Nøddetræ - valnød

1. Handelsnavn

Nøddetræ - valnød

Tysk: på roden, Nuss-baum, iopskåret stand, Nussholz (Nussbaum­ holz).

Engelsk: Walnut - Nut-tree. Fransk: Bois de noyer.

Svensk-norsk: Nottetre.

2. Latinsk navn

Juglallls regia.

3. Hjemsted

Oprindelig Orienten, men i oldtiden udbredt til Europa. Vildvoksende på Balkan og i Lilleasien; almindelig skovtræ i landene nord for Middelhavet fra Kaukasus til Spanien og enkeltvoksende over det meste af Europa.

 

4. Massefylde

Nyfældet : 910-920, middel 915 kg pr. m3.

Lufttørrd: 650-81 1, middel 730 kg pr. m3.

5. Farve

Splinten grålighvid . Kærnetræet stærkt varierende fra lys gullig-gråbrunlig og mørkebrun til næsten violet ; kan være kraftig figureret af mørke, indtil sorte tegninger og årer. Desuden forekommer meget u regelmæssige farveaflejringer, der ikke følger strukturen, og som desværre ikke altid er lysægte.

6. Kernedannelse

Nøddetræet har udpræget kærnedannelse og en meget bred splint, ofte op til ca. 2/a af træets tværmål.

7. Lugt og smag

Lugt og smag En karakteristisk, noget ejendommelig bittersød, krydret duft, sma­gen bitter.

8. kernestoffer

Egentlig ingen udover farven, lidt olie og aromatiske stoffer.

9. Årringe

Ireglen tydelige omend ikke skarpt afgrænsede, ofte lidt bølgede og af uensartet bredde og forløb.

10. Porer

Strøporet med tendens til ringporethed , ret store og synlige porer, men af tagende i størrelse ud imod årringsgrænsen.

11. Spejl

Lige under synsgrænsen.

12. Veddets karakter

Veddet er ret fast, ensartet, tæt og middeltungt, ikke særlig hårdt, menstærkt, ret bøjeligt. Det er sejt, hænger godt sammen og har et langt filtret brud, men fliser ikke. Splinttræet er uden tvivl noget af det mest bøjelige træ, vi har, når det ikke er dampkogt. Nøddetræ forekommer såvel slankt som livlig mønstret, flammet og til tider masret, men i de fleste variationer altid mat og glansløst. Ofte med ret store knaster.

13. Slidstyrke

God.

14. Svind

Ret kraftigt. Radiært ca. 5,4 %, tangentialt ca. 7,5 %. Ved hurtig tørring nogen tilbøjelighed til ridser , ellers ikke. Det kaster sig en del under tørringen, men herefter roligt og stabilt.

15. Kløvelighed

Forholdsvis tungt.

16. Bearbejdelighed

Godt at skære og høvle i - undertiden måske lidt sejt eller næsten dødt. Det er let at lime, er søm- og skruefast, i reglen let at pudse, menstøvet, noget tilsmudsende. Meget taknemlig at bejdse og behandle. Spildprocenten ca. 30-40.

17. Antændelighed

Let, - brænder godt og er fornemt kaminbrænde, som giver en yderst behagelig duft i stuen.

18. Holdbarhed

Ikke den bedste; men indendørs og under gunstige forhold - tørt og vel behandlet, kan kærnetræet dog opnå en meget lang levetid. Splinttræet angribes forholdsvis hurtigt af orm.

19. Særlige kendetegn

Træets ret faste og tætte struktur, dets ejendommelige og særprægede lugt, samt de u regelmæssige gråbrune, undertiden næsten sorte farveaflejringer, der ofte giver en kraftig figurering. De ret åbne, næsten jævnt fordelte porer, - dog med en antydning af ringporethed i den ellers lidt udviskede, ofte bølgede årringsgrænse. Normalt er nødde­ træet mat og glansløst.

20. Barken

Lys til mørkere, mat grå. Unge grene glatte, ældre dele tiltagende furede. Stammens nederste del ofte karakteristisk, ligesom mønstret af uregelmæssige, temmelig brede og noget udfladede revnedannelser, undertiden grønlig mosset; barken indeholder garvesyre.

