Birk

1. Handelsnavn

Birk

Svensk-norsk: Bjork.

Engelsk : Birch wood.

Tysk: Birkenholz.

Fransk: Bouleau.

2. Latinsk navn

Latinsk navn Betula - med ca. 40 arter.

De almindeligst forekommende arter i Skandinavien:

B. verrucosa (pendula) = vortebi rk.

B. pubescens = glasbirk , hvidbirk , dunbirk.

3. Hjemsted

Hjemsted Nordlige halvkugles tempererede og kolde egne.

 

4. Massefylde

Nyfældet: 800-1090, middel 945 kg pr. m3•

Lufttørret: 510- 7 70, middel 640 kg pr. m3.

5. Farve

5. Farve Fra elfenbensfarvet, lys gullighvid til svag rødlig eller grågul. Bliver dog mørkere, mere bru nlig ved påvirkning af lyset.

6. Kernedannelse

Ingen.

 

Undtagelsesvis forekommer falsk kærne.

7. Lugt og smag

Svag sødlig, brødlugt, kraftigst i nyfældet træ.

8. kernestoffer

Lidt sukkerstof samt olie.

9. Årringe

Årringe Svagt synlige, normalt ret tætte og uden nævneværdig farveforskel mellem for- og efterårsved. Træets fasthed og styrke øges som i an­ det løvtræ med årringsbredden.

10. Porer

Strøporer, under synsgrænsen.

11. Spejl

Små runde, næsten usynlige.

12. Veddets karakter

Veddets karakter Fintgroet med jævn, ret ensartet struktur; middelhårdt, fast, tæt og middeltungt, meget sejt og elastisk; hænger godt sammen og har et langt filtret brud. Veddet kan være helt slankt, næsten udtryks­ løst, og da i reglen mildt, men også stærkt flammet og da tættere, tungere og hårdere.

13. Slidstyrke

Jævn god til god.

14. Svind

Ret normalt, radiært 4,5 0/o, tang,entialt 6,5 0/o.

Kaster sig en del under tørringen og arbejder stærkt ved skiftende fugtvirkning.

Godt tørret og anvendt indendørs roligt og stabilt.

15. Kløvelighed

Gennemgående tungt, helt slankt forholdsvis let.

16. Bearbejdelighed

Slankt træ ret bekvemt, flammet ikke uden vanskeligheder, særlig ved fræsning og kehling kræves der skarpt værktøj, gennemgående noget dødt at arbejde i, lader sig dog pudse smukt blankt, egner sig godt til bejdsning og polering, er søm- og skruefast og ret godt at lime.

17. Antændelighed

Let antændeligt, brænder med en klar , livlig flamme, har ret stor varmeevne.

18. Holdbarhed

Holdbarhed Udendørs meget ringe, grundet på mangel af konserverende kærne­stoffer; indendørs og tørt angribes det af orm, bl. a. på grund af suk­ kerindholdet, angrebet spores undertiden ef ter 10-20 års forløb.

19. Særlige kendetegn

Særlige kendetegn Den lidt varme lyse farve, de runde lysebrune, sunde og hårde kna­ster - sorte knaster forekommer også - den silkeagtige glans og den ofte flammede struktur. Særlig karakteristisk er de små mørke­ brune »fluepletter « , der altid forekommer lige i årringsgrænsen, un­dertiden i så store mængder, at de næsten behersker træets struktur og kan i skrællet finer danne hele små figurer, særlig bekendt fra krydsfiner.

20. Barken

I de unge år er barken såvel på stammen som grenene glinsende lyse­ brun, men omkring 10 års alderen begynder den på stamme og de ældre grene at gå over i den for birkens bark så særegne hvide glin­sende farve. Barken er tynd, læderagtig, og det tynde yderste hvide lag løber rundt om stammen. Først når træet er blevet ældre, begyn­ der barken at blive ujævn og revne, særlig forneden på stammen, hvor den kan blive meget grov, mosgroet og ligesom sønderrive den glatte atlaskglinsende yderbark. Den tynde og endnu glatte yderbark bliver undertiden hvert tredie, fjerde år - i juni måned - fjernet fra unge birke og sælges i ruller under navnet » næver«.

21. Anvendelse

Møbler og inventar, stole, panelbeklædninger, parketstave, finerskæ­ring, drejer- og billedskærerarbe jder, karetmagerarbe jde, vogn stænger, træskobunde, værktøj, børstetræer , husholdningsredskaber, sportsartikler , ski o. m. a., herudover anvendes store mængder til krydsfiner , der er en verdensartikke!.

Maserbirken anvendes til bijouteri og turistvarer, kunstgenstande , indlægningsarbe jder , og da træet ikke kan flække, bruges det til bedre stemmejernshef ter . Af barken presses der en olie, der anvendes i medicinen og ved garvning af ruslæder. Desuden har næverbarken spillet en stor rolle som eksportvare, da den anvendtes til indpakning af bjælkehoveder , der skulle indmures, til isolation af huse, og til underlag for græstørv på bjælkehuse , hvortil den stadig er uover­ truff et i holdbarhed. Herudover bruges barken til alskens flettet hus geråd, kurve, små og større beholdere , æsker, tasker, måtter, tøfler og sko - birkebeinene - o. m. a. I de nordlige egne tappes birken ofte om foråret for saft, et middel­ stort træ kan i løbet af nogle dage give indtil 4 kg. Saften, der indeholder en del sukker, drikkes dels frisk som blod-­ rensende middel dels indkoges den til sirup. Saften anvendes også til fremstilling af hårvand.

