. Det er det sidste, der fremkalder svindet.

Ungt træ svinder mere end gammelt, splint mere end kerne, løvtræ­ ernes kerne mere end nåletræernes kerne. Tungt træ svinder mere end let t ræ.

H arpiksrigdom hæmmer svindet meget. Svindet vokser i rækkeføl gen: pitch -pine, weymouthsfyr, skovfyr, rødgran og ædelgran. En af de mindst svindende træarter er mahogni. Nåletræ svinder mere end løvtræ. Eg, og navnlig bøg, svinder stærkt. Træ svinder stærkest i periferisk retning, mindre i radiel retning og næsten ikke i længde­ retning. Forholdet i de tre retninger forholder sig tilnærmelsesvis som 100:50:1.

Lærketræ med svindrevner
Fig. 21. Lærketræ med svindrevner, Fig. 22. Svindrevner, Fig. 23. Svindrevner


Som følge af svindets forskellige størrelser i de forskellige retninger vil træet under udtørringen forandre sin fom og » kaste sig« eller revne. Runde stammer vil revne udefra efter radius, fordi de svin­ der stærkest efter periferien, fig. 24. Bjælker revner midt i sideflader­ ne, hvor årringene ikke er overskårne, og hvor de som følge heraf ikke kan svinde uden at revne, fig. 23. Træet revner stærkest ved enderne, fordi vandet fordamper hurtigst fra endefladerne. Man kan

Træets svind og kastning
Fig. 24. Træets svind og kastning


på forskellig måde i nogen grad modv irke denne revnedannelse ved f. eks. at overklistre endetræet med papir eller stryge endefladerne med maling, lim, stearin og vandglas el. lign. Træ, der afbarkes før f ældningen, revner mindre end fældet uaf barket træ. Brædder af kernetræer bør befries for splinten, da denne kan flække dem ved sin udtørring, fordi splint svinder stærkere efter længden end kernetræ.

Formforandringer ved træets svind

Formforandringerne ved svindet viser sig dels i tværsnittet, fig. 24 og fig. 15-9, punkt 39, og dels ved at træet krummer sig, »kaster sig«, fig. 25 a-c. Brædder, udskåret af vredet træ, bliver ved tør­ ring vindskæve, se fig. 25 d. Ved træets opskæring og anvendelse må man have sin opmærksomhed henvendt på disse forhold.

Træsøjler bør være af heltømmer for at undgå kastning. Ved frem­ stilling af tøndestave fugter man splintsiden og tørrer kernesiden over ild for at få dem krumme. Bødkerstave til våde varer må helst kløves ud . Det giver i hvert fald de tætteste tønder. Gulvbrædder bør være smalle af hensyn til svindet og lægges med marvsiden nedad for at undgå, at fodtøjet river splinter op af brædderne. Ved læg­ ning af bro- og skibsdæk bør plankernes marvside vende nedad, da plankerne så optager mindre vand, end når marvsiden vender opad.

Parketstave bør være smalle af hensyn til breddesvindet. Når bræd­ der sammenlimes til en plade, bør man vende alle bræddernes splint­ side samme vej, fig. 26a. Pladen har ganske vist tilbøjelighed til at krumme sig. Dette kan dog af værges på flere måder, bl. a. ved grat­ lister.

Vendes marvside og splintside til samme side, fås en bløgeformet plade, der i mange tilfælde vil være mindre heldig, fig. 26b. Det bedste resultat fås ved at anvende spejlskåret træ, fig. 26c. Som til­ gif t hertil fås yderligere, at svindet reduceres til det mindst mulige.

Døre, der samles af en ramme med løse f yldinger, kan frit arbejde efter vekslende fugtighedsforhold.

Forskellige former for sammenlimning
Fig. 26. Forskellige former for sammenlimning



Træ, opskåret af vredet, snoet eller krumt træ, vil kaste sig under tørringen og aldrig gå i ro under vekslende fugtighedsforhold. Dette bør alle, der har med opskæring af træ, tænke på, - fig.25 a-d - se tillige punkt 63. Når tørt træ udsættes for fugtighed, vil det påny udvide sig, »bulne ud«. Dette benyttede man sig af før i tiden ved stensprængninger, idet man drev tørre træstykker ned i huller, bo­ rede i stenen, og derefter overhældte man dem med vand. Ved ud­ bulingen sprængtes stenen.

Udsættes træet skif tevis for udtørring og fugtighed, vil det stadig svinde og bulne ud. Man må derfor tage hensyn til denne »arbej-­ den«. Ved overfladebehandling, maling, imprægnering o. lign., kan man i nogen grad forhindre, at træet optager luf tens fugtighed.

Til mange formål, bl. a. til skodder, store flader m. m., vil det være det bedste at krydslime træet, d. v. s. at sammenlime træ på langs og på tværs i lighed med krydsfiner, derved bliver styrken ens i alle retninger og samtidig mere ensartet. De såkaldte møbelplader er glimrende produkter, fordi de ikke kan kaste sig. (Se under kryds­ finer og møbelplader punkt 125 og 126).

Længdesvindet kan også fremkalde kastning. Træ med kerneside på den ene og splintside på den anden langside vil krumme sig med kernesiden udefter, idet splinten vil svinde mest, fig. 25 a og b. Hvis man har træ med splint på begge sider af kernen og vil anvende dette med splinten på, er det nødvendigt at påspigre trælister eller båndjern, inden tørringen påbegyndes , ellers risikerer man, at kerne­ træet flækker op.

Man må passe på, at veddets fugtighedsgrad svarer til anvendelsen. For skibsbygningstræ se punkt 55. Træ til snedkerarbejde må være mere tørt end træ til bygningsbrug. Tøndestave til kar og beholdere bør være meget tørre, for at stavene, når beholderne fyldes, kan udvide sig og tætne fugerne. Skal træ indstøbes i beton, bør det være vandmættet, da det ellers vil suge vand fra betonen og derved bulne ud, hvorved der er mulighed for at sprænge betonen. Træ til støbe­ modeller og til skabeloner fra spanteloftet skal være af magert, ret­ vokset træ. Det gælder om at sørge for, at modeller og skabeloner »arbejder« mindst muligt. Magert træ med blåsplintsvamp har vist sig fortrinligt til spantelof ts-skabeloner.

 

Veddets gennemtrængelighed for vand, lyd, lys og elektricitet samt dets varmeledningsevne

 

Vandgennemtrængeligheden er størst i karrenes retning, derefter i marvstrålernes. Til klædning i fartøjer bør kun anvendes spejlskåret træ, i hvert fald til førsteklasses arbejder. Bødkerstave fremstillet ved kløvning giver de tætteste kar. Skærer man stavene, risikerer man at skære træet over spån, hvorved vædsken kan sive ud af træets porer. Eg er velegnet til fremstilling af bødkerstave. Vinterfældet kernetræ foretrækkes, fordi fyldte celler er mere vandtætte end tomme.

Lyd gennemtrængeligheden er stor, især i længderetningen . Den vok­ ser med veddets tørhedsgrad . En stammes godhed kan prøves ved at banke på den ene endeflade, mens der lyttes ved den anden. Sundt træ vil da gengive lyden skarpt og klart, mens sygdom og fejl i det indre giver sig til kende ved en dump lyd.

Lysgennemtrængeligheden er for de fleste træarter meget ringe, men er dog stærkt forøget i harpiksholdigt træ.

H elt tørt træ virker isolerende for elektricitet; men da træ let opsuger fugtighed og derved bliver ledende, må det imprægneres med f . eks. paraff in, hvis det skal bruges til isolering. Isoleringsevnen vokser med veddets porøsitet, tørhedsgrad og olieindhold.

Veddets forhold i varme og ild:

Varmeledningsevnen: I tør tilstand er ved en meget slet varmeleder, og det anvendes derfor til håndtag på værktøj og kedler m. m. Var­ meudvidelsen er så ringe, at den er uden betydning for bygningskon­ struktioner, og træmålestokke har derfor en meget konstant længde. Temperaturer over 100°C forringer for stedse veddets styrke uden hensyn til, om veddet befinder sig i luf t, vand eller damp (bør huskes ved tørring af træ).

Antændeligheden varierer med træarten, idet den vokser med ved­ dets porøsitet. Mange af de oversøiske hårde træarter er så godt som ikke brændbare. De forkuller, uden at ilden slår ud i flammer (jar­ rah). Antændeligheden forringes betydeligt, når træets overflade er h øvlet glat, og hjørnerne er afrundede.

Let antændelighed kan også have sine fordele, f. eks. når man søger træarter til fremstilling af tændstikker. Det bedst egnede træ hertil er letspaltelige nåle- og løvtræer, f. eks. bævreasp eller poppel. Til æsker anvendes asp, lind og hvide!.

Ved ildebrande har det vist sig, at træbj ælker kan bevare deres bære­ evne i lang tid, selv om der er ild i dem, og grundet på deres ringe varmeudvidelse vil de ingen skade forvolde på murene, hvorimod stålbjælker udvider sig meget, bliver bløde og bøjer sig og i mange tilfælde skyder murene ud .

Antændelsesfaren kan man forringe ved at isolere eller imprægnere træet. Opstår der temperaturer på 300-400°C, kan dog intet hjælpe. Tæet vil forkulle og udvikle brændbare gasarter. Men man kan ved isolering udskyde tidspunktet for forkulning og gasudvikling og hin­ dre luf tens adgang til træet. Som isolering anvendes f . eks. pudslag af kalkmørtel eller beklædning med asbestpap. Bestrygning med ce­ ment, kalk, vandglas eller asbestfarver er selvfølgelig ikke så eff ek­ tivt som et pudslag.

Langt bedre resultater opnås ved at kedelimprægnere veddet, d. v. s., at man presser imprægneringsvædske ind i veddet under tryk. Im­ prægneringsvædskerne består af stoffer, der ved høje temperaturer udvikler vanddamp og andre ikke brændbare luf tarter, der blander sig med gassen fra træet og forhindrer dennes antændelse. Til disse stoffer hører borsyre, ammoniumsulfat, magniumsulfat, natriumsulfat samt alun.

Det imprægnerede træ kan bearbejdes uden vanskelighed. Bolte og søm ruster meget i brand-imprægneret træ.

Borsyre og ammoniumsulfat er stærkt antiseptiske og modvirker der­ for også forrådnelse og larveangreb. Det imprægnede træ kan både males og poleres.

Træ, der er udsat for regn eller vand, lader sig ikke varigt beskytte, da imprægneringsstofferne udvaskes.

En dansk imprægneringsanstalt foretager med særdeles tilfredsstil­ lende resultater kedelimprægnering af træ, så der virkelig er tale om brandfrit træ, idet det kun langsomt forkuller. Det skal bemær-· kes, at træet helst skal være opskåret og forarbejdet så nær de endelige dimensioner som muligt, før imprægneringen foretages. Træet \....../ kan efter imprægneringen overfladebehandles såvel med polering som lakering og maling.

En brandprøve med mahogni og egetræ, der var brandimprægneret for 23 år siden, viste, at imprægneringen stadig var eff ektiv. Det im­ prægnerede træ brændte ikke, men blev svedet mere eller mindre, hvorimod uimprægneret træ brænd te med klar flamme under hele forsøget.

Veddets sejhed og bøjelighed

 

Ved sejhed forstås veddets evne til at tåle store formforandringer, uden at der i ndtræder brud . Sejheden vokser meget med vandind­ holdet, og grønt træ er derfor mere sejt og bøjeligt end luf ttørret, der igen er sejere end kunstigt tørret ved. Løvtræ er sejere end nåletræ. Ungt ved er sejere end gammelt. Hurtigvokset ved er sejere end langsomt vokset. Frosset ved og harpiksrigt ved er skørt. Vidjepil, hasselnød, røn, birk, elm, ask, avnbøg og ahorn har sejt ved, hvor­ imod pitch- pine, el, fyr, lærk, gammel eg og bøg er skøre. Noget ved knækker pludseligt, andet ved først efter forudgående knagen, denne knagen værdsættes højt af grubearbejdere m. f l. De træarter, der knager, er gran, fyr og bøg.

Bøjeligheden forøges betydeligt ved at koge eller dampe træet og derefter fastspænde det i den ønskede form, efter af kølingen behol­ der det den indspændte form. Veddets bøje lighed i dampet tilstand udnyttes meget inden for skibs- og bådebygningen samt ved fremstil ling af stole og til karetmagerarbejde . Kogningens eller dampningens varighed af hænger af træets dimensioner. For langvarig dampning kan medføre brud og brunfarve træet. Bøg, akacie, ahorn, ask, el, hickory, valnød og eg er velegnede træarter.

Bøg, der har ligget i fortyndet saltsyre før dampningen, opnår efter denne en meget høj grad af bøjelighed. Når træ bøjes meget stærkt, er de yderste fibre tilbøjelige til at springe. Man kan modvirke dette ved at anbringe et stykke båndjern på den strakte side før bøjningen. efter denne metode forf ærdiges de såkaldte »wienerstole« (Thonett'­ ske metode).

Veddets kløvelighed eller spaltelighed

 

Kløveligheden er betinget af vedcellernes og marvstrålernes retlinede forløb og er derfor meget ringe hos vredet eller krumvokset træ og rodved, ligesom den nedsættes af knaster. Jo løsere og lettere veddet er, des større er kløveligheden. Splinten kløves lettere end kernen ; harpiksrigdom nedsætter kløveligheden.

Kløveligheden langs med marvstråler er 2-3 gange større end vin­ kelret på disse, fordi de svage marvstråler danner skilleplaner i ved­ det. Tøndestaver og lign. udkløves derfor altid langs marvstråler. Spinkle træstykker får større bøjning sstyrke, når de fremstilles ved kløvning i stedet for ved savning, fordi kløvfladen følger fibrene, hvorimod man ved savning ofte »skærer over spån«. Letkløveligt træ flækker let, når man slår søm i det uden at bore for.