21. Anvendelse

. Anvendelse Fortrinsvis til møbler, inventar og stole, drejer- og billedskærerarbej­der, desuden i store mængder til geværkolber og lignende, og endelig i meget stor udstrækning til finerskæring. Nøddefiner skæres almindeligvis på 6/10 mm på grund af træets sejhed.

Omtrent så langt historien rækker tilbage - i alt fald så længe, der overhovedet er fremstillet møbler i de kendte kulturområder, har nøddetræet været anvendt hertil. Og stadig er det et gedigent møbelmateriale, omend skiftende modeluner med mellemrum , i længere eller kortere perioder, tilsidesætter det til fordel for andre træsorter. Træet er stærkt og sejt, velegnet til konstruktioner, derfor storartet til stole; ensartet tæt og fast, absolut godt til billedskærerarbejde.

Allerede ægypterne kendte nøddetræets egenskaber. På en ægyptisk armstol, dateret ca. 1350 f . Kr., er således benene skåret i massiv valnød, mens ryg- og sæderamme er fineret med valnød, importeret til og fornemt træ i det gamle Ægypten,

I renæssancetiden i Italien og Frankrig anvendtes nøddetræet i stor udstrækning til pragtmøbler, og omkring 1660 afløste det egen som møbeltræ i England.

Valnøddetræets gode egenskaber blev også fundet af rustningsindustrien, der anvendte kolossale mængder til geværkolber, fordi træet ikke flækkede eller blev fliset eller ru under den hårdhændede be­ handling, det var udsat for, og dets mangel på garvesyre gjorde det særlig fordelagtigt , fordi det ikke angreb låsemekanismen.

Nøddetræsbestanden blev herved overalt, særlig under de to verdens­ krige, meget stærkt reduceret, så det i dag er en udpræget mangel­ vare, særlig for godt og pænt træ til møbler, selv nøddefiner, der f ør var smuk og livlig, er nu for største delen trist , kedelig og uden nævneværdig karakter , men til tårnhøje fantasipriser.

22. Bemærkninger­

Bemærkninger Familien juglandaceæ omfatter slægterne valnød = Juglans, Vinge­valnød = Pterocarya, samt Carya Hickory. Valnød - Juglans. Udpræget rakletræ, hvis marv består af tværdelte kamre. Bladene er ligesom andre slægter i denne familie ulige-finnede med gennemskinndige punkter - oliekirtler.

I frugtkødet og i bladene findes et gulligbrunt farvestof »juglon«. Kun hanblomsterne sidder i rakler, der fremkommer enkeltvis på årgamle skud og overvintrer nøgne, som ganske korte knoplignende dannelser.

Hunblomsterne sidder ganske få sammen i spidsen af forårsskuddene Frugten er egentlig ikke nogen nød, men heller ikke nogen almindelig stenfrugt, udvendig består den af en grøn blød kappe, der ved modningen tørrer og revner , herindenfor er den egentlige valnød, med sin gule, hårde riflede skal. Valnødden er altså stenfrugtens sten, indvendig er denne inddelt ved skillevægge, mellem hvilke den spiselige, olierige og næringsrige kærne ligger. Før i tiden samlede man de grønne kapper , mens de endnu var bløde og umodne og fremstillede heraf den egentlige og ægte nøddetræsbejdse.

Valnødderne modnes her i landet, mensjældent i Mellemsverige. Juglans har her i landet ret sent løvspring, forbruger meget vand og næring, er dertil et udpræget lystræ, men er selv stærkt skyggegivende. På fri, men lun og solet vokseplads kan de udvikle sig til pragtfulde træer med en majestætisk og dog let krone. I Sydeuropa, i Tyskland, ja selv i Sønderjylland er det et ofte plantet vejtræ.

Juglans regia kan som 35-årig nå en højde af 8 m og en kronediameter på ca. 10 m, 45-årigt kan træet nå en højde på 15 m og en kronediameter på 12 m. Bladene er små ovale, oftest helrandede, normalt 5-9 stk. pr. stilk og næsten fuldstændig glatte på begge sider. Valnøddetræet dyrkes her i landet især som prydtræ og for dets velsmagende frugter. Arten findes over hele Sydøsteuropa til Himalaya og Kina.