Før i tiden lod man birkesaften gære og med tilsætning af smags­ stoff er fremstilledes birkevin, og heraf kunne man igen fremstille birkebrændevin. Denne må ingenlunde forveksles med den overor­ dentlige gif tige træsprit. Af rodens ved fremstilles ved optrævling lange seje spåner, der ef ter at være høvlet af tykkelse og bredde giver et meget brugeligt mate­ riale til fletning af mangeartede brugsgenstande , såvel inden- som udendørs. Spildprocenten regnes for birk til 50-100 0/o af færdigmålet.

22. Bemærkninger­

Oprindelsen til de for birken så karakteristiske fluepletter skyldes et lille insekt »birkebastfluen« - Dendromyza .

Denne lægger sine æg i fine barkrevner, og ef ter udklækningen går larven ind i kambiumlaget og lever her indtil forpupningen . Træet læger igen larvegangene ved at udf ylde disse med brune barkceller, hvoref ter den nye årring danner sig her udenom. De herved opståede brune pletter og striber kan til tider være så mangfoldige, at de helt behersker træets struktur og nedsætte r da dets værdi. Fluepletterne er særlig udpræget på skrællede finer og derfor også på birketræs krydsfiner.

Der skelnes mellem 4 karakterer af birkeved , nemlig slankt, flam­ met, masret samt det sjældnere såkaldte isbirk. Flammet træ er me­ get tættere, tungere og hårdere end det slanke ved, og på grund af dets filtrede fiberforløb betydeligt vanskeligere at bearbejde , der­ for også vanskeligere at pudse - såvel med maskin- som håndkraf t. To barktyper, som begge forekommer såvel hos vortebirken som hos glasbirken, benævnes i Sverige dels som kartbjork , der har en tyk , grov og ujævn bark med sønderrevet yderbark, og dels som næver­ bjork , hvis bark er tynd og i reglen helt glat, hertil hører også hvid­ birken med sine hvide og gråbirken med sin silkeglinsende gråhvide bark. Disse typer kan alle skrælles for næverbark, der også kan frem­ komme i mørke, sortbrune, brunliggrø nne eller kobberfarver.

Vortebirk.

B. verrucosa.

Ældre træer har gerne på den nederste og of te krumvoksede del af stammen en meget tyk, dybt revnet , arret og mosgroet bark, - ty­ pisk kartbjork. - Dets ved er noget hårdere og fastere, og det ka­ rakteristiske flammede ved forekommer egentlig kun hos denne bir­ keart og er altid mest udpræget i den nederste ende af stammen. Fremkomsten skyldes sandsynligvis arvelige anlæg.

Den ejendommelige maserbirk - fejlagtigt kaldet valbirk - udvik­ les også hos vortebirken. Af ukendte årsager begynder barken alle­ rede i de unge år, på et af grænset stykke af stammen, at tørre ind og krakkelere; de opståede småsår overvokses og fyldes med brune barkceller, men skaden fortsætter de f ølgende år, hvorved stammen med tiden f år en kraf tig fortykkelse og veddet et udpræget vimret udseende med mængder af små mørkebrune, krumme linjer. Det er ret hårdt, tæt og ukløveligt ved, har stor dekorativ virkning og fås kun i mindre stykker og sælges ef ter vægt. Hos den sydsvenske B. verrucosa saxtille forekommer også den dybt furede bark og det flammede ved, hvorimod den nordsvenske B. ver­ rucosa lapparika har en glat hvid næverbark, mens barken på de unge grene er ru af små og talrige harpiksvorter.

Glasbirk = Hvidbirk.

Betula pubescens.

Dens stamme er gerne ligevokset og veddet i reglen mildt og ensar­ tet, rolig og ret sej . Barken er som regel ensartet glat, hvid til gullig­ hvid - typisk næverbark - der selv for neden på stammen kun har svage ar eller revnedannelser. Særlig i Rusland og Sibirien er hvidbirken almindelig udbredt og danner store skove, de kan her opnå kæmpemæssige størrelser og kan blive over 30 m høje, de går også højere op i bjergene end vor­ tebirken.

Isbirk

er en hos vortebirken særlig udpræget flammebirktype , hvis ved har et overordentlig uregelmæssigt fiberforløb, kraf tigt mønstret , med små lyse, næsten hvide spejlinger i en mere storflammet struktur. På et sådant træ er stammens yd re altid ujævnt , ligesom bølget af tal­ rige, tværliggende valke. Isbirken er den mest sjældne af birkeveds­ typerne og træff es kun hos ganske enkelte eksemplarer - undertiden sammen med maserdannelse. Den er overordentlig vanskelig at be­ arbejde, da træet overalt vender rundt, og står på enden, derfor me­ get skørt og smuldrende.

