Eg, sommereg, stilkeeg, egetræ.

1. HandelsnavnEg, sommereg, stilkeeg.Norsk: Eik. Svensk: Ek. Tysk : Eiche. Engelsk: Oak. Franks : Chine a grappe, Chagne.
2. Latinsk navnQuercus pedunculata, – robur –
3. HjemstedEuropa og lignende tempererede zoner kloden rundt. 
4. MassefyldeNyfældet: 870-1 280, middel 1075 kg pr. ms.Lufttørt: 530-1030, middel 780 kg pr. ms.
5. FarveLys grålig, undertiden svag brunlig eller svag grønlig, farven er lys­ ægte, men bliver mørkere og mere gråbrun med alderen. Splinten er lys og egentlig farveløs.
6. KærnedannelseKærnen er tydeligt af grænset.
7. Lugt og smagSur og bitter, særlig i grøn tilstand.
8. KærnestofferOlie, farve og almindeligvis ret store mængder garvesyre.
9. ÅrringeKraftigt markeret , typisk ringporet.
10. PorerMeget store, danner en tæt ring i begyndelsen af forårsveddet.
11. SpejlUalmindelig store og tydelige såvel radialt, tangentialt som hori­ sontalt.
12. Veddets karakterRet tungt, tæt, fast og sejt , knækker almindeligvis i et langt brud. Er det meget smalringet, knækker det derimod i kort, vinkelret brud.
13. SlidstyrkeEkstra god, men af tager med rumvægten og denne igen med årrin­ genes bredde.
14. SvindRadiært 4 °/o, tangentialt 7 ,8 0/o.
15. KløvelighedRet let kløveligt .
16. BearbejdelighedDe fleste milde smalringede egesorter er lette at bearbejde med alt skærende værktøj, hvorimod de bred ringede og den amerikanske rødeg er meget seje og hårde, god at lime, søm og skruer holder særdeles godt, god at bejdse og lakere, lader sig, på grund af garve­ syre-indholdet, ammoniakrøge.
17. AntændelighedAntændelighed Tungt antændeligt, soder ved forbrænding, men dog meget værdi­fuldt som brændsel.
18. HoldbarhedHoldbarhed Overfor angreb af orm og råd hører egetræets kærneved til de aller­bedste og mest holdbare træsorter , derimod angribes splinten hurtigt og er derfor uanvendelig.
19. Særlige kendetegnSærlige kendetegn Særlig karakteristisk for eg er de meget store spejl , den sure kryd­rede lugt af garvesyre, og det,s udprægede ringporethed af store åbne porer.
20. BarkenBarken På unge stammer glinsende blank, glat og gulliggrå, senere brungrå og stærk revnet, på gamle træer dybe til dels sammenløbende langs furer, der giver egen et særligt robust udseende og et uigennemtræn­geligt panser.
21. AnvendelseAnvendelse På grund af sin store slidstyrke, bærekraf t og holdbarhed, såvel in­den som udendørs og i vandet, anvendes egen overalt, hvor der stil­ les særlig store krav til træmaterialet og overgås kun af ganske f å træsorter. Brobygnings- og bolværksarbe jde, skibs- og bådebyggeri, jernbane­ sveller, hegnspæle, brolægningsklodser, karosseri og karetmagerar­ bejde, bødkerarbejde, parketstave o. m. a. På grund af egens smukke struktur er det meget skattet som træ til møbler, inventar og i særdeleshed til stole, desuden til kirkelige skulpturarbejder og lign.