Valnøddetræet er en sydlænding og tåler ikke godt de særlig hårde frostvintre, hvor mange store og sunde træer blev ødelagt af indvendige frostsprængninger , hvis ridser tit var så fine, at de først blev synlige efter træets opskæring og tørring, desværre var stammerne undertiden så gennemrevnede , at de var aldeles uanvendelige. Af hensyn til det ofte meget dekorative og værdifulde ved, som forekommer i stammens allernederste del, f æld.es valnøddetræet hyppigt et lille stykke under jordoverfladen , hvorfor det må frigraves lidt. Rodenden af stammen af kappes herefter i indtil en meters længde, disse ender kan ved skæring til finer ofte give meget smukke, såkaldte »Hoveder «, med en rig, farvemættet og ofte vimret struktur. I visse perioder har sådanne finer været overordentlig populære til sammenskæring i krydsfuge på møbelfronter , plader og dørfyldinger, hvorved en stærk dekorativ virkning altid var sikret. Sandsynligvis er det disse » nøddetræshoveder « , der har givet de rigt figurerede finer skåret af maserknuder - vanrisknuder - det misvisende navn »Rodfiner« trods det, at roden aldrig anvendes til finerskæring, og at maserknuderne altid vokser over jorden , og ofte langt oppe på stammen.

Maserknuder forekommer ikke sjældent på nøddetræer , og finer heraf var i sin tid meget eftertragtet, men var altid dyrt at bruge. Valnøddekævlerne får undertiden efter f ældningen lov at ligge en tid med barken på, hvorved kærnens mørke farvestof fordeler sig til splinten, der da bliver anvendelig. Processen kan fremmes ved kog­ ning og er kendt fra finererne. Det i handelen forekomne nøddetræ bærer i reglen navn efter oprindelse og hjemsted: Kaukasisk, tyrkisk, bulgarsk, italiensk, spansk og fransk, samt amerikansk nøddetræ.

Kaukasisk nød regnedes tidligere for det smukkeste og fornemste og derfor mest eftertragtede på grund af dets kraftige, mørke figurering, der kunne være af stor dekorativ virkning og blev derfor meget anvendt.

Italiensk valnød var mere slank og mere retstribet og anvendtes derfor særlig til friser om den kaukasiske nød, kvaliteten var første klasses, såvel denne som den kaukaisiske nød har vi ikke set her i landet i mange år.

Fransk valnød er i dag den mest anvendte herhjemme, den er lysere og mere grå end de andre og uden særlig karakter og er ofte næsten udelukkende splint af en grå og trist farve, kvaliteten er derfor ret ringe.

Dansk valnød kan være smuk og var ofte ret store træer med en smuktfarvet og karakterfuld kærne, da den ofte var ret knastrig, blev strukturen meget karakterfuld, desværre fandtes der ofte alvorlige fejl, fordi træerne ikke var skovtræer og ikke havde været under forstligt opsyn.

Amerikansk nød, black walnut, Juglans nigra, kommer fra det østlige Nordamerika, træet har en smal gråhvid splint og en mørk rødligbrun, undertiden brunlig violet farvet kærne, der falmer stærkt, porerne er store og åbne, strukturen noget grov og ikke særlig nuanceret, det er almindeligvis noget tværflammet, det kommer her til landet som savfældet vare i aHe tykkelser, bredder og længder , og er meget brugt af møbelfabrikkerne. Træet er middelhårdt , relativt let, lufttørt 580-7 00 kg pr. m3, har en krydret duft og er behageligt at arbejde i. Holdbarheden som europæisk nød.

Juglans nigra dyrkes også herhjemme som prydtræ og parktræ. Det er et højt træ med brun, dybt furet bark. Bladene er ovale, tilspid sede, uregelmæssig savtakkede. Dets noget bugtede grene gør træet interessant og ærværdigt. Det kan under gunstige forhold i løbet af 25 år opnå en højde på ca. 20 m. Væksten er således hurtigere end hos almindelig valnød.

I Nordamerika vokser også det grå »butternut«, Juglans cinerea. Det er et indtil 30 m højt, slankt træ med grå, furet bark , og hvis ved er af noget ringere kvalitet end Juglans nigra. Undtagelsesvis kan såkaldt amerikansk valnøddetræ også være ved­ det af forskellige Hickory-arter.

Også i Japan findes en nøddetræsart, Juglans seiboldina. Denne er dog kun et mindre træ uden vedmæssig betydning.