Avnbøg, hvidbøg.

1. Handelsnavn

Avnbøg, hvidbøg.

Svensk: Avenbok, Annbok.

Tysk: Weissbuche, Hornbaum, Hagebuche, Hainbuche.

Engelsk: Common Hornbeam.

Fransk: Charme, Carpen.

2. Latinsk navn

Carpinus betulus.

3. Hjemsted

Hjemsted Vest- og Mellemeu ropa, nordvestre del af Lilleasien, Kaukasus og nordlige Persien. Nordgrænsen går gennem Vendsyssel og det syd­ lige Sverige, men i kulturer forekommer den dog betydeligt nord­ ligere. Den forekommer også i Amerika.

 

4. Massefylde

Nyfældet: 920-1250, middel 1085.

Lufttørret: 620- 824, middel 722.

5. Farve

Kold, mat gullig-hvid, undertiden med brunlige striber.

6. Kernedannelse

Ingen.

7. Lugt og smag

Ingen.

8. kernestoffer

Veddet indeholder nogen olie, blive-blank-i -snittet.

9. Årringe

Årringene er kun svagt synlige og er meget stærkt bølgede .

10. Porer

Strøporet. Porerne er meget regelmæss ige, og de er meget små, .nær mest under synsgrænsen.

11. Spejl

Hvidbøgen har næsten usynlige ægte marvstråler , men store, brede »falske« marvstråler , der viser sig som kraf tige spejl.

12. Veddets karakter

Veddet er meget hårdt, fast, tæt og tungt. Elastisk, sejt og stif t, knækker i langt brud . Arbejder og kaster sig meget. Er meget mod­ standsdygtigt mod tryk, da fibrene i stedet for at knække bøjer sig som tråde. Hvidbøg, der har vokset på fugtig jordbund, bliver hvi­ dere i farven, men noget blødere i veddet.

13. Slidstyrke

Slidstyrken er meget stor. På grund af olieindholdet bliver veddet blankt og glat ved slid.

14. Svind

Hvidbøgen er en af vore hjemlige træsorter, der har det største svind.

15. Kløvelighed

På grund af den uregelmæssige vækst er den tungt kløvelig.

16. Bearbejdelighed

Hvidbøgen er af vore hårdeste træsorter (den kan være så hård som Ibenholt) og er derfor ret tungt bearbejdelig. Den lader sig høvle til en glat, blank overflade, den limer godt, og søm og skruer holder godt.

17. Antændelighed

Forholdsvis let antændelig. Brænder godt med meget stor varmeevne.

18. Holdbarhed

Holdbarheden mod orm og råd er ringe. Stammerne skal opskæres straks ef ter f ældningen for ikke at rådne, ligesom den skal stables meget omhyggeligt, da den ellers let bliver misfarvet. Ved stadigt brug er sundt træ dog ret holdbart, også udendørs (redskaber o. L)

19. Særlige kendetegn

Den hvidlige farve, det tunge, tætte og hårde ved med de ejendom­melige bølgede årringe.

20. Barken

Barken er glat, lysere eller mørkere sølvgrå. Den kan minde om bø­ gens, men adskiller sig tidligt fra denne ved sine karakteristiske langsgående furer.

21. Anvendelse

Hvidbøgen egner sig ikke til møbelfremstilling på grund af sin tilbøjelighed til at arbejde og kaste sig. Den er et foretrukket mate­ riale til mange slags værktøj og redskaber som høvle og høvlsåler, værktøjsskæfter, knipler, skruespindler o. l. Anvendes til valser og andre maskindele, trætandhjul, hvortil det ved sin trykfasthed og slidstyrke er særdeles egnet. Bruges meget i klaverindustrien bl. a. til tangenter. Anvendes tillige til landbrugs­ redskaber og endvidere til drejerarbej,der, paraplystokke, skomager­ læste og skomagerpløkke.

I de gamle vind- og vandmøller anvendte man Hvidlbøg til tænder (mølleknage) i disses trætandhjul. De var utrolig slidstærke og hold­ bare og fordrede ingen smøring. I de senere år er Hvidbøgens anvendelsesområder blevet noget be­ grænsede ved fremkomsten af nye metallegeringer og kunststoff er, plastic , der på mange områder er Hvidbøgen overlegen.

22. Bemærkninger­

22. Bemærkninger Avnbøgen eller Hvidbøgen tilhører Hasselfamilien, Corylaceae, og har intet som helst familieskab med Rødbøgen , med hvem den kun har navnet tilf ælles. Den skal være et af de sidste løvtræer , der er indvand ret til Norden syd.f ra. Den vokser på den mest vekslende jordbu nd , men trives bedst på kalkholdig, sandblandet lerjord . Den findes mest indblandet i andre løvtræsbevoksn nger (eg - bøg) og forekommer sjældent i ren bestand . Her til lands er den ef terhånden ret sjælden, men. er almindelig i Sydsverige (Den største bevoksning findes på Øland og strækker sig over ca. 7 ,5 ha). Da den udmærket tåler at skæres ned og tillige sætter rigeligt med sideskud, er den udmærket egnet og meget anvendt som hækplante. Avnbøgen er sambo (han- og hunblomster på samme træ), den blom­ strer samtidig med løvspringet. Blomsterne sidder i rakler . Frugten (nødden) er omgivet af et trefliget skærmblad, der tjener som svæve­ apparat ved frøspredningen. Bladene er Illærmest ægrunde, dobbelt savtakkede, foldede, lyse- eller mellemgrønne. Stammen er påfaldende vulstet, den kan undertiden se ud, som om den var sammenvokset af flere tynde stammer (deraf de bølgede år­ ringe).

Den. bl.iver sjældent mere end 20 meter høj og opnår kun sjældent en stammediameter på omkring en meter. Almindeligvis bliver den ikke over 150 år gammel. Avnbøg-slægten tæller ca. 20 arter, hvoraf kun 2 forekommer i Eu­ ropa, nemlig foruden Carpinus betulus, den orientalske Avnbøg, Car­ pinus orientalis. Carpinus betulus kan forekomme i forskellige varieteter , der i vokse­ måde og bladtyper af viger fra hovedformen:

var: fastigiata, en vildtvoksende pyramideform , der bl. a. forekom­ mer i Skåne og Blekinge.

var: incisa, med dybt fligede blade, dyrkes som parktræ. Desuden forekommer forskellige hænge- og blodbladsformer .

Hop Hornbeam. (Ostrya virginiana). Har hjemme i Amerika, hvorfra den er indført til England, hvor den findes i spredte eksemplarer. Den kaldes undertiden »Ironwood« (Jerntræ). Veddet er tungere og hårdere end Hvidbøg, men ligner denne i ud seende og anvendes på samme måde. Er ikke i familie med Hvidbøgen.

Steinbuche. (Ostrya carpinifolia). Forekommer i Sydeuropa og Lilleasien.