Et tegn på god kløvelighed er, at veddet ved tørring får mange fine svindrevner i marvstråleplanerne.

Pokkenholt er ukløvelig.

Tungtkløveligt er: Birk, avnbøg, elm, ahorn, ask.

Temmelig letkløveligt er: Lærk, bøg, el, fyr , eg, lind, ædelgran, rød­ gran.

Meget letkløveligt er: Poppel.

Nåletræ og let løvtræ (poppel, pil, el) kløves bedst i tør tilstand. El­ lers kløves grønt ved lettere end tørt.

Vridningsstyrke. Stor vridningsstyrke har: Avnbøg, ær, ask, eg og birk (af tagende i nævnte rækkefølge).

Ringe vridningsstyrke har: El, gran, fyr og asp.

Bedømmelse af træets kvalitet, udseende og anvendelighed

 

Med det, vi indtil nu har hørt om naturproduktet »træ«, kan man roligt sige, at en almindelig målestok for bedømmelse af træets kva·· litet ikke kan opstilles.

Ehvert håndværk og enhver industri, der anvender træ, opstiller sine specielle krav til kvalitet m. m.

Snedkerne ønsker træ, der ikke kaster sig, og som har et smukt ud­ seende.

Skibsbyggerne ønsker træ, der er holdbart over for store, ydre på­ virkninger og særlig modstandsdygtigt over for sygdomsangreb.

Kunstdrejerne ønsker træ, der er så homogent og upåvirkeligt af temperatur og fugtighed som muligt.

Der vil derfor ikke være et stykke sundt træ, der ikke er nogen an­ vendelse for. Det gælder om at kende veddets tekniske egenskaber, så man ved indkøb kan udvælge den rette træart til det påtænkte formål.

Der er dog endnu en vigtig opgave, nemlig den at erhverve sig ind­ gående kendskab til træets opskæring. I tidens løb har mange firmaer betalt dyrt, fordi de ikke havde den rette mand til dette formål. Det er ikke ligegyldigt, hvordan opskæringen foregår. Til mange formål kræves det, at træet leveres spejlskåret; til andre formål er planskå­ ret træ anvendeligt. Det kan hænde, at det leverede træ må kasseres, fordi struktur og voksemåde ikke har givet træ af den ønskede kva­litet. Alt i alt kræves der ikke alene viden, men også erfaring for at kunne forestå opskæring af træ på en god måde.

Når der så yderligere kan være vækstfejl og sygdomme i veddet, der kan forårsage, at dette bliver uanvendeligt, forstår man, at det er en meget krævende opgave, man påtager sig ved at være sagkyndig på træmaterialets område.

I de følgende punkter omtales fejl og sygdomme i veddet.

Excentrisk vækst

 

Excentrisk ringdannelse findes hos træer, der til stadighed udsættes for ensidig vindpåvirkning, idet bøjningsspændingerne vil medf øre, at der af sættes smalle årringe på træksiden og brede årringe på tryk­ siden. Marven kommer derfor til at ligge skævt i tværsnittet (se figur 27).

Uens årringbredde med af vekslende smalle og brede ringe skyldes stærkt vekslende ernæringsforhold. Begge de nævnte fejl kan for­ ringe styrken, og på grund af de uens opbyggede årringe vil sådant ved kaste sig og opføre sig uberegneligt.

Rødved
I nåletræer, der på grund af vindpåvirkning har Excentriske årringe, vil den ene årrings efterårsved for det almindelige øje gå over i den anden, og da det strækker sig over mange årringe, vil det synes, som om der er kernedannelse - derfor navnet »rødved « , kaldes også nåletrætrykved (se figur 28).

Træ med rødved anvendes ikke til flyvemaskinebygning eller andre betydningsfulde trækonstruktioner, fordi det i forhold til sin vægt har ringe styrke. Det kaster og vrider sig uberegneligt og har særlig stort længdesvind, mens radialt og tangentialt svind er noget min-dre end normalt. Vægtfylden er højere end for normalt ved, og end­ videre er træet kort i bruddet. Enten kasseres det, eller det anven­ des til underordnede formål og helst uopskåret.

Et træ, der vokser i skovbrynet, vil danne årringe, hvis bredde er størst på den side, der vender mod lyset, fordi kronen udvikler sig stærkest i den retning. Nogle træarter, f . eks. dansk bjærgfyr er næ­ sten altid Excentrisk voksende.

Excentrisk voksende stammer opskæres som vist på figur 27. Har tværsnittet uregelmæssige, bølgende årringe, kan træet kun anvendes til finer, fordi det ellers vil kaste sig og volde besvær. Er det elme­ træ, kan det også anvendes til stanseklodser. Elmetræ er særlig vel­ egnet til dette formål.

Snoet vækst

 

Snoet, vredet, tværløbet, spiralvokset, rundløbet vækst kaldes det, når fibrene ligger i skruelinjer omkring træets akse. Fejlen kan un­ dertiden ses udvendig på barken, hvis revner og furer også kan ligge efter skruelinjer. Dog kan barken se ganske normal ud, og fejlen først vise sig på den af barkede stamme, figur 29 og 30. Der fore­ kommer såvel højre- som venstrevridninger (højrevridninger er det almindeligste) . Vridningen kan endog skif te retning på samme træ. Sådant ved er næsten ukløveligt. Årsagen til snoet vækst kendes ikke, men denne synes at være arvelig. Den nedsætter værdien betyde­ ligt, fordi træet ikke kan opskæres, uden at der skæres »over spån ,. Det har ringe styrke og vil kaste sig og blive vindskævt. Skal det anvendes, må det være under konstante fugtighedsforhold og helst uopskåret. Finer, opskåret af træ med snoet vækst, vil trække det fi­ nerede træstykke vindskævt. Træarter med tilbøjelighed til snoet vækst er: Fyr, gran, hestekastanie , eg, elm, bøg og sølvpoppel.

Diagonale fibre
Ved diagonale fibre i et træstykke forstås fibre eller årringegrænser, som ikke er parallelle med træstykkets længdeakse, men danner vink­ ler med disse. Ved at skære bræddern e parallelt med marven i stedet for parallelt med barken får man træ med diagonale fibre, fig. 31.

Et træstykke kan selvfølgelig have både diagonale og snoede fibre. Begge dele giver træ, der er skåret over spån.

Amerikanerne opstiller visse betingelser for at anvende sådant træ. Disse skal kort angives her.

Det tillades at anvende træ med diagonale eller snodede fibre og en kombination af begge dele. Faren ved at anvende dette træ ses bedst på fig. 32, 35 og 36. Der stilles derfor det krav, at fibrenes hældning (vinkel) med længdeaksen ikke må overstige {= 2 når træet indgår i styrkegivende konstruktioner. Under andre forhold tillades hæld­ningen {= /5 se fig. 40 c. Alle sider af træet må undersøges for at finde den største hældning.

Prøver har vist, at træ med diagonale og snoede fibre kaster og vri­ der sig uberegneligt, og dets svaghed forøges betydeligt, når hældningen bliver større end Jo .

Når et træstykke både indeholder diagonale og snoede fibre, udreg­ nes den kombinerede hældning som kvadratroden af summen af hældningernes kvadrater, f. eks.

De snoede fibres hældning = io i decimalbrøk = 0,05.

De diagonale fibres hældning = is i decimalbrøk = 0,04. 0,052 + o,042 = o,004 l . V 0,0041 = o,064

0,064 er lig med den kombinerede hældning

0,064 i alm. brøk = 1J,6

Hældningen 1J,6 ligger inden for det tilladelige, når der ikke er tale om styrkekonstruktioner.

Excentrisk vækst, Rødved, Træstykke med snoet vækst, Afbarket stamme med snoet vækst, Træstykke med diagonale fibre, Typisk brud i ved med diagonale fibre
Fig. 27. Excentrisk vækst, Fig. 28. Rødved, Fig. 29. Afbarket stamme med snoet vækst, Fig. 30. Træstykke med snoet vækst, Fig. 31. Træstykke med diagonale fibre, Fig. 32. Typisk brud i ved med diagonale fibre

 

Kammet vækst

 

Årsagen til kammet vækst kendes ikke. Den har ingen indflydelse på veddets kvalitet. Er meget almindelig hos følgende træarter: hvid­ bøg, taks, enebær og rødtjørn. Se figur 33.

Kammet vækst
Fig. 33. Kammet vækst

 

Bøjet eller kroget vækst

 

Sådant træ anvendes til specielle formål som f. eks. skibsbygning og karetmagerarbe jde samt til finer.

Træ, vokset på sumpet grund

 

Træ, vokset på sumpet grund, kan blive meget porøst, hvorfor det ikke egner sig til udendørs brug, men er udmærket til snedkerarbejde indendørs, da det hverken kaster sig eller revner. Det er uegnet til skibskonstruktionsdele.

Masret vækst

 

Denne forekommer, når årringene har et meget bølgeformet og ure­ gelmæssigt forløb. På mange træstammer danner der sig store knu­ d er, kaldet vanrisknuder, hvorfra der skyder mange småkviste ud. Disse stammer fra de såkaldte sovende knopper, som er grenansatser, der ikke er kommet til udvikling endnu , menstadig søger ud gen nem veddet.

I de ovennævnte knuder findes der mængder af disse grenansatser , som ved deres tilstedeværelse gør veddet uregelmæssigt, og herved fremkommer det, man kalder masret vækst. (Fig. 34).

Masret ved er ukløveligt. Det opskæres til finer og værdsættes højt på grund af dets ejendommelige udseende, der varierer i det uende­ lige.

En særlig form for masret vækst er det såkaldte fugleøjetræ, der navnlig forekommer hos sukkerahorn . Det er også her talrige små uudviklede knopper , der giver veddet dets ejendommelige udseende. De er blot mere jævnt fordelt i veddet end almindeligt.

Kanadisk birk, piletræ og bøg kan også danne en struktur, der min der om fugleøjetræ.

Eksempel på masret ved
Fig. 34. Eksempel på masret ved

 

Knaster

 

Knastdannelser er egentlig ikke vækstfejl; men de kan være tilstede i så stort et antal og på en sådan måde, at træet bliver uanvendeligt.

Knaster er grenrester, der findes inde i stammen. Alle normale grene har deres udspring fra stammens marv. Hvor årringene i stamme og gren støder sammen, fremkommer den såkaldte grenkegle »A«, fig. 37, der er i organisk forbindelse med stammens vedmasse.

Typisk brud i ved med snoet vækst
Fig. 35. Typisk brud i ved med snoet vækst

 

Træstykker med snoede fibre (snoet vækst) og diagonale fibre samt en kombination af begge dele.
Fig. 36. Træstykker med snoede fibre (snoet vækst) og diagonale fibre samt en kombination af begge dele.


En del knopper forbliver »sovende«, vokser ikke videre, men kan følges igennem veddet som en fin marvstreng » B«, indtil de ved en eller anden lejlighed , f. eks. ved fældning af nabotræer , begynder at vokse og udvikle sig til grene. efterhånden som træet vokser , mister det de nederste grene, og hvis disse f jernes, mens de er levende, vil træet lukke det derved opståede sår med cell er, således at knasten er i stadig organisk forbindelse med stammen. Sådanne knaster kal des »levende« (»C«) i modsætning til de »døde« knaster ( »D«), der opstår, når grenen dør og råd ner bort , fig. 37 og 38. Mens gren­ stumpen rådner bort, vokser stammen nemlig i tykkelse og omslutter den rådne grenstump; men denne kommer aldrig i forbindelse med stammens ved. Døde knaster er en ubehagelig overraskelse, da man som regel aldrig kan se dem førend ved opskæringen. Se fig. 19 a, punkt 55.

 

Knasternes tekniske betydning

 

Knasterne nedsætter veddets styrke og vanskeliggør dets bearbej­ delse. De døde knaster er, selv om de ikke er rådne, endnu skade­ ligere, end de levende, da de i højere grad nedsætter styrken og for­ ringer bearbejdeligheden.

I levende knaster opstår der svindrevner under ved dets tørring, mens de døde knaster trækker sig løse og falder ud, fig. 39. Brædder og planker klassificeres efter knasternes antal og størrelse.

Marvsnit i stamme, Marvsnit i nåletræ, Eksempel på levende og døde knaster
Fig. 37. Marvsnit i stamme, Fig. 38. Marvsnit i nåletræ, Fig. 39. Eksempel på levende og døde knaster
Harpikslomme i fyrretræ. Længdesnit.
Fig. 40. Harpikslomme i fyrretræ. Længdesnit.

 

Harpikslommer eller harpikskager

 

Harpikslomrner eller harpikskager opstår, når barken lokalt løsner sig. Spalten, der er linsef ormet, kan være på størrelse med en hånd og indtil flere millimeter tyk , lodret stillet og følgende en årring. Kan træffes i alle nåletræer , men er særlig store i pitch -pine, fig. 40-41.

Sol, vind og frost kan, mens t ræet står på roden, skade det ved indre spændinger, der forårsager beskadigelser af træet og forringer dets værdi som gavntræ.

Marvskører, kernekløf t, kerneridser, stjerneskører

 

Marvskører, kernekløf t, kerneridser og stjerneskører er radiale spal­ ter, der begynder ved marven og strækker sig udad i en eller flere retninger, se figur 42. De forekommer navnlig i den 11,edeste del af ældre stammer. De skyldes stærk udtørring af de indre dele, hvorved der opstår spændinger, som ved f ældningen kan give anledning til revner. Hvis der kun findes en enkelt ridse, har det ikke større be­ tydning; men findes der flere, vil der ved opskæring til brædder fremkomme en mængde aff ald - i særdeleshed når spalten er skrue­ linjet.