22. Bemærkninger­Man regner med, at der findes ca. 200 egearter. De to mest alminde­lige, som vokser her i Skandinavien, er: sommereg og vintereg; de adskiller sig dog ikke meget fra hinanden, hvad veddet angår, kun i botanisk henseende er de noget forskellige. Sommereg eller stilkeeg (Quercus robur eller Quercus pedunculata) har f ået navnet stilkeeg fra dens frugt – agern – som sidder på en 3 til 8 cm lang stilk, latinsk pedunculus. Bladene er meget karakteristiske, store, langagtige og kanten dybt udtunget med afrundede flige, noget usymmetriske, glatte og kraftigt grønne. På stilkeegen begynder bladene med en ørefliplignende lap ved stilken. Træet bærer først frugter i 40-50 års alderen og er først f ældningsmodent i en alder af 160-200 år, den kan da nå en højde på 30-35 m og 1,5-2 m i stammetræsnit, almindeligvis er egen temmelig lavstammet. Egen er et udpræget kyst- og lavlandstræ og har i Europa sin største udbredelse i landene omkring Donau.Vintereg, drueeg eller steneg (Quercus sessiliflora). Dens frugter sid­ der på en kort stilk og sidder med tre eller flere i klaser, deraf nav­ net drueeg. Bladene er på oversiden glatte og glinsende, på under­ siden kan de om foråret være lidt behårede, de er ikke så dybe i fligene som på sommeregen, men løber kileformede ind mod stilken. I subtropisk klima er den stedsegrøn, og hos os beholder den de visne blade vinteren over, deraf navnet vintereg. Den er også almindelig­ vis lidt mere højstammet og mere retvokset end sommeregen. Veddet er som regel mere hårdt og mindre elastisk, spejlene er temmelig kraf tige, og splinten er ikke særlig klart af grænset fra kærnen. Vægt 800 kg pr. ma.Østrigsk burgunder eller tyrkisk eg. Tysk: Zerreiche (Quercus cerris). Hjemmehørende i Midt- og Sydeuropa, særlig Ungarn, Kroatien, Spanien, Sydfrankrig og Italien. Veddet minder lidt om vinteregens, det er temmelig tungt, har gulbrun splint og rødligbrun kærne samt talrige karakteristiske brede, røde spejl. Det er tungt kløveligt, men ikke særligt holdbart, kun under vand og til jernbanesveller kan det anvendes; det har meget of te frostsprængninger og bruges da også mest til brændsel. Vægt 850 kg pr. m3.Ungarsk eg eller Zigeunertræ (Quercus hungarica).Hjemmehørende i det sydøstlige Europa, Ungarn og Siebenbiirgen . Veddet er meget groft og kraftigt og uegnet til møbelarbejde, men brugeligt til karetmagerarbejde , parketgulve, jernbanesveller og grubetræ. Vægt 800 kg pr. ms.Korkegen (Quercus suber) og en anden fransk art (Quercus occiden­ talis), der kun i mindre grad anvendes. Korkegens hjemsted er i det sydlige Spanien og Portugal samt i Marokko og Algier, den træff es dog også på Korsika og Sardinien. Denne egeart bliver udelukkende dyrket for barkens skyld, som er et meget efterspurgt isoleringsmate­ riale i det moderne byggeri samt til flaskepropper, korkgulve o. m. a. Den årlige korkproduktion ligger omkring 400.000 tons. Når kork­ egen er 25-30 år, foretages den første skrælning, denne kork kaldes jomfrukork eller virginiakork, den er for knudret og kløftet til prop­ per og bliver mest anvendt som korksmuld. Selve skrælningen fore­ går ved, at man med en særlig tobladet økse hugger et snit rundt om stammen forneden og et tilsvarende snit højere oppe et stykke under hovedgrenene, disse to snit forbindes med to eller flere lodrette snit, hvorefter stykkerne kan brydes løs med specielle stokke, det arbejde skal gøres varsomt for ikke at ødelægge bastlaget , da træet ellers li-· der skade. Disse skrælninger foregår i juni og juli måned, da er træet mest modstandsdygtigt. efter en halv snes års forløb kan træet skrælles påny, og dette gentages hver 10-12 år, indtil træet bliver 50-100 år, da vil korken være af så ringe en kvalitet , at det ikke kan svare .sig at bryde den mere, hvorefter træet fældes. Dens ved er af så ringe kvalitet , at det kun benyttes som brænde .Fransk eg, sorteg, krumeg eller den behårede eg (Quercus pubescens). Dens hjemsted er ved Adriaterhavskysten, men findes også i mindre mængder i Baden og Alcas samt i Sydschweiz. Denne egeart bliver i kke særlig høj, men er overordentlig krumtvoksende. Den er meget tungt kløvelig og ikke særlig elastisk , men overgår alle andre arter i fasthed og holdbarhed. Den anvendes mest til bådebyggertræ. Vægten er 930 kg pr. m3. Bladene bliver undertiden hvidhårede på undersiden (deraf navnet: den behårede eg).Amerikansk rødeg. Engelsk: Red-Oak. (Quercus borealis og Quercus rubra. Denne sort blev indført t i l Europa 1740 og er ved at vinde indpas i de danske skove; den er meget hurtigvoksende, i 20 års al­deren 10-12 m høj. Den er nøjsom og kan vokse i sandet jord, sam­tidig er den retvoksende og af sætter sine grene meget regelmæssigt. Bladene er store, temmelig dybtfligede og spidse og bliver om efter – året gyldenrøde til kraftigt røde. Veddet er temmelig groft og slankt, svindet er radiært 4,5 0/o, tangentialt 