Cuba mahogni

1. Handelsnavn

Cuba mahogni.

Engelsk: Cuban mahogany.

Tysk: Kuba mahagoni, Echtes mahagoni.

Fransk: Acajou de Cuba, Acajou a meubles.

Kubansk: Caoba.

2. Latinsk navn

Swietenia mahagoni. Fam.: Meliaceae .

3. Hjemsted

Vestindien, Centralamerika.

 

4. Massefylde

Nyfældet: 790-1120, middel 900 kg pr. m3.

Lufttørret: 610- 900, middel 760 kg pr. m3.

5. Farve

Splinten er lysegul til svag rødlig. Kærnen er lys rødligbrun til gyl­ den rødbrun og ændres ved lysets og luftens påvirkning til en meget smuk dyb, varm rødliggylden farve. Udsat for meget stærkt lys, navnlig under sydligere himmelstrøg , kan farven blive endda meget mørk rødbrun, men stadig med det for Cuba mahogni karakteristiske gyldne skær.

6. Kernedannelse

Udpræget kærnedannelse med skarpt af grænset, ret smal splint.

7. Lugt og smag

Ingen

8. kernestoffer

Garvesyre, lidt olie, farvestof.

9. Årringe

Synlige, men ikke kraf tigt markerede ; temmelig smalle.

10. Porer

Små men synlige, uregelmæssige i størrelse og beliggenhed . Nærmest udflydende ringporet. I langssnit er porerne meget fine og tætte. Porerne indeholdg of te et kalkagtigt hvidt stof, og undertiden kan de være f yldt med en mørk gummiagtig substans, der gør veddet grumset og i værste fald kan ødelægge pg forgrove udseendet, især for de yderste tykkelser eller fineren i en blok . Marvstrålerne ligger under synsgrænsen . Under lup ses de som meget tætliggende, lidt ujævne lyse streger. I radialsnit ses spejlene under lup som ganske små tætliggende pletter .

11. Spejl

Ingen data.

12. Veddets karakter

Temmelig tungt og hårdt, fast og tæt, stift og elastisk. Knækker al­mindeligvis i langt, splintret brud. Er ikke tilbøjeligt til at flække. Strukturen kan være meget varierende: fra ganske slank til stribet, tværflammet, moireflammet eller pommelefigureret.

13. Slidstyrke

Særdeles god.

14. Svind

Meget lille: radiært 1,10 0/o, tangentialt 1,89 0/o.

15. Kløvelighed

Tungt kløveligt, med i reglen fliset brudflade .

16. Bearbejdelighed

Behageligt, men fast og tæt træ at bearbejde, såvel i hånden som ved maskine. Godt at save, høvle og pudse ; får en smuk, mat, blank og næsten talkumagtig overflade at føle på. Lim holder godt, og det er søm- og skruefast. Godt at bejdse, kan bejdses med tvekromsur kali og ammoniakryges. Er let at lakere og polere .

17. Antændelighed

Er ret tungt antændelig, men har stor brændselsværdi .

18. Holdbarhed

Særdeles god såvel indendørs som udendørs. Angribes aldrig af orm og er meget holdbar overfor vejrligets påvirkning. Det er derfor an­ vendeligt til udendørs arbejder.

19. Særlige kendetegn

Karakteristisk er det hårde, faste og tunge ved med de tætte fine porer, men fremfor alt den gyldent-røde, næsten transparente farve - er et udpræget kystklimatræ.

20. Barken

Brun, ru, ujævn og knudret.

21. Anvendelse

Cuba mahogni er møbeltræet fremfor alt. Det forener styrke og hddbarhed med god bearbejdelighed og fornemt udseende, hvilket gør det efterspurgt til enhver tid, på trods af alle moderetninger. Da det tillige er fremkommet i vidt forskellig struktur, fra ganske slankt og roligt til kraftigt flammet for ikke at tale om pyramidedannelser, har det også herved kunnet tilfredsstille forskellige smagsretninger. Det I har været meget benyttet til panelværk og inventar, ikke mindst i off entlige bygninger, banker, repræsentationslokaler, apoteker og lignende fin butiksinventar, kort sagt overalt, hvor der stilles krav om en fornem og behersket virkning. Det bruges til piano- og flygel­ kasser og er et fremragende stoletræ og udmærket at dreje og skære i. Til udendørs arbejder, hvor der foruden hensynet til holdbarhed og rolige egenskaber også stilles æstetiske krav, er Cuba mahogni uover­ truff en. Det har gennem tiderne været anvendt til skibsbygning i meget stor udstrækning, er brugt til beklædning og inventar i jern­ banevogne , til flyvemaskinpropeller samt under krigen i krigsindu­ strien til geværkolber og lignende. I sit hjemland har det været brugt og misbrugt til utallige formål, ja selv til brændsel.