Tværsnit, Marvskøre, Ringskøre, Overvoksning
Fig. 41. Tværsnit, Fig. 42. Marvskøre, Fig. 43. Ringskøre, Fig. 44. Overvoksning

 

Ringskører, ringflækker, kredsridser, kerneskaller, ringskaller

 

Ringskører, ringflækker, kredsridser, kerneskaller og ringskaller er revnedannelser indvendig i stammen. På et tværsnit ser de ud som angivet på figur 43. Revnen løber et stykke langs en årring for der­ efter at ,springe over til en anden årring og løbe videre langs denne.

Hvor ringskøren springer fra den ene årring til den anden, har disse som regel uensartet bygning, dette ses bl. a., ved at årringene på hver side af ringskøren har forskellig bredde.

Da styrken af en smal og en bred årring er forskellige, kan der ved bøjningspåvirkninger, stærke mekaniske påvirkninger, eller ved hurtig optøning af de ydre dele, mens de indre endnu er frosne - opstå spændinger i veddet, der kan udløses ved, at der bl. a. opstår ringskører eller marvskører.

Ved opskæring til brædder vil der blive en del aff ald.

Det menes, at man kan undgå marvskører og ringskører ved at lade træet udtørre på roden før f ældningen.

Gennemskåret overvoksningsknude, Overvoksningsknude, set udvendig fra. barken er fjernet
Fig. 45. Gennemskåret overvoksningsknude, Fig. 45a. Overvoksningsknude, set udvendig fra. barken er fjernet

 

Barkslag

 

Barkslag (bark i veddet) opstår, ved at barken dør bort eller øde­ lægges pletvis.

Når et barkslag har ringe udstrækn ing, især i dybden, er det ikke særligt skadeligt. Se højre side af fig. 44.

»Bomslag« er et fagudtryk for et stort barkslag. Slaget har været så kraftigt, at såvel dannelseslaget som splintveddet er blevet beska­ diget. I de år, der går, inden en overvoksning lukker såret, vil fug­ tighed og snavs misfarve veddet og eventuelt indføre svampekim. Skaden, der forvoldes, vil afhænge af sårets størrelse og mange an­ dre forhold, der ikke kan beskrives. Kan først ses, når træet opskæres.

Beskadigelse af det levende træ

 

Bliver en stamme beskadiget, således at barken og dannelseslaget ri­ ves bort, eller en gren bortskæres tæt op ad stammen, vil træet søge at dække såret på den måde, at celledannelsen i de kommende år­ ringe bliver unormalt stor, hvorved der danner sig en knude på stam­ men, se venstre side af figur 44 og 45-45 a. Lykkes det ikke træet forholdsvis hurtigt at overdække såret, er der fare for, at fugtighed og sygdom trænger ind og begynder en forrådnelse af stammen. Menselv om overvoksningen lukker sig, vil det beskadigede ved aldrig vokse sammen med overvoksningens ved, hvorfor sådant ved må kas­ seres, når man træff er på det under opskæringen.

Frostrevner

 

 

Frostkam
Fig 46. Frostkam


Frostrevner opstår, når veddets safter i strenge vintre fryser. Befin­ der man sig i skoven en vinterdag med streng frost, kan man være heldig at høre det ske. Træet revner med et knald , som et geværskud . Frostrevnen er en radiær længdespalte , der går fra barken ind mod marven. I de kommende år søger træet at lukke spalten med en over­ voksning. Denne kaldes en frostliste eller frostkam (callusdannelse) og kan tydeligt ses uden på træet, idet der vil fremkomme en kam på langs ned ad stammen, hvor frostrevnen findes, se fig. 46 og 47. Overvoksningen lukkes efter års forløb som regel med bark. Frost­ revnen vil næsten aldrig vokse sammen, hvilket der selvfølgelig må tages hensyn til ved stammens opskæring.

At så mange træer her i Danmark får frostrevner, kan forklares ved, at træarter som kastanie, valnød, akacie og visse elmarter oprindelig stammer fra sydligere egne.

Frost og vind kan skille årringenes forårs- og efterårsved fra hin­ anden - endda i flere årring".

 

Svindrevner i endetræ og langstræ

 

Svindrevner i endetræ og langtræ er omtalt under svind og udbu­ ling, punkt 57 .

Som omtalt i punkt 32 , træff er man ofte - i ældre træer - en falsk kerne, der opstår, ved at træet angribes af et svampemycelie, der be­ gynder sit ødelæggelsesværk med en misfarvning af veddet, dette kaldes den falske kerne. Svampemyceliet kan trænge ind i veddet gennem afbrækkede grene, barkslag eller rodbeskadigelse. Om yder­ ligere udvikling af angrebet se punkt 96 - Veddets forrådnelse og midler derimod.

Falsk kerne, rødkerne, brunkerne , sortkerne og gråkerne

 

Årsagerne til, at rødbøgen danner falsk kerne, også kaldet rødkerne eller rødmarv , er man endnu ikke helt klar over ; men man er enige om at skelne mellem to former for rødmarv, nemlig: Svampe-rød­ marv og -spontan-rødmarv.

Svampe-rødmarv, der udgår fra af brækkede grenstubbe og lign., op­ står som træets naturlige forsvar mod svampeangreb, idet der ud­ skilles stoffer fra parenkymcellerne, der vandrer ud i karrene og til­ stopper disse. På denne måde indkapsles sygdommen.

Hvis ikke det drejer sig om en fremskreden svampe-rødmarv, der indeholder ødelagt ved, vil rødmarv ikke nedsætte veddets styrke­ egenskaber. Tværtimod har man konstateret større trykstyrke hos ved med rødmarv, end i normalt ved.

Elmetræ med marvskører og sammenvokset frostkam
Fig. 47. Elmetræ med marvskører og sammenvokset frostkam


Den spontane rødmarv indeholder ingen svampe eller bakterier, men opstår efter særlig kolde vintre, hvorfor den også kaldes frostkerne. efter de hårde vintre 1939-42 findes den i de fleste ældre, danske bøgeskove.

Den falske kerne, rødmarven, har en sur lugt og kan ikke anvendes -...._ på steder, hvor træet kan komme i berøring med madvarer eller til køkkenudstyr, smørdritler m. m.

Endvidere kan dette ved ikke bejdses eller imprægneres, hvorimod normalt bøgetræ er særdeles modtageligt for imprægnering og endda forøges i styrke derved. Skal bøg med rødmarv bøjes, må det koges længere, end normalt bøgetræ.

I Japan foretrækkes bøg med rødmarv til skibsbygningsbrug. I Eu­ ropa har det vist sig at være særdeles holdbart til sveller.

Askens mørke kerneved menes også at være en spontan-kernedan­ nelse. Farven kan variere fra lysebrun til mørkebrun og næsten sort.

Farvningen menes ikke at stå i forbindelse med en kernedannelse. De fleste træfolk mener, at mørktfarvet kerneved er mere skørt end det lyse ved. Nye videnskabelige undersøgelser viser, at askens kerneved står fuldt på højde med det normale ved med hensyn til statiske og dynamiske styrkeegenskaber.

 

Dobbelt splint eller måneringe

 

Dobbelt splint i eg og elm, men.er man, ifølge Kollmann, opstår, ved at cellerne i en eller flere årringe beskadiges af meget streng frost. Når disse årringe senere skal omdannes til kerneved, viser det sig, at cellerne ikke er modtagelige for Kernestoffernes indtrængen og derfor forbliver liggende som splintved i kerneveddet.

Dobbeltsplintveddet er ligesom det almindelige splintved ikke hold­ bart, det går let i forrådnelse.

Dobbeltsplint forekommer også i nåletræer bl. a. i lærk og thuja.

Stormbræk

 

Stormbræk er en særlig art revner, der opstår ved, at træer af or­ kaner udsættes for store bøjningspåvirkninger. Cellerne mister sam­ menholdskraf ten i få øjeblikke og forskydes for hinanden. Derved opstår der revner, som aldrig senere vokser sammen. Veddet vil på sådanne steder skille ad, når det opskæres. Veddet er ikke misfarvet, da revnerne aldrig har været udsat for luf tens påvirkning før ved opskæring. Det forekommer hyppigt iafrikansk mahogni.

Stormbræk forekommer også i dansk fyr og gran.

Stormbræk i afrikansk mahogni
Fig. 48. Stormbræk i afrikansk mahogni

 

Eksempler på barkbille-angreb i asketræ
Fig. 49. Eksempler på barkbille-angreb i asketræ

 

 

Træets fjender

Barkbillerne

 

Insekter og dyr, der angriber træet i skoven, og som for nogles ved kommende følger med gavntræet.

Hjorte, harer, mus, biller m. f l. beskadiger træets bark og dannelses­ lag, og selv om træet overlever skaden, vil der efterlades fejl i ved­ det. Det er dog insekterne, der er træets værste fjender.

Barkbille, Typografen
Fig. 50. Barkbille, Fig. 51. Typografen

Nogle af de farligste insekter er barkbillerne. Hannen og hunnen gnaver sig ind under barken og parrer sig. Hunnen gnaver derpå en gang, liggende halvt i barken, halvt i veddet, idet hun samtidig læg­ ger sine æg, skif tevis til højre og venstre. Når larverne udklækkes, gnaver de sig frem til begge sider - vinkelret på ægrækken - og

_ frembringer derved gange af et ejendommeligt udseende, der kan
· . . . - . . .·. . , . • . . ,,:,,,;,,;,,- < :. -. . - ·· mind.e-3).f}L-l?"amk P.,.Jl r.[o.r ..8 .lJlfti?il" b 1,h lr.U....,,:0\i;;i: \!?illeårterriS-..;,..:., ,,.:;,;.-(0:; tom1cus typograp us . e 1g. 49, 5 og 51. Det er navnlig grantræer, den angriber, og da det er dannelseslaget, larverne gnaver i, vil træet gå ud, når larverne efterhånden får dette lag ødelagt. Asketræ er også udsat for deres angreb. Barkbillerne angriber også ovennævnte to træsorter, når de ligger fældet og uaf barket i skoven. Foruden ovennævnte barkbille findes der mange ar­ ter barkbiller, der tillige med træbukke og træhvepse angriber træet, enteri på roden eller i fældet tilstand.

,,:,.-, .' :··· - fyiaII_g ,fAjs .se)nsekter vil følge med træet ind i vore h,ue og møb­ ler . 9g:.''fC·. ->-r,·. iio. gles..vedk. omm• . ende. . f. orvolde e. n del skade. .D. e. r. .f. i.nde. s ogå_it:is ter';:der kuri tørt træ: Disse omtales senere:·

Af insekter, d er føl ger med træet fra skoven, skal her nævnes nogle af de vigtigste:

 

Egesplint-billen

 

Egesplint-billen kan, takket være den forsyndelse, det er ikke at ren­ skære egekerneveddet omhyggeligt for splintved, forvolde en ikke ringe kade på såvel møbler som bygninger. Det viser sig nemlig, at larverne efter at have fortæret splinten går over i kerneveddet og fortsætter der. Egesplint-billen hører ikke til anobierne, se punkt 93, men lever og arbejder på samme måde. Larvetiden er ca. 10 måneder.

Violbukken

 

Violbukken ligner husbukken (omtales ipunkt 92) både i størrelse og form; men farven er metallisk violblå. Violbukken lever i nåletræer­ nes barklag og kommer ind i bygningerne, fordi man ikke f jerner barkkanter på tømmer og bjælker før indbygningen, skønt det for det meste forlanges i specifikationerne . Skaden er i de fleste tilfælde ikke af alvorlig art. Violbukken er ca. 2 cm lang.

Bøge-skivebuk

 

Bøge-skivebuk er i familie med husbuk og violbuk. Kropsformen er noget slankere, dens længde er ca. 2 cm. Den varierer i størrelse og farve; almindeligvis er dækvingerne mørkt metalblå, og forryggen rødgul. Larven lever under bøgebark en ; menselv om den kommer ind i husene med bøgebrændet , går den ikke over i bygningernes træværk og angriber dette.

Den brune fyrrebuk

 

Den brune fyrrebuk træffes ofte på tømmerpladser og kommer med fyrretømmeret ind i husene. Den er mat brun eller sortbrun. Lige­ som de to foregående har den korte følehorn og er ca. 2 cm lang. For det meste lever larven under fyrretræets bark; men den kan og­ så gå ind i veddet, selv efter at det er udtørret, og forårsage alvor­ lig skade. Om behandling af angrebet tømmer, se under husbukke, punkt 92.

Den sorte granbuk

 

Den sorte granbuk er i slægt med den foregående. Den er ca. 14 mm lang. Forryggen er glinsende sort, og dækvingerne er matsorte . Lar­ ven lever under granbarken; men den kan også gå ind i selve ved­ det. Det er sjældent, at den forvoldte skade er stor; men når angre­ bet opdages, bør man undersøge dets omfang for om nødvendigt at bekæmpe det.

Den gulrøde smalbuk

 

Den gulrøde smalbuk lever udelukkende i udvendigt træværk. Han­ nen er ca. 15 mm lang, har sort forryg og smudsiggule eller lyse­ brune dækvinger . Hunnen er ca. 18 mm lang, har rødbrune eller røde dækvinger og forryg. Flyvehullerne (dvs. de huller, hvorigen­ nem det udviklede insekt forlader det tømmer , hvori den har til­ bragt sin larvetid) er for smalbukkens vedkommende cirkulære og ca. 6-8 mm i diameter. De foran nævnte træbukkes flyvehuller er ovale. Da det altid er i udvendigt tømmer, at angrebet finder sted, vil fugtigheden begunstige, at tømmeret yderligere angribes af råd­ svampe. Derfor burde alt træmateriale, hvorpå man ofrer væsentlige fremstillingsomkostninger, fordres imprægneret, uanset til hvilket formål det skal bruges (fig. 53).

