Gamle PH-tegninger vækkes til live

19.11.2015 - kl. 14:06 | Af Redaktionen

365design PH

En række efterladte tegninger fra den anerkendte arkitekt Poul Henningsen bringes nu til live. Det bliver det familieejede møbelsnedkerfirma B. Roed-Jensen, der skal stå bag udviklingen.

I øjeblikket er det familieejede møbelsnedkerfirma B. Roed-Jensen midt i et historisk projekt. Med Bjarne Roed-Jensen i spidsen har firmaet fået til opgave at genskabe møbler fra henlagte tegninger af den anerkendte danske arkitekt Poul Henningsen.

”PH var en god designer, men absolut ikke nogen god konstruktør. Så vi skal finde løsninger, der gør, at man kan bruge bordene, uden at de rasler,” udtaler Bjarne Roed-Jensen i et interview til Euroman.

For Bjarne Roed-Jensens søn, Kristian, der også arbejder i snedkerfirmaet, er denne opgave af helt særlig karakter:

”Det er jo dansk kulturarv. Det kan godt give lidt ærefrygt. Så strammer man sig lidt ekstra an. Den skal sidde lige i skabet,” siger han.

De gamle Poul Henningsen tegninger ejes i dag af PH Furniture. Deres ønske er at sælge møblerne fra deres flagship store i Bredgade i København. De håber derudover, at de nyskabte møbler vil kunne afsættes i flere butikker rundt om i landet og potentielt uden for Danmarks grænser.

De producerede prototyper vil bestå af fire borde og to reol-kommoder. Som det ser ud nu, vil møblerne komme i handlen inden for første halvår af 2016.

Kilde: Euroman

Se den originale artikel på 365design:

http://365design.dk/nyheder/gamle-ph-tegninger-bringes-til-live/