San Domingo Mahogni.

Engelsk: Spanish mahogany, San Domingo mahogany.

Tysk: San Domingo Mahagoni, Echtes Mahagoni.

Fransk: Acajou de st. Dom.ingo.

Latinsk navn: Swietenia mahogani. Fam.: Meliaceae.

Domingo-mahogni, der, som navnet angiver, har sit hjemsted på San Domingo, tilhører samme art som Cuba-mahogni og ligner denne på de fleste måder. Dog er veddet oftest lidt tungere, hårdere og fastere end Cuba mahogni. Er i reglen også roligere og mere ensartet i struk­ turen. I farven adskiller den sig ved med tiden at antage en mættet, chokoladebrun tone, der i nogle tilf ælde kan blive næsten sort. De meget små porer er i almindelighed f yldt med et hvidt kalkagtigt stof. De gamle mahogni-snedkere betragtede det som et kendetegn, at man fik kalkstøv på hånden, hvis man strøg over et stykke høvlet Cuba, mens der intet af sattes, hvis man gentog det samme med Do­ mingo. Det har samme anvendelsesmuligheder som Cuba mahogni, men det noget tættere og fastere ved er særlig velegnet til spinkle konstrukioner, fine profileringer og detailleret billedskærerarbejde er særlig kendt fra de gamle Chippendale møbler . Navnet »Spansk mahogni« henfører til, at det kom fra de spanske besiddelser i Mel­ lemamerika.

Mellem-Amerikansk Mahogni.

 

Swietenia macrophylla o. a.

Mens den ægte Swietenia mahogani kun vokser på de mellemame­ rikanske øer og på enkelte kyststræk ninger af fastlandet, er Swiete­ nia macrophylla et fastlandstræ; det vokser i de tropiske urskove i Mellemamerika fra Mexico til det nordlige Sydamerika.

Det bliver i handelen betegnet ef ter voksestedet eller udskibnings­ stedet, hvilket første og vækstbeting elserne har stor indflydelse på veddets karakter. Som helhed gælder det, at det er lettere, løsere og mildere i strukturen end den ægte mahogni, selv om det på mange måder ligner denne. Farven varierer fra lys rød- eller gulbrun til varm rødbrun og kan of te ligne Cuba-mahogni. Men den mørkner ikke, eller kun i ringe grad ved påvirkning af lys og luf t, er endda of te tilbøjelig til at bleges.

Vækstringene er i reglen bredere end hos Cuba-mahogni og er af sluttet med en smal linje af blødere væv. Porerne er uregelmæssige i størrelse og beliggenhed, undert iden f yldt med mørke aflejringer. De er ikke særlig talrige og i langssnit noget grovere end hos Cuba­ mahogni. Marvstrålerne er fine og tætliggende, men dog i radialsnit tydelig synlige.

Slidstyrken er meget varierende, men aldrig så stor som ægte ma­hogni.

Svindet er ret lille, det er let at tørre og arbejder og kaster sig i al­ mindelighed temmelig lidt. Det er ret let kløveligt , let bearbejdeligt med alle værktøjer, godt at pudse, men f år ikke Cuba-mahogniens silkematte overflade. Det er godt at lime, søm og skruer holder godt, og det er godt at overfladebehandl e.

Det er ikke så holdbart som ægte mahogn og heller ikke så mod­ standsdygtigt over for insektangreb .

Det er udmærket egnet til møbelfremstilling og til inventar og pane­ ler, men man skal være forsigtig med at anvende det til stole, da det ikke er i besiddelse af den ægte mahognis brudstyrke . Bruges endvidere til både- og skibsbygning og anvendes i det hele taget på samme måde som Cuba-mahogni. Disse mahognisorter er mere hurtigvoksende fastlands urskovstræer.

Honduras Mahogni er en af de mest kendte og efterspurgte. Den fås i almindelighed i større dimensioner end nogen af de andre Swiete­ nia-sorter. Den er undertiden smukt figureret og giver nogle ud­ mærkede finerer. Porerne kan undertiden indeholde kalkagtigt stof, ligesom den ægte mahogni. Den benævnes også Baywood, henførende til , at den udskibes fra Honduras -bugten, Bay of Honduras.