Brun fyrrebuk, Gulrød smalbuk, Tømmermanden, Træhvepselarven, Træhveps

 

Tømmermanden

 

Tømmermanden er en træbuk med gråbrune farver og tegninger, ca. 17 mm lang. Følehornene er ca. 7 0 mm. Den findes på tømmerplad ser og i nyindbygget træ. Den forårsager ingen skade af betydning (fig. 54).

Træhvepsene

 

Træhvepsene lægger deres æg i svindrevner o. lign. i selve veddet af fældede, ældre eller sygelige træer. Larvetiden er 3-4 år, hvor-­ for de findes i opskåret lagret træ. Der findes to arter: Den gule træhveps og den blå træhveps. Den gule træhveps er gul og sort stribet på tværs af kroppen. Den yngler i gran og ædelgran. Den blå træhveps lever i fyrretræ. Begge arter ligner guldsmede, men har en kortere krop, ca. 25-40 mm lang, og fire glasklare vinger. Træhvepse lægger ikke æg i indendørs træ, mensøger til skovs igen, derfor kan man ikke tale om nogen fare. Men det kan være ubeha­ geligt f . eks. ved finerede møbler , at træhvepse pludselig gnaver de­ res flyvehuller i en poleret flade. Flyvehullernes form og størrelse er de samme som angivet for gulrød smalbuk (fig. 55-56 ).

Snyltehvepse. Opilolarven og den blå borebillerøver

 

I naturen er det den stærkeres ret, der alene er gældende, og i dette tilfælde ka n man kun glæde sig. Træinsekterne s larver har nogle f j ender, der søger at tilintetgøre dem. Der findes nogle snyltehvepse, der har den evne at kunne opspore larver inde i træet , hvorefter de stikker deres æglægningsbrod ind til larven og lægger deres æg på denne, og senere udvikles snyltehvepselarven ved at fortære mod­ standeren. Der findes også et par biller , hvis larver søger ned til husbu kkelarvens og borebillelarvens gange, hvor de angriber og ud­ suger dem. Det er for det første opilolarven, også kaldet » den al­ mindelige husbukkerøver« . Når den er udviklet , bliver den til en violetbrun bille, ca. 10 mm lang med 2-3 gule pletter eller tvær­ bånd på dækvingerne. Der findes også en opilolarve , der især tager sig af anobielarver.

Den anden bille, hvis larver lever af borebillelarver m. m ., er en me­ talblå bille, ca. 5 mm lang. Den kaldes » den blå borebillerøver «.

Rødormen eller pilelarven

 

Rødormen eller pilelarven er en ca. 9 mm lang rød larve, der, når den er udvi klet, bliver til en natsommerfugl. Den foretrækker at leve i pile- og poppeltræ, men findes også i ask, eg, elm, bøg, el, birk, lind, ahorn m. fl. Den ses sjældent i fyr og slet ikke i andre nåle­ træer. Larvetiden er 2-3 år. Larven begynder i dannelseslaget , men går senere dybere ind i veddet. Den efterlader store huller.

Den store egebuk

 

Den store egebuk er en meget sjælden gæst her i landet. Dens larve gnaver fingertykke gange både i splint og kerne.

Bøgehjorten, valsehjorten, egehjorten

 

Disse tre biller lever i løvtræer, dog kun i stubbe eller døde dele af gamle, levende træer, hvorfor en særlig omtale ikke synes nødvendig.

Bøgehjort en lever i bøg og forskellige andre løvtræer. Billen er sort og ca. 25 mm lang.

Valsehjorten er også sort og ca. 10 mm lang. Den findes ofte sam­ men med bøgehjorten.

Egehjorten lever især i eg. Den er brun og noget større end bøge hjorten.

Insekter, der angriber tørt ved:

Husbukken

 

Husbukken , der hører til træbukkene , er den eneste af arten, der yngler i tørt, afbarket nåletræ, navnlig i tagspær og bygningstræ , men også i ledningsmaster, planker og møbler. Gran angribes mere end fyr, fordi gran ikke har noget harpiksholdigt kernetræ. Husbuk­ ken er 8-18 mm lang. Den har sorte eller brune dækvinger, et grå­ støvet udseende, et par blanke kitinknopper på forryggen, og føle­ hornene er kun halvt så lange som kroppen.

Larvetiden er ca. 4-6 år og helt op til 11-17 år. Flyvehullerne er altid ovale, iøvrigt meget uensartede af form og størrelse, i reglen 5-9 mm i diameter.

Konstateres et husbukkeangreb, bør der tilkaldes sagkyndig assistan­ ce, da det ikke er muligt for ukyndige at vurdere angrebets omfang. Behandlingen varierer, eftersom angrebet er ungt, ældre eller gam­ melt. Behandlingen af et ungt angreb består i besprøjtning af træ­ værket med special-Cuprinol »A« eller Cupran type X. Ved et ældre angreb foretages en varmebehandling med ca. 70°C i ca. 12 timer , eller cyangasbehandling i ca. 24 timer, og en derpå følgende be­ sprøjtning med ovennævnte vædsker. Ved et gammelt angreb fore­ tages varmebehandling eller cyangasbehandling, derefter reparation af det mest angrebne træ samt besprøj tning, som ovenfor omtalt (fig. 58).

Træbukkelarven, Husbuk, Barrebillelarven, Anobie Dødningeuret
Fig. 57. Træbukkelarven, Fig. 58. Husbuk, Fig. 59. Barrebillelarven, Fig. 60. Anobie Dødningeuret


De omtalte behandlinger bør foretages af specialf irmaer. Teknolo­ gisk Institut oplyser, at husbukke under hudskif tning kan modstå cyangas, hvorimod stærk opvarmning dræber alt levende, ligegyl­ digt på hvilket udviklingstrin.

Husbukkene angriber fortrinsvis magert træ, derfor bør træ med stort kerneindhold, dvs. harpiksrigt ved, altid anvendes til husbyg­ ning og konstruktionsformål.

Iøvrigt burde alt træ til disse formål være imprægneret.

 

Anobier, træorm, dødningeure

 

A nobier, træorm og dødningeure er borebiller, der lægger deres æg i tørt ved i løv- og nåletræer. De foretrækker poppel og el, tillige egesplint samt birk, fyr og gran. Anobierne er sortbrune og 4-5 mm lange. Deres flyvehuller er ca. 2 mm i diameter . Larvetiden va­ rierer fra 9 måneder og op til 2 år, af hængig af temperatur og ved dets beskaffenhed. Anobier lever af træets cellulose, der i deres tarmkanaler spaltes i druesukker og vand.

I parringstiden kalder hannen og hunnen hinanden til parring ved at slå hovedet ned mod en træflis eller andet, der giver resonans, og derved frembringes en lyd, der minder om et urs tikken. Overtroen har deraf skabt navnet »dødningeuret« . Hunnen lægger sine æg i revner eller sammenføjninger, og almindeligvis betyder et anobie­ angreb ikke noget særligt; men det kan dog brede sig, så det bliver nødvendigt at foretage en behandling, som omtalt under husbukke. I møbler må man søge gennem flyvehuller og andre steder, hvor træet er ubehandlet, at gennemtrænge træet med insektdræbende vædsker. Special- Cuprinol »A« dræber larver og forgif ter veddet varigt. Pe­ troleum virker dræbende, men hindrer ikke fremtidige angreb. Lin­ olie virker dræbende og forebyggende, særlig i flyvetiden. Er an­ grebet meget alvorligt, kan det blive nødvendigt med cyangasbe­ handling.

Ved at lukke alle flyvehuller og sprækker med bonevoks eller, hvis det er muligt, at nedsænke genstandene i kogende paraff in, kan man udelukke anobierne fra at lægge deres æg. Anobiernes værste f jende er som omtalt i punkt 88 opilolarven (fig. 60).

Egeborebillen

 

Egeborebillen er vor største borebilleart , ca. 5-9 mm lang. Dens flyvehuller er ca. 4 mm i diameter. Dens farve er brunsort; men dækvingerne er tæt oversået med grågule og brune pletter.

Den forveksles ofte med husbukken , men kendes ved nærmere efter­ syn let herfra ved det kredsrunde gennemsnit. Larvetid 2-3 år. An­ griber i særdeleshed gammelt egetræ, men også bøg. Mange gamle historiske bygninger og slotte er blevet slemt medtaget. Garvesyren i egetræet omdannes i årenes løb af luf tens ammoniak til farvestof . Derfor bliver gammelt egetræ brunt; men herved mister egetræet sin modstandskraf t mod insektangreb. Disse begynder som oftest i ud­ vendigt træværk. Egeborebillen kan dog også a ngribe fyrretræ. Man har eksempler på, at disse biller gennemgnavede forskallingen over et lof t, hvorefter dette faldt ned (fig. 59).

Midler mod insektangreb

 

Man kan beskytte træet mod insektangreb ved at polere eller male det, eller ved at gøre det gif tigt ved imprægnering. Larver og æg kan dræbes enten ved opvarmning til 50-80 °C eller ved cyangas­ behandling . Mindre trægenstande, såsom møbler o. lign. kan anbrin­ ges i tæt tillukkede rum, hvor de i nogle dage udsættes for dampe af benzin, svovlsyrling, kulsyre, tetraklorkulstof , klor , svovlkulstof , eller man kan indsprøjte benzol, benzin , petroleum , alkohol, karbolineum, terpentinolie, saltsyre eller kvægsølvkloridopløsning i hullerne. Man må dog tænke sig om og søge at blive klar over, hvad man tør byde det pågældende træstykke, inden behandlingen påbegyndes.

Imprægnering:
Man anvender kedelimprægnering med kreosotolie , der er et destilla­ tionsprodukt af stenkulstjære. Den udvaskes ikke så hurtigt som an­ dre imprægneringsvædsker.

Gran lader sig kun imprægnere ved specielle metoder. Anvendes fyr, bør det være rundtømmer med stort splintlag, da fyrrekerne ikke kan imprægneres. Se punkt 114.

Bestrygning, ned dy pning og svidning:
Bestrygning med kultjære, tjæreolie, karbolineum m. m. bør kun anvendes, hvis det er muligt at gentage behandlingen med års mellem­ rum, f. eks. på fartøjer, pramme o. lign.

N eddypning i tjæreolie er at foretrække, hvor det er muligt, fordi træet optager en betydelig større oliemængde, end ved bestrygning.

Svidning anvendes til hegnspæle og bundgarnspæle. Den beskyttende virkning er kun til stede, så længe kullaget bliver siddende. Se end­ videre under svidning, punkt 124.

På steder, hvor der er rolige forhold, kan bolværk og pæle beskyttes ved, at man nedlægger ulæsket kalk eller aff ald fra acetylengasvær­ ker. Det sidste siges endog at dræbe tilstedeværende pæleorm.

Se yderligere under »Midler til veddets bevaring«.

Veddets forrådnelse og midler derimod

 

Ved råddenskab eller trøske forstår man angreb af forskellige or­ ganismer, der alle forårsager, at veddet ved angrebets begyndelse skifter farve for senere, når ødelæggelsen er vidt fremskreden, at blive mørkt og smuldre hen .

Eksempler på begyndende forrådnelse er bl. a. rød- og brunstribet grantræ, se endvidere punkt 32 og 76 a.

Blåsplint er ikke begyndende forrådnelse, menskaber grobund for andre svampe.

Den fremskredne forrådnelse viser sig ved, at veddet mister sam­ menhænget og omdannes til en mør, trøsket masse, der i våd tilstand er svampet, i tør tilstand smuldrende.

Denne omdannelse af veddet skyldes svampeangreb. Man skelner mellem hvidtrøske, rødtrøske, tørtrøske og vådtrøske, efter den farve. det angrebne ved antager, og dettes fugtighed .

Hvidtrøsken opstår i splinten og under forholdsvis tørre forhold. Træet bliver mat gullighvidt. Af svampe, der forårsager hvid for­ rådnelse, kan nævnes: Den ægte fyrsvamp , der især angriber bøg og birk , mensjældent eg. Den falske fyrsvamp angriber navnlig eg og f rugttræer.

Rødlrøske opstår bl. a. af den ægte hussvamp, som angriber træ i bo­ liger og skibe, men ikke levende træer . Nåletræer angribes derimod af en rodsvamp , der gennem rødderne trænger op i det indre af stammen og gør denne rødtrøsket.

Tørtrøsket træ opstår , når et svampeangreb standser af mangel på fugtighed. Det er bl. a. en poresvamp -der både vokser i de levende træer og vedbliver at vokse i det fældede træ, så længe det er vådt - der fremkalder denne forrådnelse, hvis farve er rød . Skibsbyg­ gerne siger, at der er gået » fyr« i træet.

Vådtrøske opstår som oftest i kerneved, rødder og knaster. Veddet bliver rødt eller brunt, taber i vægt, bliver mørt og falder i stumper og pulver. Det er en rødsvamp , der angriber gennem rødderne - som omtalt under rødtrøske.

Svampeangreb og hvad deraffølger

 

Ens for alle svampe er, at de angriber træet ved at sende mængder af fine tråde (myceliet) ind gennem marvstrålerne, hvorfra de breder sig til det øvrige ved, fortærende veddets indhold. Først de kvælstof holdige æggehvidestoffer i marvstråler og splint, derefter stivelse, vedstof og cellulose. I sommerfældet træ findes der af visse nærings stoffer mere, end i vinterf ædet, hvilket antages at være årsag til , at sommerfældet træ lettere ødelægges, end vinterfældet.