Fjeldbirk , Betula tortuosa med mange variationer.

Findes navnlig i Norges og Sveriges højf j ælde, også over nåletræs- grænsen. Kan opnå en højde af ca. 20 m . Forekommer også på Grøn- '-" land og Island.

Dvergbirk , (Kæringris) Betula nanna .

Er almindelig på Grønland og Island samt i Norge og Sverige. Fin­ des også i nordlige Asien og Alaska. Den er en lille krybende busk , indtil 1 m høj . Stammen ligger gerne helt ned på jorden og ofte til­ dels dækket heraf. Bladene er meget små, kortstilkede og kredsru nde og svagt tungede i kanten. Planten er meget hårdfør og nøisom. I Canada og Nordamerika findes adskillige birkearter; bedst kendt er f. eks.

Papirbirk , Betula papyrif era. Træet kan lejlighedsvis på nordvest­ kysten blive indtil 36 m højt. Veddet anvendes til spoler, skopløkke og til papirfabrikation; tidligere af indianerne til kanoer.

Sukkerbirk , (black birch), Betula lenta, Betula carpinifolia. Disse to ligner hinanden stærkt og forveksles of te. Deres gode, jævne og tætte ved finder stor anvendelse til møbler o. m. a.

Sortbirk, Betula nigra. Navnet på grund af dens mørke, rødligbrune bark. Kan opnå en højde af ca. 20 m.

7eakinbirk. Efter første verdenskrig fandt man på at inddrive garvesyre i friske birkestammer , deref ter udsætte dem for ammoniakdampe i trykked­ ler, hvorved veddet fik en smuk, varm, gråbrun farve. Træet gik un­ der navnet »Teakinbirk « og kunne gøres mørkere ved bejdsning med tvekromsurt kali. Også andre træsorter blev teakinimprægneret. Im­ prægneringen hindrede i nogen grad ormeangreb, men anvendes nu ikke mere.

Heksekoste. Ofte ser man i visse birketræers - særlig Glasbirkens - kronestore grenpurrer, såkaldte heksekoste . Disse kan blive så store, at de min­ der om skadereder. Fremkomsten af disse unormale vækster skyldes, at proventivknopperne, muligvis fremskyndet af en svampeart, i stor mængde er sat i funktion, helt ude på de yderste tynde grene, hvor­ ved disse ejendommelige riskoste dannes.

I tidligere tid, hvor man ikke kendte årsagen hertil , troede man, at egnens heks havde forgjort træet for at skaff e sig en kraf tig gren med mange duske på, der skulle tjene som styregrejer, når hun Set. Hansnat, ridende på skrævs over grenen, for gennem luf ten på vej til stævnemøde med fanden og hans oldemor og andre kolleger på Bloksbjerg.

Birken er varieret i en mangfoldighed af arter, der endnu ikke er tilstrækkelig undersøgte og bestemte. Imidlertid er forskellen ved mæssig set så ringe, at den for snedkerne intet betyder. De først­ nævnte fire vedtyper dækker fuldtud vort behov , det øvrige overla­ der vi til forstbotanikerne. Mens birken her hos os og længere mod syd i reglen kun træff es enkeltvis eller i smågrupper, er den i Mellemsverige , Nordland , Fin­ land og Rusland et vi rkeligt skovdannende træ. I den rene birkeskov med de lyse stammer hersker en egen ejendom melig stemning - lyst og festligt - der er ingen dunkelhed eller skygge som i bøgeskoven, hvor bladene lukker al sollyset ude fra underskoven, og hvorfor der her heller ikke vokser noget. Birkens blade hænger lodret ned i lange stilke, så de ved den mind ste vind ringler og er i stadig bevægelse - derfor i et evigt flimmer lader solen skinne lyst og muntert helt ned i skovbunden , som her altid er frisk og frodig.

Birken trives godt i bølle- og porsemoser og kan tåle højtstående grundvand - Kongelunden på Amager. Birkestammer f indes hyp­ pigt i tørvemoselag, hvor selve veddet er helt forsvundet , så kun det hule hvide barkrør er tilbage. Birken har sikkert tidligere været brugt til både- og skibsbygning, da det gamle ord birk betyder bark, må­ ske oprindelsen til navnet på en bestemt type skiibe. Måske kan Birke­ ting, Birkedommer og Birk henføres fil træet, der of te blev brugt til indhegning a.f tingsteder og gårde. I Nordsjælland var der en hellig birkelund, hvor man dyrkede guden Tyr, herfra skal bynavnet Ti­ birke stamme.

Henved et halvthundrede landsbyer og gårde er sikkert opkaldt ef ter birken, de fleste i Jylland og Nordsjælland. Selv på det birkefattige Lolland findes en Birkemosegård og et par landsbyer med navnet Birket - tidligere Byrkwith = Birkeskov. Dette viser, at birkesko­ ven har haft stor udbredelse, hvad de let kendelige hvide birke­stammer, der graves op af vore moser landet over, giver gode bevi­ ser på.