Tabasco Mahogni kan være svær at skelne fra Honduras, men den synes at være noget mere varierende i kvalitet og farve end denne. Den vokser heller ikke så lige som Honduras, og det forekommer ofte, at marven ligger skævt i plankerne. Mange steder, bl. a. i Tyskland og Sverige skelnes der ikke mellem Tabasco- og Hondurasmahogni.

Guatemala Mahogni, som i de senere år er begyndt at komme her til landet, synes at være af en særdeles god kvalitet. Den er noget tungere end de ovenfor nævnte, og veddet er tættere og fastere, me­ get lignende Cubamahogni, som den også minder om i farven. Da den også kan forekomme smukt figureret, må den antages at kunne blive en god erstatning for Cuba, vel at mærke, hvis tilstrækkelige tilf ørsler kan sikres.

Nicaragua Mahogni ligner Honduras.

Panama Mahogni ligner også Honduras, og såfremt der overhovedet er kommet tilførsler fra disse to lande, er de sikkert blevet klassifi­ceret og solgt som Honduras.

22. Bemærkninger­

Så længe menneskene har eksisteret, har de stadig søgt ud til frem­mede og fjerne egne, drevet enten af eventyrlyst eller af begær ef ter gods og guld, magt og ære. Og fra rejserne hjembragte de sjældne og kostbare sager, købte eller tiltuskede på fredelig vis, eller som oftest simpelthen røvet. Allerede oldtidens grækere kendte ganske godt det fjerne Østen, og de vidste bl. a. god besked med Teaktræets eksistens og gode egenskaber.

Blandt kostbarhederne man hjembragte , var også sjældne og ædle træsorter , sejlet den halve jord rundt i datidens skrøbelige fartøjer eller møjsommeligt transporteret over kontinenter , gennem sumpe og ørkner uden vej eller sti med primitive befordringsmidler og med livet som indsats. Det var de østasiatiske lande, navnlig Indien, som lokkede, og det var håbet om at finde en lettere og hurtigere vej hertil, som sendte Columbus ud på sin eventyrlige færd, som førte til opdagelsen af Amerika 1492. Også her fandtes folkeslag med rig­dom og høj kultur, og her var nok at røve og hjembringe. Blandt kostbarhederne var også Mahognitræet , som herved for første gang kom til Europa. Nogle sikre oplysninger om tidspunktet for dets før­ ste fremkomst og dets anvendelse findes ikke, men man må snart have opdaget dets fremragende egenskaber til skibsbygning, idet det vides, at flere af skibene i den .spanske Armada, som Philip den Anden i året 1588 sendte mod England, var bygget af mahogni.

Til England kom mahognit ræet først hen mod slutningen af det 16. århundrede, det første vistnok brugt som ballast i skibe, der sejlede på de Vestindiske øer. I begyndels en vægrede håndværkerne sig ved at arbejde i det på grund af dets hårdhed , men da de første møbler omkring 1724 blev udført , viste det sig at overgå alle andre anvendte træsorter i skønhed, og det blev hurtigt meget ef terspurgt. Medvirkende til mahognitræets hurtige fremgang var også den om­ stændighed, at Frankrig i året 1720 nedlagde forbud mod udførsel af Valnøddetræ, som i længere tid havde været den dominerende træsort i England, men som nu i løbet af det 18. årh. blev næsten fortrængt af mahognien . Med indførelsen af mahognitræet i Eng­ land begyndte en epoke, der danner et højdepunkt i møbelkunstens historie . Mange faktorer var medvirkende hertil: Englands voksende betydning som kolonimagt med deraf flydende velstand. Fremkom­ sten af en række betydelige møbelkunstnere, snedkere og arkitekter, som ved deres egne arbejder og ved udgivelse af bøger med forteg­ ninger skabte en særpræget møbelstil , som gjorde deres navne udøde­ lige: Chippendale, Hepplewhite, Ada, Sheraton o. a. Også Englæn­ dernes sunde sans for det ægte og gedigne gjorde sig gældende, idet man lagde hovedvægten på møblernes praktiske brug, med en sund og natu rlig udformning, hvor materiale og form underordnede sig hinanden. Og endelig, men ikke mindst, mahognitræets fremragende egenskaber, som tillod spinklere konstruktioner og finere profilerin­ ger og udskæringer end de tidligere anvendte træsorter , egetræet og valnødden. I begyndelsen var det udelukkende mahogni fra San Domingo, man anvendte, og det hårde, tætte, ensartede og ikke me­ get figurerede træ egnede sig særlig godt til de fine, komplicerede profiler og detailleret billedskærerarbe jde, hvor materialet ikke må trænge sig på. Senere kom også Cuba mahognien frem ca. 1750-60, forøvrigt også Hondurasmahogni , som vel var af ringere kvalitet , men som of test kunne f ås i større dimensioner og er lettere at bear­ bejde og tillige of te smukt figureret. Hen mod århundredets slutning kom pyramidefineren på mode og blev meget efterspurgt. I samme periode anvendtes citrontræ (eng. Satinwood) i stor udstrækning, navnlig som indlægning i mahogni­ møbler.