Der findes en masse svampe, der desuden optræder i varierende for­ mer, så de kan være vanskelige at identificere. Endvidere er det så­ dan, at nogle svampe kun angriber træ på roden, og andre kun ind­ bygget træ. End elig angriber nogle svampe træ på roden og fældet

Stærkt svampeangrebet egetræ (Parti fra en forstævn)
Fig. 61.Stærkt svampeangrebet egetræ (Parti fra en forstævn)


træ for derefter at følge med iveddet, når dette forarbejdes; såfremt det ikke tørres forsvarligt (hvorved svampen kan dræbes), følger svampene med ind i skibet eller huset , hvor det store ødelæggelses­ værk så fuldbyrdes til sorg og ruin for køberen. Ja, det er vanske­ ligt at forstå, hvorfor omhyggelig tørring med efterfølgende impræg­ nering har så vanskeligt ved at finde forståelse ved de store og kost­ bare bygningsarbe jder , skibe, tømmerkonstruktioner m. m.

 

Den gule tømmersvamp, kældersvampen

 

Den gule tømmersvamp , kældersvampen , er den mest hurtigtvoksen­ de af alle træødelæggende svampe, og den er så udbred t , at så godt som alt forarbejdet træ er sporeinficeret. Kommer sådant træ i fug-­ tige omgivelser , spirer sporerne, og veddet fortæres indvendigt, mens overfladen tilsyneladende er uangrebet. Svampen breder sig ikke ud over det fugtige sted, og hvis træet tørrer, dør den af sig selv. Borespåner af angrebet træ lugter som surdej eller garvesyre. Den gule tømmersvamp efterlader visse syrer i det angrebne træ, der der­ ved er modent til, at den ægte hussvamps sporer kan spire og totalt ødelægge veddet.

Den hvide tømmersvamp. den uægte hussvamp

 

Den hvide tømmersvamp er en svamp, der både angriber levende nåletræer og lever videre i det fældede ved, så længe dette er vådt. Borespåner fra angrebet træ har samme lugt, som omtalt under den gule tømmersvamp. Når veddet revner som følge af angrebet, fylder svampen revnerne med myceliet, der er snehvidt. Dens sporer kan spire i træ, der har været angrebet af den gule tømmersvamp. Den ødelægger træet lokalt; mensvampen breder sig ikke ud over det fugtige område og dør, efterhånden som træet tørrer.

Træ, der har været angrebet af den gule og hvide tømmersvamp, men hvor angrebet er standset på grund af træets udtørring, benævnes i skibsbygningsfaget som træ, der er angrebet af »fyr«. I et skibs tøm­ merkonstruktion er der mange mellemrum, hvor det er vanskeligt at skaffe tilstrækkelig luf tfornyelse, og her er der desværre gode vækst­ betingelser for svamepangreb. Især i de perioder, hvor skibene op­ lægges, bør der gøres alt, hvad der er muligt for at skaffe gennem­ træk. Alt, hvad der kan tages i land, bør fjernes . Døre til skabe og rum skal stå åbne. Luf trør med henholdsvis suge- og trykhætter an­ bringes for at skaffe fornøden luf tfornyelse i alle rum. Glem ikke rummene under dørken. Husk at udtage luf tbordene i garneringen.

Rummene ifor- og agterskib er vanskelige at ventilere. Man bør der­ for være særlig opmærksom på disse steder.

Svampene tåler ikke frisk luf t, men trives godt i stillestående, fugtig luf t.

Den ægte hussvamp

 

Den ægte hussvamp er den farligste og mest udbredte af alle svampe.
Den angriber både løv- og nåletræ; men i modsætning til mange an­ dre svampearter angriber den ikke frisk træ. Hussvampens sporer kræver, at veddet skal indeholde visse syrer, som kun findes i ved, der har været angrebet af andre svampe, bl. a. den gule tømmer­ svamp. Svampen kræver megen fugtighed, stillestående, fugtig luf t, og næringen tager den fra veddet. Svampen kan ikke leve under vand og ikke i blæst eller træk. Det farlige ved denne svamp er, at den begynd er ved et fugtigt sted for derefter at brede sig over store af stande, stadig sugende fugtighed til sig; den er ikke bundet af lokal fugtighed. under gunstige betingelser vokser den 6 cm pr. døgn. Bygningstømmer til såvel skib som hus bør altid placeres med om­ tanke, således at det holdes frit fra fugtige flader, og man bør sørge for, at der er mulighed for luf tfornyelse overalt.

Blåsplintsvamp

 

Blåsplintsvamp er en af de mest godartede svampearter. Den an­griber fyrrens splint og farver den blå. Svampen sender sine tråde ind gennem marvstrålerne, hvor de angriber celleindholdet, men ikke cellevæggene . Træet kan blive angrebet, når det ligger for længe uaf barket i skoven, eller når det opskårne ved stables så tæt, at det ikke kan tørre. Træ, der fra savværkerne transporteres bort pr. skib, kan blive angrebet af blåsplintsvampen i de tæt tillukkede lastrum. Træ angrebet af blåsplintsvampen forringes ikke i styrke, men be­ tragtes af de fleste alene som behæftet med skønhedsfejl. Det vides dog med sikkerhed, at træ med blåsplint er vanskeligt at udtørre, og derigennem skabes der grobund for andre svampe. Blåsplint viser sig mest isommerfældet træ, hvorfor træet bør fældes om vinteren, så det kan stables til tørring i det tidlige forår. Fyr, der lagres helt un­ der vand, bliver ikke blåt.

Smittekilder og midler derimod

 

Af ovenstående ser vi, at nogle svampe angriber træet i skoven, nogle på tømmerpladserne, og andre angriber først, når veddet i forvejen er svampeangrebet. Heraf kan man lære, at man skal besigtige træmaterialet omhyggeligt, hvis man ikke ønsker at påføre sig selv tab. Træ bør aldrig ligge på jorden, menskal lægges på strøer.

På Orlogsværf tet opbevaredes i gamle dage alt træ i skærme, dvs. tegltage, båret af støtter med af tagelige tremmeflader som sider. Træet lå på træstrøer, der igen hvilede på stenblokke, som var ned­ gravet i grunden. I disse skærme kunne vinden komme til fra alle sider, mens sol og regn blev holdt borte fra træet. Dette var ideelt. Arbejdspladserne, enten det nu er skibsværf ter eller byggepladser, burde holdes rene i stedet for, at man lader huggespåner m. m. ligge i årevis og forrådne. Det er jo indlysende, at nyt træ vil blive smit­ tet omgående, når det henlægges sådanne steder. Trælasthandleren burde holde tømmerpladserne fri for plantevækster, ukrudt m. m., og håndværkerne burde af vaske deres værktøj, når de går fra svampe­ angrebet træ og over til nyt, friskt træ. Det vides med bestemthed, at smitte er overført på denne måde. Ligeledes bør alle, der arbejder med træ, vide, at der i urin findes fosforsyre, og at denne syres til­ stedeværelse får svampens sporer til at spire, hvorfor urenlighed må forbydes på det strengeste.

Da vi nu ved, at træet også kan være angrebet af svamp fra skoven, må man lade kyndige folk besigtige træet ved ankomsten til lager­ pladsen og efter opskæringen.

Midler mod svamp

 

Man kan beskytte træet ved at forgif te det, således at svampe ikke kan leve deri. De anvendte gif tstoffer må, for at kunne virke til­ fredsstillende, opfylde bestemte krav: De må let kunne trænge ind i veddet, og de må ikke kunne fordampe eller udvaskes for let. Gif t­ stoffet må være stærkt antiseptisk, og det må ikke gøre veddet mere letantændeligt, end det er i forvejen. Der findes ikke noget stof , der tilfredsstiller alle de nævnte krav; men følgende stoffer har ved åre­ lange erfaringer vist sig at være brugbare.

Tjæreolier: bl. a. kreosotolie, karbolinium, antinonnin og cuprinol. Disse vædsker kan tilføres veddet på forskellige måder: Ved alminde­ lig påstrygning, nedlægning i vædsker , kogning og kedelimprægne­ ring samt saltning.

Holdbarhed i vand

 

Veddets holdbarhed er størst under vand. Dette gælder for både brak­vand og ferskvand og gælder for så vidt også for saltvand, når salt­ holdigheden er under 0,7 %, der regnes for laveste grænse for pæle­ ormes tilstedeværelse. Holdbarheden er højst varierende. I Schweiz har man i søer fundet egepæle fra stenalderen. Man regner med en mulig holdbarhed på indtil 1000 år for eg, 2-300 år for elm, fyr, lærk, bøg og gran, noget mindre for ahorn, ask, birk, lind, pil og poppel. Under gamle kirker har man fundet 500-årigt ved af bøg, pil og gran, der var friskt, - selvfølgelig under grundvandsspejlet.

Holdbarhed i jord

 

Træ, der ligger i jorden under laveste grundvandsspejl, har praktisk talt samme holdbarhed, som i frit vand.

Ved optagning af bolværksforankring, ca. 70 år efter anbringelsen, var pommerske bjælker, der havde været indpakket i plantefrit ler, fuldstændig friske, selv om den omliggende jord var almindelig op­ f yld.

Træ, anvendt til hegnspæle, ledningsmaster , og iøvrigt alt træ, der er i berøring med vand og luf t samtidig, vil meget hurtigt rådne i jord­ linjen. Holdbarheden kan forøges meget , ved at man imprægnerer træet.

Holdbarhedsforsøg med hegnspæle af 20-30 årigt træ viste, at bøg, avnbøg, birk, el, asp, løn, lind, pyramidepoppel, hestekastanie og pil var helt forrådnet i jordskorpen efter 5 års forløb. - Elm, ask, ære­ træ, røn, ædelgran og rødgran var helt forrådnet i jordskorpen efter 8 års forløb. - På eg og fyr var splinten rådnet efter 10 års forløb (f ed fyrrekerne bedre end eg). - Lærk og akacie var derimod ufor­ andret efter 10 års forløb.

Jordbundens beskaffenhed har stor indflydelse på træets holdbarhed. Træ står sig bedst i lerbund og våd sandbund, mindre godt i tør sandbund og dårligst i kal kbund, fordi fugtighedsgraden veksler til stadighed. Lægges træet på skærver og grus, f. eks. sveller, forøges holdbarheden . Skal træ anbringes i svampeangrebet jord, må denne gennemvandes med svamped ræbende vædske, og træet bør olieim­ prægneres. Svindrevner forringer holdbarheden .

Holdbarhed i luf ten

 

Indend ørs, i tør luf t er holdbarheden meget stor, for eg 2-300 år og mere, for fyr 120-150 år, for bøg ca. 75 år, for el og poppel ca. 25 år.

Egens garvesyre omdannes med tiden af den i luf ten værende am­ moniak til farvestof ; derfor er gammelt egetræ brunt; men herved mister veddet sin modstandskraf t, hvorefter insekterne kan angribe det.

Udendørs u beskyttet træ er ikke holdbart, men bør beskyttes med maling eller imprægnering. Trækonstruktioner, der skal stå i fri luf t, bør med omtanke tildannes, så regnvand ikke bliver stående i sam­ lingerne, men frit kan løbe af. Ved lægning af bro- eller skibsdæk bør plankernes marvside vendes nedad , hvorved plankerne optager mindre vand.

Temperatur en har også indflydelse på holdbarheden . Varm, fugtig luf t virker meget uheldigt (begunstiger svampeangreb). Stærk frost og varme dræber både larver og svampe. I troperne er der kun be­ stemte træarter , der kan anvendes, bl. a. teak, hvorfor man til mange formål anvender stål i stedet, f. eks. til sveller.

Trækvalitetens indflydelse på holdbarheden

 

Når holdbarheden er forskellig for to træstykker under ens ydre for­ hold , skyldes dette forskelle i forvedningsgrad, vandtæthed, celleind­ hold eller f ældningstid.

Holdbarheden vokser med forvedningsgraden, altså med vægtf yl­ den. Stor hårdhed og ringe porøsitet modvirker angreb af dyr og svampe. Det tungeste træ er - med nogle undtagelser - også det holdbareste , dog er det tunge bøgetræ mindre holdbart end det lette nåletræ. Bøg bør derfor imprægneres .

Ved hjælp af ringbredden kan man vurdere forvedningsgraden og derigennem holdbarheden, se punkt 30. Holdbarheden for fyr og lærk er meget af hængig af voksestedet, idet træer, der vokser på bjerge, er mere holdbare. end træer fra slettelande, fordi de førstnævnte har tættere ved med smalle årringe og små porer. \._.. ./

Vandtætheden har også betydning. Fyrretømmer kan på en vinter blive vådt helt ind til kernen, mens grantømmer kun bliver vådt i ca. 1 cm's dybde.

Celleindholdet har større betydning for holdbarheden , end forved­ ningsgraden. Det tunge bøgetræ er ikke så holdbart, som det lette nåletræ, idet insekter og svampe især angriber saf trigt træ som bøg og stivelsesfyldt ved som egesplint, mens egens kerne beskyttes af garvestoffet, og fyrrens kerne af sit harpiksindhold.

Kerned annelsen har stor betydning for holdbarheden. Den farvede kerne af fyr, lærk, eg og elm er mere holdbar, end splinten. Den er ligeledes mere holdbar end den ufarvede kerne af gran, bøg og avn­ bøg.

Fyrrens holdbarhed er meget af hængig af harpiksholdigheden. Fyrre­ arterne af tager i holdbarhed i rækkefølgen: pitch-pine, pommersk \.J fyr, sydsvensk fyr, nordsvensk fyr.

Dansk egekerne er holdbar i fri luf t.

Det er fortrinsvis vejrligets stadige vekslen mellem fugtighed og tør­ hed, der nedbryder veddets holdbarhed.

Den tyske forstmand Gayer opstiller følgende række for holdbarhed: Det mest holdbare ved er: Akacie, eg, ægte kastanie, elm, lærk og fyr.

Holdbart ved: Ask, rødgran og ædelgran.

Mindre holdbart ved: Bøg, avnbøg, ahorn, elletræ, kirsebærtræ, birk, asp, lind, poppel og pil.

Vinterfældet træ bør altid foretrækkes, se punkt 38. Skal træet an­ vendes under vand, har f ældningstiden dog ingen betydning, da svampe ikke kan leve under vand.

Udtørring

 

Veddets tørhedsgrad må af passes efter de omgivelser, hvori det skal anvendes. Møbelt ræ skal være meget tørt. Træ til udendørs brug skal være lufttørt. Tømmer og træ til skibsnings- og bygningsbrug skal være vellagret; men her kan der være fare for svampeangreb. Træ, der skal anvendes under vand, skal helst komme direkte fra skoven. Ledningsmaster, der skal imprægneres efter Boucheries metode, skal leveres friskfældet med ubeskadiget bark. Tørt træ i tørre rum kan ikke rådne og behøver ingen beskyttelse. I fri luf t må det beskyttes mod fugtighed ved maling eller lakering bl. a. for at hindre udbuling. Veddets udtørring kan foregå i fri luf t eller i ovne. Luf ttørring er meget brugt, men tager lang tid og kræver store lagre og store kapi­ talanbringelser. Skal træet være meget tørt eller tørres på kort tid, anvendes ovntørring.

Lufttørring. Lagring

 

Lagerpladsen skal være veldrænet og belagt med beton. Alt af fald og råddent træ samt planter og ukrudt skal fjernes . Minimumhøjden mellem tømmerstabelen og betonen skal være 450 mm. Stabelpindene skal være 25 X 25 mm og imprægneret. De anbringes lodret over hverandre, da træet ellers bliver udsat for bøjning. Træet må ikke stables for tæt - minimumaf stand 25 mm. Træet må understøttes, således at det ikke bøjer sig. Med passende tidsmellemrum omstables træet. Herunder sørger man for, at det træ, der lå inderst istabelen, nu kommer yderst samtidig med, at overside bliver underside i den nye stabel.

Dyre træarter lagres, når de er opskåret, stammevis i naturlig række­ følge med stabelpinde imellem de enkelte brædder . Dette gælder for teak og mahogni m. fl.

Svampeangrebet træ skal f jernes eller desinficeres. De enkelte stab­ ler må anbringes, så luf ten kan komme til fra alle sider. Se punkt 102.

Man kan også anvende krydsvis stabling; men den er ikke så god som ovennævnte, fordi større dele af træfladerne ikke får luf ttilfør­ sel og derfor bliver angrebet af blåsplintsvampen. Stablerne over­ dækkes med et tag, der rager uden for stabelen for at beskytte mod sol og slagregn. efter nogen tid flyttes træet til tørreskure for at videretørres, det er her meget anvendt at stille træet op. Friskt t ræ skal i begy ndelsen altid lagres liggende, da de ellers vil bøje sig.

Tørt træ opbevares i lukkede lagerbygninger med god ventilation. Se også punkt 179, egetræets kvalitet og lagring.

Svindrevner. Da fordampningen er størst gennem endetræ, beskytter man de f inere træarter mod svindrevner ved at male, kalke eller overklistre endetræet, og hvis det er hele planker, bruger man at på­ spigre jernhånd eller trælister for at hindre plankerne i at flække. Ved tørringen opstår der spændinger, fordi splintveddet svinder mest i længderetningen, hvorved kerneveddet flækkes langt op i planken. Dette kan u ndgås ved at bortskære splinten før tørringen.

Mahognitræ køres ind i tørreovnen
Fig. 62. Mahognitræ køres ind i tørreovnen

7ørretiden for de forskellige træarter er meget forskellig. Blødt og løst ved tørrer hurtigere end tæt og hårdt. Splint tørrer hurtigere end kerne, se punkt 56. Træets dimensioner spiller også en betydelig rolle. Luf ttørret ved indeholder ca. 20 % vand. Tørretiden varierer fra nogle måneder til flere år. Almindelige gulvbjælker af fyr er mindst I år om at tørre. · For planker til skibsdæk fordres en tørretid af 3-6 måneder. Klassifikationsselskaberne kræver, at skibsbyg­ ningstræ skal være fældet to år før brugen. Eg tørrer meget langsomt.

Fordele ved lufttørret træ:
Vægten reduceres, og som følge heraf bliver transportomkostningerne mindre, veddet får mindre modtagelighed for svampeangreb , og styr­ ken forøges. Svind og kastning reduceres betydeligt. Forbedret evne til at modtage maling eller imprægnering, idet tørt ved suger bedre end vådt.

Det skal bemærkes, at træ, der anbringes under sådanne forhold, hvor tørringen bliver meget langvarig, er mere udsat for at blive angrebet af svamp.

 

Kunstig tørring. Ovntørring

 

Kunstig tørring anvendes for hurtigt at gøre træet anvendeligt I ) som l uf ttørret træ. dvs. træ til udendørs brug med et vandindhold på ca. 20 %, 2) som stuetørt træ, træ til indvendig brug og møbeltræ, hvis vandindhold ligger mellem 6-10 %, til bygningsarbe jde 10-15 %. Kunstig tørring foregår i opvarmede lagerrum, i tørrestuer eller tørreovne, hvor tørringen foregår ved varmluf t-tilf ørsel med varie­ rende fugtighedsgrad. En vigtig ting at huske ved ovntørring er, at hastigheden, hvormed overfladefordampningen sker, ikke må over­ stige den hastighed, hvormed vandbevægelsen i veddet indefra og udefter sker. Er dette tilfældet, opstår der skadelige spændinger i veddet, som kan gøre dette uanvendeligt.

Spændinger i kunstigt tørret træ, 4. Den invendige del af træet fugtigere end træets indre, 5. Den udvendige del af træet mere tørt end træets indre, 6. Ensartet tørret træ
Fig. 63. Spændinger i kunstigt tørret træ, 4. Den invendige del af træet fugtigere end træets indre, 5. Den udvendige del af træet mere tørt end træets indre, 6. Ensartet tørret træ


Ved at udtage prøvestykker kan man konstatere disse spændingers tilstedeværelse.

Prøvestykkerne må ikke tages nærmere end 600 mm fra endetræet. Prøvestykkerne skal have en længde af 25 mm, og hele træets tvær­ snit, fig. 63-1.

For at konstatere spændingernes tilstedeværelse foretages der indsnit i tværsnittet efer følgende regler:
I træ, hvis tværsnitsbredde er under 2", skæres 2 snit (fig. 63-2). I træ, hvis tværsnitsbredde er over 2", skæres 5 snit (fig. 63-3).

herefter udhugges den midterste - eller de næstyderste tunger, så­ ledes at tværsnittene får form, som vist på fig. 63-2 og 3.

I den tørre årstid oversprøjtes træet på lagerpladsen
Fig. 64. I den tørre årstid oversprøjtes træet på lagerpladsen


Prøverne henlægges nu i værkstedet i 24 timer eller mere, for at opnå samme fugtighedsgrad som omgivelserne. Ved at sammenligne prøverne med fig. 63-4, 5 og 6 kan man se, om tø rringen er forløbet tilfredsstillende, eller om der er opstået spændinger i træet, idet fig. 63-4 viser, at det udvendige træ er fugtigere end træets indre, fig. 63-5 viser, at det udvendige træ er mere tørt end træets indre, og fig. 63-6 viser ensartet tørret træ.

Hvis forvridningerne er minimale, kan træet anvendes. Er de der­ imod tydelige, må man dampe træet for at udløse spændingerne eller også kassere det.

Udover de nævnte prøvestykker udtages endvidere prøvestykker for bestemmelse af træets fugtighedsindh old. Se punkt 55 .

Tørringstiden er længere for løvtræ, og temperaturen er lavere end for nåletræ.

Tværsnit og længdesnit af tørrecentrifuge ved Korsnäs savværk i Sverige
Fig. 65. Tværsnit og længdesnit af tørrecentrifuge ved Korsnäs savværk i Sverige

Ovntørret træ må opbevares iopvarmed e lagerrum.
Korsnas savværk i Sverige tørrer alt tømmer kunstigt. Derfor findes der ingen tømmerplads. efter savningen sorteres træet og lægges på special-konstruerede vogne, der køres ind til forvarmning iet damp­ tørringskammer. Herfra kører en vogn ad gangen ind i en centri­ fuge, hvor ca. 1 ton vand eller mere slynges ud af træet. efter centri­ fugeringen føres vognen til et tørreanlæg, der omfatter damptør­ ringskammer og 13 tørrezoner. Ved hjælp af blæsere presses varm luf t med af tagende fugtighedsindhold gennem træet.

Fordelene ved centrifuge-tørremetoden er:
Tørhedsgraden i træet bliver stort set ens for træ med samme di­ mensioner, og tør ringstiden har for visse dimensioner kunnet redu­ ceres til det halve. Metoden er dampbesparende. Gulfarvningen af træet er betydelig mindre end for træ d,er tørres på sædvanlig måde. Revnedannelse, knastkrympning og udskillelse af harpiks forekommer ikke. Det gør det nu heller ikke ved andre moderne tørrings­ anlæg.

Der findes også tørringsanlæg, der anvender overhedet damp. Ved for stærk og for hurtig udtørring bliver træet skørt og revner. Tem­ peraturer over 100°C forringer veddets styrke.

Træet kan også tørres, ved at man leder elektricitet gennem veddet. Derved dræbes tilstedeværende kim, cellulosen gøres mere mod­ standsdygtig, og elektriciteten medfører en iltning af visse saftbe­ standdele, som derved hærder (anvend.es ved træ til klaverbygning) if ølge forstrat Gayer.

Tørring med dampformige, kemiske midler foregår i kedler, og gør det muligt at anvende træet 3 døgn efter f ældningen. Af de safter, der trækker ud ved tørring af nåletræ, kan der udvindes harpiks og terpentinolie.

Kunstig tørring i forbindelse med udludning omtales i næste punkt.

 

Udludning

 

Ved udtørring f jernes kun vandet. Ved udludning kan man fjerne safterne, hvorved træet får mindre tilbøjelighed til at kaste sig og revne. efter udludningen indsuger veddet ikke så megen fugtighed, og det tørrer hurtigt.

Træ, der er flådet, er delvis udludet.

Anbringes stammerne i vandløb med rodenden mod strømmen, ud­ ludes safterne efterhånden. Eg udludes i indtil to år. Nåletræ bør ikke udludes så længe, da harpiksmængden herved formindskes. Ud­ ludet træ er vandmættet og bør derfor tørres omhyggeligt for at und gå svampeangreb. I Europa anvendes denne metode ikke ret meget mere, hvorimod man i Japan udluder snedkertræ i f erskvand. Ud­ ludning i varmt vand eller damp virker meget hurtigere og kraftigere, og samtidig steriliseres veddet. Det bruges meget i forbindelse med kunstig tørring at udlude træet i tørreovne ved dampning i ca. 52°C i 10-12 timer, hvorefter træet tørres ved varme med af tagende fugtighedsindhold i ca. 10 døgn. Træet kan straks efter tørringen an­ vendes til møbler.

Dampning af større trædele foretages i lukkede kedler. Dampen trænger ind i veddet og fortætter sig, hvorved saften opløses, træn­ ger ud og samler sig på kedelbunden . Processen er først forbi, nå r afløbet er helt klart. For høj temperatur formindsker veddets styrke. Det dampede træ tørres derefter i tørreovn. Efter tørringen er træet blevet mørkere, hårdere og lettere og har mindre tilbøjelighed til at svinde eller bulne ud.

Ved kogning og dampning koagulerer (d.v.s. størkner) æggehvide­ stofferne i veddet, se punkt 12.

Svidning

 

Blandt midlerne til veddets bevaring har svidning været kendt langt tilbage i tiden. Hegnspæle svides i den ende, der skal i jorden, ind­ til 20-30 cm over jordlin jen. Svidningen foretages bedst med en blæselampe. Man må sørge for, at overfladen forkuller 1 a 2 mm i dybden. Ved svidningen dannes der antiseptiske stoffer, der trænger ind i veddet, og som sammen med det forkullede vedlag danner en god beskyttelse. Til ledningsmaster anvendes svidning i forbin­ delse med saltimprægnering og efterbehandling med tjæreolie.

Man skal passe på ikke at opvarme veddet så stærkt, at det får svind­ revner; derved gør man mere skade end gavn. Umiddelbart efter svidningen stryges med varm tjære, hvorefter denne overhældes med tørt sand. Fiskerne svider også deres bundgarnspæle for at bevare dem mod pælekrebs og pæleorm. Man må blot gøre sig klart, at beskyttelsen er borte, såfremt det forkullede lag slås itu.

Påstrygningsmidler

 

Når tørt træ kommer i berøring med vand eller udsættes for fugtig luf t, vil det igen optage fugtighed. Dette kan forhindres ved at lukke overfladens porer. Hertil har vi forskellige påstrygningsmidler, bl. a. f ernis, oliefarve, lak og tjære . De beskytter både mod svampe- og insektangreb, såfremt der ikke er sporer og fugt i træet, og så længe de danner et sammenhængende lag. Revner træet, er beskyttelsen borte; fugtighed og insekter kan igen angribe veddet. Derfor anvender man også antiseptiske påstrygningsmidler, der forgif ter veddet. Til disse midler hører antinonnin og cuprinol m. fl.

Påstrygningen skal for alle midlers vedkommende helst foretages, når veddet er solopvarmet og tørt.

Er træet vådt, må man ikke lu kke dets overflade, fordi man derved forhindrer det i at tørre ud indvendig fra og fremmer muligheden for svampeangreb.

Ønsker man fuld sikkerhed for, at træet ikke kan angribes af svamp eller insekter, skal det gennemimprægneres med antiseptiske stoffer, fordi påstrygningsmidlerne ikke går dybt ind i veddet.

Imprægnering

 

Til bygningsa rbejde burde alt træ gennemimprægneres; men det er ikke alle træarter, der er lige modtagel ige for imprægnering. Så godt som alt splintved lader sig let imprægnere. Ved med mange kar (porer) har størst modtagelighed for imprægnering. Kerneveddet er vanskeligere at imprægnere end splintveddet, især hvis kerneveddet indeholder stoffer (farve, harpiks, garvesyre m. m.) eller falsk kerne (rødbøgen), reduceres modtageligheden betydeligt.