Anvendelsen af mahogni bredte sig hurtigt ud over Europa og også her i Danmark var den endt og anvendt i slutningen af det 18. årh. ca. 1770. Trods skif tende moder har mahogni siden da beholdt sin stilling som vort fornemste møbeltræ. Den møbelkunst , der i de sidste ca. 30 år er udviklet herhjemme og som nu høster anerkendelse og berømmelse verden over, har sit grundlag i det 18. århundredes engelske møbelkunst , som navnlig Kaare Klint tog op til studier og bearbejdelse. Indtil lige ef ter krigen var det en næsten ren mahogni-stil , og at den siden har skif tet til en alt dominerende teaktræsmode, skyldes sikkert hovedsagelig, at tilf ørslen af Cuba mahogni standsede og de for hånden værende lagre udtømtes.

Ingen anden mahognisort , hverken amerikansk eller afrikansk, kan måle sig med eller erstatte den ægte mahogni. De umådelige mængder mahogni - Domingo og Cuba - der gennem årene har været brugt, ikke blot til møbler og inventar, men til mange andre formål, ikke mindst skibsbygning (alene til dette formål indførte England i året 1846 170.000 tons amerikansk mahogni) har udtømt forrådene, således at Domingo mahognien allerede for mange år siden for­ svandt fra markedet , og siden krigen har der været forbud mod ud­ førsel af Cuba mahogni , idet man vil søge at genoprette bestanden. Der vil dog gå mange år, før der igen kan blive tale om udførsel af nogen betydning , og sikkert ingen nulevende snedker kan gøre sig håb om igen at komme til at arbejde med disse dejlige træsorter. Ligesom den ægte mahogni - Swietenia mahagony - har fået navn ef ter voksestedet: San Domingo og Cuba (og enkelte andre småøer) og veddet i nogen grad har f ået karakter ef ter de stedlige vækstbe­ tingelser , har de øvrige mellemamerikanske Swietenia-arter, navnlig S. macrophylla f ået navn efter deres respektive voksested, Hondu­ ras, Tabasco, Guatemala osv.

Disse arter, der vel kommer den ægte mahogni nær, men dog ikke på nogen måde kan måle sig med den hverken i hårdhed, styrke eller farveskønhed , kommer stadig på markedet i nogenlunde gode til­ førsler, men bliver i høj grad trængt af den afrikanske mahogni. Denne, der blev opdaget i slutningen af det 18. årh., blev først navn­ givet som Swietenia senegalensis (år 1789), men navnet blev senere - år 1830 - ændret til Khaya senegalensis. Ef terhånden opdagede man andre arter, K. ivorensis o. a. Disse mahogni-arter varierer me­ get i farve og struktur, enkelte kan nærme sig den ægte mahogni, men i almindelighed er strukturen grovere og farven mindre ædel. Den bliver dog, ikke mindst på grund af de store og fejlfrie dimen­ sioner, anvendt i meget stor udstrækning.

Den ægte mahogni vokser ikke i samlet skovbestand, men findes ku n enkeltvis spredt i urskoven. (3-5 træer pr. hektar regnes som god bestand) . Her rager det op som en skovens konge. Det kan opnå en alder på 200-300 år og kan blive helt op til 50 meter højt, med en indtil 20 meter grenfri stamme. Det kan blive indtil 3 meter i dia­ meter, men almindeligvis fra 60-200 cm.

Fremskaffelsen, navnlig transporten af urskovstræ frembyder den dag i dag store problemer og vanskeligheder , men i tidligere tider, med de primitive tran sportmidler , har det of te kostet overmenneske­ lige anstrengelser at skaff e mahognitræet frem, særlig da de lettest tilgængelige forråd var udtømt. Det fortælles, at i slutningen af det 1 8. årh., da pyramidefiner var på mode, sendte man ekspeditioner dybt ind i urskoven, hvor man f ældede alle de træer, der indeholdt pyramidedan nelser. Disse stykker blev omhyggeligt huggede ud og møjsommeligt på okse- eller muldyrryg transporteret ned til kysten, mens selve kævlen fik lov til at blive liggende.