Friskfældet træ er lettere at imprægnere, end tørret træ. Dette gæl­ der især for nåletræer.

Bøg er særdeles modtagelig for imprægnering, når der ikke findes falsk kerne. Harpiksrigt træ er så godt som uimodtagelig for im­ prægnering.

Træarter, der lader sig fuldstændig imprægnere: Birk, avnbøg, rød­ bøg samt splinttræ af alle arter.

Træarter, der er mindre modtagelige for imprægnering: Asp, elletræ, ask, elm, lind, gran, fyr, weymouthsfyr.

Træarter, der vanskeligt lader sig gennemimprægnere: Kernetræ af egetræ, lærketræ, mahogni., teak. Den røde kerne i rødbøg. Alle mis­ farvninger itræarter.
Ved forsøg med kernetræ af eg og ask viser det sig, at imprægne­ ringen trænger ca. 10-20 mm ind i endetræ, og ca. 4 mm ind i sidetræ.

Imprægneringskedlen fyldes med træ
Fig. 66. Imprægneringskedlen fyldes med træ

 

Oversigt over vædsker og metoder

 

Ved imprægnering forstår man en behandling af veddet, hvorved dette gennemtrænges af antiseptiske stoffer, der kan dræbe såvel svampe som larver, der befinder sig i veddet, samt forgif te dette og derved gøre det modstandsdygtigt over for fremtidige angreb.

lmprægneringsvædskerne er enten tjæreolie eller opløsninger af me­ talsalte. Vanskeligheden ved at finde vædsker , der egner sig, består i, at de stoffer, der let trænger ind i træet, også ofte let udvaskes eller fordamper . Vædsken skal være antiseptisk, må ikke skade ved det og ikke være for bekostelig.

Imprægneringen kan foretages, ved at man lægger træet i kold - eller endnu bedre - i va rm vædske. Bedst ville det være at koge træet i vædsken. Den hu rtigste og mest eff ektive metode er under tryk at presse vædsken ind igennem stammens rodende eller at an­ bringe træet i en lukket kedel, og der presse vædsken ind gennem veddet fra alle sider. Veddets evne til at modtage imprægnerings­ vædsken af hænger af veddets celleopbygning og -indhold. Bøg im­ prægneres let, mens træarter med farvet kerne og med stort ind­ hold af harpiks eller gummi vanskeligt lader sig imprægnere. Nåle­ træ imprægneres vanskeligere end løvtræ.

Hele stammer, der skal imprægneres, skal helst have stort splintlag; dette bliver efter imprægneringen varigere end kernen. Blåsplint la­ der sig vanskeligt imprægnere. Skal træ anvendes opskåret, bør det skæres før imprægneringen .

Skal imprægneringen af træet foretages ved nedlægning i vædsken , må det være så tørt som muligt.

Skal vædsken presses ind gennem stammens rodende, skal det ske kort efter f ældningen. Dette gælder i særlig grad for gran. Barken må være ubeskadiget.

Skal træet kedelimprægneres, må det være luf ttørret og fuldstændig fri for bast, da denne forhindrer vædskens indtrængen. Er træet ikke lufttørret, må det først k oges i vædsken, førend den egentlige im­ prægnering påbegyndes, hvilk et forøger omkostningerne.

Kedelimprægnering foretages i reglen ved temperaturer på 70-90°C. Man opnår herved, dels at vædsken er letflydende, og dels at træet bliver steriliseret.

Imprægnering med tjæreolie (kreosotolie)

 

Tjæreolien er absolut det bedste imprægneringsmiddel, fordi den både er antiseptisk og udelukker vandet fra træet. Den kan ikke an­ vendes overalt på grund af lugten, og fordi træet ikke kan males efter imprægneringen .

Tjæreolie-imprægnering anvendes til ledningsmaster, sveller, bro­ lægningsklodser, hegnspæle, bro- , havne- og vandbygningsarbe jder , hvor det beskytter mod pæleorm og pælekrebs.

Gran egner sig ikke for tjæreolieimprægnering, hvorimod fyrresplint og bøg uden falsk kerne let optager olien. Flådet træ lader sig lettere imprægnere end uflådet.

K edelimprægnering anvendes efter to metoder:
1) kedelimprægnering med fuld optagelse af vædsken .
2) kedelimprægnering med begrænset optagelse af vædsken.

Kedelimprægnering med fuld optagelse

 

Træet anbringes i en lukket kedel, og der etableres et vacuum så kraftigt som muligt ( 60-65 cm undertryk) for at f jerne luf ten i ved­ det. Som regel foretages samtidig en opvarmning ved hjælp af de varmeslanger, der er indbygget i kedlen , således at der under denne vacuumperiode også f jernes nogen fugtighed fra træet. Under bibe­ holdelse af dette vacuum indsuges derefter tjæreolie, opvarmet til godt 100°C, i kedlen, og når denne er helt fuld, sættes der yderligere tryk på tjæreolien, ca. 7-8 atm. Dette tryk bibeholdes , indtil træet ikke optager mere tjæreolie. derefter tømmes kedlen, og der sluttes af med et kort vacuum for at tørre træets overflade .

Metoden blev benyttet indtil 1905, da den nedenfor nævnte Riiping­ ske sparemetode blev indført. I dag anvendes fuldimprægnering kun, hvor det drejer sig om træ, der skal anbringes i saltvand, hvor der er risiko for angreb af pæleorm og pælekrebs . Optagelsen vil for fyrre­ træ normalt være ca. 300-500 kg tjæreolie pr m3.

Kedelimprægnering med begrænset optagelse

 

Denne metode blev i ndført af tyskeren R iiping i 1905, idet under­ søgelser havde vist, at man for at beskytte træet mod råd kunne nøje s med en olieoptagelse på ca. 65 kg pr. m3. Træet anbringes i kedlen, der lukkes luf ttæt. Der indf øres derefter luf ttryk i kedlen, indtil der er et tryk på 3-4 atm., og dette lufttryk holdes 10-15 minutter , d.v.s., indil trykket er udlignet inde i træet. Under bibeholdelse af dette tryk indføres nu den ca. 100°C varme tjæreolie i kedlen, og når denne er helt fyldt op, sættes olietrykket yderligere op til ca. 8 atm., og dette tryk holdes ca. 11/2-2 timer (for fyr retræ). Under denne trykperiode indpresses der i træet en oliemængde, som er ca. 2-3 gange så stor som den endelige optagelse. Når trykperioden er sluttet, tømmes kedlen for olie, og der etableres et vacuum i kedlen i en passende tid, således at den luf t, der er indesluttet i træet, får lejlighed til at udvide sig og presse den overskydende olie ud.

Ved imprægnering med fuld optagelse er træets cellehulrum helt fyldte med olie, mens der ved Ri.iping-metoden kun findes en olie­ hinde på cellevæggene i træet. Optagelsen ved imprægnering efter Ri.ipings metode er for fyrretræ ca. 65 kg pr. m 3, for bøgetræ, hvor man benytter ovenst ående proces to gange, bliver optagelsen ca. 142 kg pr. m3• Den Ri.ipingske metode bruges nu over hele verden til sveller, ledningsmaster m. m. og har den fordel, at man inden for vide grænser selv er herre over hvor stor en oliemængde, man ønsker indpresset i træet. Træets evne til at opsuge vand nedsættes med ca. en trediedel, og træet er fuldstændig beskyttet mod råd og skadedyr på landjorden . Kun til beskyttelse mod pæleorm og pælekrebs er fuldoptagelse nødvendig.

Imprægnering med metalsalte

 

Der er mange steder, hvor man på grund af udseendet eller lugten ikke kan anvende tjæreolier som imprægneringsvædske, f. eks. ved husbygning og bådebygning . Her har man en god hjælp i metal­ saltene.

Metalsaltenes anvendelse som imprægneringsmiddel til træ er af hængig af , om saltene er opløselige i vand , båd e af hensyn til ind­ presning i veddet, og fordi de kun kan påvirke svampene i opløst til­ stand. Saltenes opløselighed i vand medf ører desværre også, at de igen kan udvaskes af veddet. Derfor kan man ikke anvende salte ti l træ, der skal anbringes under vand. Af de metalsalte, man har an­ vendt, skal her nævnes: kobbersulfat , zinkklorid og kvægsølvklorid .

Kobbersulfat

 

Kobbersulfat anvendes nu hovedsagelig kun til imprægnering af tele­graf master af gran. Imprægnering foretages ved at presse vædsken ind gennem granstammens rodende (Boucheries metode). Stammerne skal være friskfældede, og barken skal være ubeskadiget. Kobber­ wlfat angriber jern, hvorfor alt jern, der skal anbringes på det im­ prægnerede træ, må galvaniseres. Skal kobbersulfat anvendes ved kedelimprægnering, må kedlen være kobberforhudet , ellers er frem­ gangsmåden den samme som ved kreosotolieimprægnering.

Zinkklorid

 

Zinkklorid anvendes ikke ret meget mere, fordi det er letopløseligt i vand og udvaskes meget let. På steder, hvor træet ikke er udsat for fugtighed, men ønskes beskyttet mod insektangreb , er zinkklorid godt. Det er billigt og har den fordel fremfor de andre imprægneringsmid­ l er, at oliemaling binder godt på det. Anvendes det til telegraf master, foretages imprægneringen som omtalt under kobber sulfat.

Kvægsølv klorid

 

Kvægsølvklorid er et meget kraftigt antiseptisk imprægneringsmid­ del, der forøger træets varighed betydeligt. Det er dyrt og meget far­ ligt at arbejde med, fordi opløsningen er vandklar og lugtfri samt angriber jern . Imprægneringen foregår ved nedlægning i vædsken. Indtrængningsdybden er 2-3 mm.

Metoden anvendes ikke ret meget mere.

Kogsalt

 

Kogsalt har langt tilbage i tiden været anvendt som imprægnerings­ middel mod svamp i skibe. Man fyldte mellemrummene mellem spanterne, klædningen og garneringen med salt, hvorefter man over­ dækkede skibet og lod det stå et år i denne tilstand. Grønlands Han­dels skib »Gertrud Rask « blev imprægneret på denne måde. Træet optager saltkrystallerne , idet saltet løber i lage og gør derved veddet ubeboeligt for svampemyceliet. Anvendes jernbolte og spiger, skal disse være varmt-galvaniserede.

Saltet »Celcure«

 

»Celcure« er et uorganisk imprægner ingssalt, baseret på kobber- og kromsalte i vandig opløsning. Imprægneringen u dføres i lukkede ked­ler under tryk på 8-10 kg/cm2 • Imprægneringen foretages bl. a. af en dansk imprægneringsanstalt , der kan behandle træ med længder op til 20 m.

»Celcure« beskytter træet fuldstændigt med råd og skadedyr, idet veddet bliver gennemimprægneret. Under tørringen følger en kemisk proces i selve veddet , hvorved der dannes en stabil kobber-kromfor­bindelse, der ikke kan udvaskes af veddet.

"Celcure« er lugtfrit. Træet får en svag grønlig farve og kan - efter tørringen - overfladebehandles som uimprægneret træ. » Celcure« skader ikke planter og er ikke gif tigt for mennesker og dyr.

» Celcure«-imprægneret træ anvendes til udend ørs brug og i skibs­bygningen, hvor det anvendes til kølerumslaster , garnering og på steder, hvor træ er udsat for svampeangreb. Udenbordsklædning amerikanske minestrygere imprægneres med »Celcure« .

Den norske marine anvender ligeledes dette imprægneringsmiddel.

Såfremt man bygger sit fartøj med imprægneret træ, behøver man ikke at frygte svamp og skadedyr samt de dermed følgende store ud­gif ter til omfattende reparationer. Imprægneret træ er relativt billigt .

Træ, der skal imprægneres , bør forud opskæres så nær de f ærdigemål som muligt.

Fremstilling af finer

 

Finer er tynde træplader med tykkelser fra 0,5 til 4-5 mm, som man udskærer af omhyggeligt udvalgte træblokke for i så stor udstræk­ ning som muligt at undgå knaster og andre fejl. !øvrigt undersøger man blokkens struktu r indgående for at få så smuk en tegning i ved­ det som muligt. Jo mere flammet og ejendommeligt udseendet er, desto mere værdifuldt og efterspu rgt er fineren. Finer af denne art kaldes masret finer, fejlagtigt kaldet rodfiner. Fineren fremstilles en­ ten ved savskæring, knivskæring eller skrælning.

Savskæring medfører stort trætab i form af savsmuld . Savskåren fi­ ner kan ikke fremstilles under 1,0 mm og er dyrere end knivskåren ; men meget hårde træarter som buk sbom og ibenholt savskæres altid. Af hensyn til træets farve kan det være nødvendigt at anvende sav­ skæring, idet både knivskæring og skrælning kræver en blødgøring af træet, og den kan kun opnås ved dampkogning, hvorved træets farve kan lide skade. Knivskæring sker på maskiner med indtil 4,5 m lange knive, der føres mod træblokken efter samme princip som en høvl. Knivskåren finer fås i tykkelser fra 0,5 til 10 mm. Koges træet i vand i stedet for i damp, synes det, som om træet har mindre tilbøjelighed til at kaste sig.

Møbelfiner er for det meste knivskåren .

Visse træarter knivskæres således, at snittet føres parallelt med marv­ strålerne (krydsskæring). Man får herved spejlskåren finer med en slank tegning. Dette gøres bl. a. ved egetræ, makasser-ibenholt, ze­ brano og sapeli-mahogni.