Da mere end et halvt århundrede senere banelinjer blev anlagt gen­ nem San Domi ngo, fik man mulighed for lettere transport, og en drif tig mand gav sig til at indsamle disse stammer, som viste sig, bortset fra det yderste lag, at være ganske friske og of te af en meget stor skønhed og kvalitet.

Der er sikkert ingen tvi vl om, at man i tidligere tider, da forrådene var store, fik mahognitræ af helt anden kvalitet og skønhed, end man almindeligvis har set i vor tid . Der går historier om, at det hændte, at snedkerne fik stammer hjem så skønne i struktur og farve, at de simpelthen ikke nænnede at bruge dem, men gemte dem for at gå og glæde sig over dem. Først når de ved ejerens død kom over på andre hænder, kom de til anvendelse.

Til trods for den relativt korte tid mahogni har været kendt og brugt i Europa, er den dog en af de træsorter, der har haf t størst betyd­ ning for møbelkunstens udvikling. Den har gennemlevet mange for­ skellige stilformer og har måttet finde sig i at blive behandlet på mange, mere eller mindre rigtige måder.

De gamle engelske mahognimøbler blev i reglen udført i massivt træ (in the solid) i modsætning til nøddetræsmøblerne , idet nøddetræet i kraf t af sin struktur og dimensioner næsten kræver at skæres i fi­ ner. Derfor findes der også et betydeligt antal mahognimøbler fra den tid bevaret.

Behandlingen af mahognimøblerne kunne vistnok undertiden være shellakpolering ligesom nøddetræsmø blerne. Det var en omstænde­ lig proces, idet møblet blev strøget med shellak med påfølgende om­ hyggelig af slibning indtil 16-18 gange, hvoref ter man polerede til størst mulig glans. Men almindeligv is anvendte man voksbehand­ ling, hvortil man havde forskellige metoder. Det synes, som om man of test forbehandlede med en rød olie for at fremhæve mahogniens røde farve, hvilket kan tænkes som en reaktion mod det gråbrune nøddetræ. Paralleller kan drages indtil vore dage: Mahogni-Teak. Senere har man anvendt almindelig højglanspolering og samtidig bejdset mahognien mere eller mindr e mørk , i perioder næsten sort, hvorved træet fuldstændig mister sin fornemme karakter. Men det tillod at bruge mahognisorter af mindre god kvalitet. Pyramidefiner har været meget anvendt til skabs- og skuff efronter i gamle danske møbler. En overgang i dette århundrede var den afrikanske stærkt stribede Sapeli højt på mode, navnlig til soveværelsesmøbler , mørkt bejdsede og blankpolerede.

De moderne danske mahognimøbler fik lov at beholde deres natur­ lige farve og fik kun en mager politur- eller cellulosebehandling. Derved kom træets struktur og farve fuldt ud til sin ret, og træet fik med tiden sin naturlige farve og patina og en skønhed, som ingen bejdsning kan ef terligne.

Swietenia-arterne samt Khaya-arterne, som alle tilhører familien Meliaceae, er de eneste, som botanisk kan betegnes som mahogni. (Dog muligvis også Entandrophrag ma-arterne, Sapeli, Tiama o. a.) Men i handel og vandel bliver of te alt rødligt træ solgt (og anvendt) som mahogni, for ikke at tale om det utal af møbler, som smarte fa­ brikanter har fremstillet af billige træsorter og bejdset i mahogni­ farve og solgt som mahogni. Et grelt eksempel på forretningsmæssig smartness havde vi under og straks ef ter krigen , hvor mas·ser af bøge­ træsmøbler, bejdsede i farve som Cuba-mahogni , hvad bøgetræet egnede sig godt til, blev solgt, først som cuba-farvet bøg, senere som cuba-bøg og tilsidst kunne man se det reklameret som dansk Cuba. Det var direkte svindel, men der blev sikkert tjent stort derpå i en­ tid, da ef terspørgslen efter Cuba-møbler var stor.

Men med standsningen af tilførslerne af Cuba-mahognien kan man sige, at mahognitræets æra som det fornemme møbeltræ, der kan til­ fredsstille den dygtige håndværker og den kræsne kunde, indtil vi­ dere er forbi.