S krælning. De stammer, man ønsker at skrælleskære, af kortes i læng­ der a 4,5 m, renses, gøres cylindriske og blødgøres ved kogning, hvor­efter de opspændes i skrællemaskiner , der er indrettet som dreje bænke. Træet roterer og skrælles af til en fortløbende skræl med en tykkelse på fra 0, l mm til 10 mm .

Skrællet finer har ikke så smukke tegninger som savskåren og kniv -skåren finer. Der findes dog u ndtagelser , idet bl. a. bøgetræ viser en "---" smuk tegning, når det bliver skrælleskåret.

Opspændes blokken Excentrisk i skrællemaskinen , således at der kun skrælles en flade af på en del af overfladen, fås finer med omtrent samme udseende som det knivskårne.

efter tørringen opbevares fineren i uopvarmede kælderrum for ikke at flække.

Krydsfiner

 

Krydsfiner begyndte man at fremstille fabriksmæssigt umiddelbart før århund redskif tet. Den første krydsfiner kom fra Rusland og var fremstillet af elletræ. Krydsfiner bør ikke anvendes til formål, hvor den bliver udsat for direkte slag eller svær friktion. Dens hovedfor­ dele ligger i dens store styrke og bæreevne i forhold til dens ringe vægt og, at den kan fås i så store størrelser, som det ville være umu­ ligt at fremskaffe i massivt træ.

K rydsfinerplader bør lagres liggende plant oven på hinanden, aldrig '-./stående i et varmt værksted .

Når krydsfineren skal anvendes, må pakkerne anbringes stående og åbnes, for at de kan tørre inden brugen .

Krydsfiner fremstilles ved sammenlimning af flere lag finer. De en­ kelte finerl ags fiberretning ligger drejet 90 ° i forhold til hinanden . Fi nerlaget på over- og undersiden har altid paralleltløbende fibre. K rydsfinerplader har .samme egenskaber i længde- som i tværretning.

Der er to fremstillingsmåder, » tør« og »våd«. Med udtrykket »tør,< menes, at fineren er tørret til et fugtighedsindhold på ca. 4 pct ., før den sammenlimes. Ved limningen tilføres 6 pct. fugtighed. De sam­ rnenslimes i varme presser.

Man kan også indlægge en limfilm mellem de enkelte finerlag, hvor­ efter man, ved samtidig at sammenpresse og opvarme træet, limer dette sammen. Ved denne fremstillingsmåde fås det, man kalder vandfast finer, der anvendes til flyvemaskinebygning, skibsbygning m. m. Den »tørre« fremstillingsmåde giver et førsteklasses produkt.

Den »våde« fremstillingsmåde består i, at det våde eller ulagrede træ først tørres, efter at det har passeret limpressen. Man vil let kunne indse, at denne krydsfiner vil blive bulet og få åbne fibre, hvorfor den kun kan anvendes til emballage o. lign.

Den tørt fremstillede krydsfiner vil være plan og tætfibret og kan poleres; men den er selvf ølgelig også den dyreste. Krydsfiner frem­ stilles i tykkelser fra 0,5 mm til 50 mm og i størrelser: 0,90 X 1,22 - l ,22 X l ,22 - l ,015 X 2,030 - l ,27 X l ,27 - l ,525 X l ,525 meter og i andre mål efter bestilling . Det mål, der nævnes først, er i yder­ finerens fiberretning. Krydsfiner fremstilles af birk, elletræ, gaboon, columbian-pine, oregon-pine, ask, eg, bøg, mahogni og flere andre træarter .

Kvalitetsbestemmelser for dansk bøgekrydsfiner

Kvalitet Forsiden Bagsiden B/BB Må kun indeholde enkelte små ridser, ubetydelige far­ vefejl , sunde knaster på ik­ ke over 2 cm i diameter og højst 2 pr. m2.
Fugning ikke tilladt.
Fladen pudset. Må kun indeholde mindre farvefejl , enkelte revner , enkelte faste sunde knaster , små huller på ikke over I cm i diameter og højst 2 pr. m2 • Fugning ikke tilladt , dog kan tæt fugning tilla" des, såfremt fineren iøvrigt opfylder kvalitetskravene for forsiden. Fladen pudset. BB Som bagsiden på B/BB dog uden fugning. Må indeholde farvefejl, revner op til 30 cm, huller op til 2 cm i diameter, dog højst 4 pr . m2 . BB2 Må indeholde farvefejl , revner op til 30 cm, udfa ld­ ne knaster op til 3 cm i dia­ meter dog højst 5 pr. m2 og enkelte overliggere. Som forsiden . WG For denne kvalitet garanteres kun: »·skal være godt limet« .

Kvalitetsbestemmelser for finsk birkekrydsfiner

Kvalitet Forsiden Bagsiden A Helt fejlfri. 5-6 små knaster tilladt a 3-4 mm i diameter . B Må indeholde 8 stk. knaster a 6 mm i diameter eller et modsvarende større antal mindre knaster. Svage farvefejl tilladt . Må indholde 8 stk. knaster a 8 mm i diameter eller modsvarende større antal mindre knaster. Svage farvefejl tilladt . BB Alle knaster borte og prop - pet, stærkere farvefejl end i kvalitet B tilladt. Fugning tilladt. Som forsiden. BBx/BB Kvalitet BBx/BB er bedre end kvalitet BB, idet va- rerne leveres uproppet og ufuget , dog er små knaster tilladt. Se BB. WG Garanteres kun godt limet. Imidlertid er alle større dår- lige knaster borte og proppet. J Betegnelsen J angiver, at yderfin eren er fuget med en eller flere parallelt med fibrene løbende fuger, limet med farveløst vandfast lim.

Kvalitetsbestemmelser for svensk fyrrekrydsfiner

Kvalitet Forsiden Bagsiden I Ingen knaster eller fejl. Fladen pudset. Knaster, ridser og andre fejl tilladt . Fladen høvlet. II Nogle mindre knaster og småfejl tilladt på plader uden fuger. På fugede fla- der skal strukturen og far- ven være ens på begge sider af fugen. Højst 3 fuger må forekomme, iøvrigt praktisk taget ingen fejl. Fladen pudset. Som I III Flere knaster og/eller ud- bedrede huller eller prop- per og/eller mindre fejl. Fladen må være fuget og skal være pudset. Som I IV Ubegrænset antal knaster, udbedrede eller proppede huller. Fuger. Fladen høv- let og/eller pudset. Som I A Kvalitet II's forside Kvalitet II's forside A/B Kvalitet II's forside Kvalitet III's forside B Kvalitet III's forside Kvalitet III's forside B/BB Kvalitet III's forside Kvalitet IIV's forside BB Kvalitet IV's forside Kvalitet IV's forside

Krydsfiner fortsat

 

Krydsfiner fås i flere sorteringer. Man bør undersøge kvalitetssorte­ ringen for at kunne vælge det, der er bedst egnet til formålet.

Den bedste kvalitet har begge sider knastfri og ensfarvede. En an­ den kvalitet har en fin, ren side og en god side. En tredie kvalitet er omtrent knastfri, den må ikke være lappet. En f jerde kvalitet må have knaster og være proppet (lappet). En f emte kvalitet (pakkasse­ kvalitet) må have ubegrænset antal knaster, propninger revner og andre fejl.

Kryd sfiner af birketræ er det mest almindelige og fås fra Sverige, Rusland og Finland. Det finske regnes blandt de bedste. Det er tæt, fast og bøjeligt, og lader sig let bejd se, lakere eller polere, hvorved det kan komme til at ligne mahogni og nøddetræ.

Elletræ kryd sfiner er lettere i vægt end birk, ikke så fast, men mere bøjeligt end birk. Dets almindelige udseende gør det ikke egnet til dekorativt arbejde , men det er godt som blindfiner og til malet ar­ bejde. (Borebiller elsker at gnave i elletræ).

Gaboon kryd sfiner er afrikansk mahogni af meget lys farve. Fås i store dimensioner. Er en udmærket kvalitet og anvendes, hvor man ikke vil ofre en ægte mahognifiner.

Svensk fyrret ræs k ryds finer fås i en god kvalitet. Det anvendes til paneler og lof tbeklædning , hvor det almindeligvis lakeres. Endvi­ dere anvendes det til inventar o. lign.

Oregon-pine , columbian- pine er amerikansk nåletræ. Det fås almin­ deligvis fejlfrit. Det har smukke tegninger og er meget eftertragtet til paneler og f yldninger . Er særdeles smukt i bejdset tilstand .

Ask k ryd sfiner kommer fra Europa, Sibirien, Kina og Japan. Det er en meget stærk og god finer.

Egetræ k ryd sfiner fås fra Europa. Der kommer også nogle meget fine kvaliteter fra Japan. Det kan fås flammet og retåret.

Bøgetræ k ryds finer fremstilles her i landet i prima kvalitet. Det er en meget vanskelig træart at arbejde med, fordi det kaster sig mere end de fleste andre træarter. Det anvendes i stor udst rækning til let­ tere fabriksmøbler, f yldninger m. m.

M ahogni kryd sfiner fås fra Honduras og Afrika (sapeli) . Honduras­ kvaliteten er den dyreste og vel også den smukkeste; men man kan få Afrika-kvaliteter, der også har en smuk tegning.

Krydsfiner fås med pålimet 0,5 mm galv. jernplade eller metalplade . Det anvendes bl. a. som skodder om toilet- og baderum i skibe.

Fælles for alt krydsfiner gælder, at såvel sider som kanter bør be­ handles, males el. lign., for at få porerne lukket, da krydsfineren el­ lers vil optage fugtighed på de ubehandlede sider og kanter og der­ ved kaste sig og opløses. Ved at stryge kanterne med varm paraff in undgår man, at fineren optager fugtighed.

Møbelplader

 

Møbelplader bør foretrækkes fremfor krydsfiner, hvor der er tale om store fritstående flader. Gode møbelplader vil altid være formbe­ standige.

En møbelplade består af en træplade af sammenlimede lameller, kal­ det blindtræet , med blindfiner pålimet begge sider af blindtræet. Uden på blind fineren limes endelig de ædle yderfinerer.

Der f indes tre fremstillingsmåder : den lamellimede (stavlimede) fig. 67a, den bloklimede møbel plade, fig. 67b, samt en møbelplade med brædder som blindtræ, fig. 67 c.

Stavlimet møbelplade, Bloklimet møbelplade, Møbelplade med brædder som blindtræ
Fig. 76a. Stavlimet møbelplade, Fig. 76b. Bloklimet møbelplade, Fig. 76c. Møbelplade med brædder som blindtræ


Den lame/limede er den bedste og fremstilles på følgende måde: Af en stamme skrælles en 5 mm tyk finer. Finerlagene limes sammen lag for lag, til de danner en blok . Denne blok føres gennem en ram·· sav, således at savsnittene kommer til at stå vinkelret på limfugerne. Herved fås plader til bli ndtræ, bestående af 5 mm sammenlimede li­ ster. Af standen mellem savsnittene bliv er blindtræets tykkelse. Dette blindtræ har ingen tilbøjelighed til at kaste sig, fordi træet er gen nemskåret således, at alle spændinger i træet er f jernet. Blindtræet pålimes derefter blindfiner på begge sider. Dette gøres for at til­ vejebringe et ensartet underlag for den finer, der skal danne møbel­ pladens ydersider , og som, hvis møbelpladen skal poleres, er af en ædel træart med et smukt udseende. Ved døre, der er fremstillet af møbelplader , bør man, især hvis det er yderdøre, kræve, at yder­ fineren på begge sider er af samme træart. Kun med en sådan udført plade vil man kunne u ndgå, at døren kaster sig, når den ene side er opvarmet, og den anden side er kold og fugtig.

Blindtræet og blindfineren i en førsteklasses møbelplade består som regel af gaboon med yderfiner af knivskåret 2 mm tykt teak, ma­ hogni eller anden god træsort. Dog anvendes der også danske træar­ ter som blindtræ, bl. a. gran.

Obs! De enkelte lamellers ma rvstråler i blindtræet bør ligge paral­ ielt med yderfineren, og vinklen mellem fiberretningen i blindfine­ ren og yderfineren skal være 90°.

En billigere møbelpladekvalitet er den bloklimede plade. Den frem­ stilles ved, at man sammenlimer brædder til en blok. De enkelte brædder sammenlimes med kerneside til kerneside og splintside til splintside. Årringene skal helst stå vinkelret på breddefladen . efter sammenlimningen opskæres blokken og viderebehandles .som omtalt under den lamellimede møbelplade.

En endnu billigere møbelplade fremstilles ved, at man til blindtræ anvender brædder, hvori der skæres rundsavsnit fra begge sider for at fjerne spændingerne i træet. Iøvrigt forsynes også disse plader med blindfiner og yderfiner.

Møbelplader fremstilles af mange træarter. De bedste er, som før omtalt, af gaboon. Af danske træsorter an.vendes fyr, gran, asp, el, pil og bøg.

Her i landet fremstilles bl. a. lamellimede møbelplader af skrællet dansk gran.

Møbelplader fås i flere kvaliteter og i tykkelser fra 10 til 45 mm samt i størrelser op til 1,7 5 X 5,30 m og 2,0 X 6,0 m.

 

Træfiberplader

 

Træfiberplader fremstilles af sammenfiltrede træfibre, der ved hjælp af et bindemiddel presses rpere eller mindre kraftigt sammen. De fås i store plader , der anvendt på en fornuf tig måde kan erstatte træ og er billigere end dette. De fremstilles i bløde og hårde kvaliteter. De bløde plader er meget isolerende og de allerhårdeste er så stærke, at de kan anvendes til yderklædning i mindre både (v-formede både) og som gulvbeklædning.

Af træfiberplader er der mange fabrikater: lnsulite, Masonite, Tree­ tex, Unitex er træfiberplade r . Celotex er fremstillet af knuste sukker­ rør. Maf tex er fremstillet af lakridsrod. Novopan er fremstillet af spåner og træflis.