8,7 °/o. Vægten: Nyfældet 1080 kg pr. m3, lufttør 640 kg pr. m3. Den fås i ret store dimensioner og meget fejlfri, er meget slidstærkt og egner sig for rationel produktion, men dog ikke så godt for møbelarbejde. da det mangler den milde og smukke karakter, som kræves af eg til møbelfremstilling. Den røde farve falmer stærkt. Da garvesyreind­ holdet er meget ringe, egnet det sig ikke for ammoniakrøgning og er ganske uanvendeligt til udvendigt arbejde.Scharlach-eg, (Quercus coccinea) er en egeart, som vokser i Nord­amerika og omkring Middelhavet; den minder en del om rødeg, dens blade er store og meget dybtfligede og spidse. Træet er temmelig ret­ voksende og bliver op til 30 m højt. Af veddet udvindes der rødt farvestof . Den er vært for skjoldlusen (Chermes ilicis).White Oak, (Quercus alba) har sit hjemsted i det østlige Nordame­ rika, fra Quebec og Minnesota til Florida. Rumvægten er 7 50 kg pr. m 3. Splinten er lysebrun til strågul, kærnen lys til mørkere gråbrun, der indføres en del af denne eg her til landet.Spessart-eg, (Quercus sessiliaflorce). En særlig langsom vokset eg fra egnene i det sydvestlige Tyskland, specielt fra Spessart. Denne eg er overordentlig smalringet og derfor mild og let, men meget kort i bruddet. Farven er lys gulligbrun, svag rødlig, og fremkommer på markedet i brede og næsten knastfrie dimensioner. Før man lærte at af spærre blindtræet til bedre finerarbejde , anvendtes den milde, rolige og ensartede Spessart-eg som blindtræ – selv til flygellåg. Træet var fortrinligt at finere på og blev meget anvendt såvel i Frankrig som England til de fornemste møbler og lignende. Nu er der ingen større efterspørgsel efter denne milde, men sprøde eg udover til større kirkeskulpturer.Cassanus eg er en fransk steneg, der vokser i egnen omkring Limoges (Limosj), det er ikke langt fra cognac-distrikterne, og her anvendes det til fremstilling af vinfade på 300-400 liter til lagring af vin destillat. Denne eg er med til at give den fine aroma, som kendetegner en god cognac.Moseeg benævner man en eg, som gennem længere tid, almindeligvis adskillige hundrede år, har ligget i myr eller jernholdigt mosevand , det får derved en meget smuk mørk , gråbrun, of te hel sort farve. Denne eg er meget vanskelig at tørre, da den er tilbøjelig til at revne i spejlene. Den må da, lige så snart den er taget op af mosen, skæres op, altid spejlskåret og aldrig i for store tykkelser.Silkeeg (Grevilla robusta og Grevilla sublinus). Denne art bliver fejl­ agtigt kaldt for eg, botanisk hører den ikke med til egearterne. Dens ved er meget mildt gulligrødt, og den kendetegner sig særligt ved sine mange korte og brede spejl.japansk eg (Quercus grosserrata). Kvaliteten god, minder meget om dansk eg, dog muligvis noget mørkere i farven, er sjældent bredrin­ get. Er med mellemrum indført her til landet som savfalden vare og i ret store mængder i forskellig længde, bredde og tykkelse.Parisereg. Dette er en handelsbenævnelse for forskellige milde euro­pæiske egesorter, som sælges kantskåret i l “-2” planker i korte længder .
23. HistorieHistorie: Egen er også i Skandinavien et urgammelt træ og var således i sten­ alderen det herskende skovtræ her i landet, og det bevarede herre­dømmet langt op i den historiske tid. Egen er kommet sydfra sam­ men med ær, abild, fuglekirsebær, kristtorn m. fl. og har i middel­ alderen fuldstændig fortrængt den gamle nordiske skov, der bestod af asp, birk og skovfyr.I det 16. århundrede var egen stadig det dominerende træ i de endnu store skovarealer, men på den tid var forbruget af egetræ meget stort, dels til de mange orlogs- og koffardiskibe og dels til husbygning lan­ det over. Det tyndede derfor alvorligt ud i skovenes egebestand . Af sparehensyn forbød Christian den IV derfor at anvende egetræ til bulhuse.Der blev også frådset med egetræ til brændsel, såvel til jernudsmelt­ ning af myremalm som til saltsydning og ødslet med brændet til privatforbrug såvel i hjemmene som på herregårde og slotte. Det nævnes således, at der til Krogen slot i Helsingør årlig blev brugt 1540 læs brænde, og at der i året 1594 på Københavns slot blev an­ vendt 7700 læs brænde.På den tid var skovene jo ikke under forstlig røgt og pleje, men var bønderskov e, der blev brugt til ophold for kreaturer og svin. Ege­ træerne, der i forvejen er lystræer, stod så spredt, at deres kroner almindeligvis ikke nåede hinanden, hvorfor græsset rigtig kunne tri­ ves i bunden af skoven. Herved blev træerne korte og knudrede i stammen og med grene langt ned. Nogen foryngelse af skoven kunne der vanskeligt blive, fordi svinene åd den nedfaldne olden, og nye spæde træer blev let trådt ned af kvæget eller af græsset.Egeskoven gik derfor langsomt sin undergang i møde, og da bøgen nu så småt begyndte at brede sig ud over landet, kvalte den resten af egene ved at overskygge disse, således at kun ca. 4 °/o af Dan­ marks skovareal i dag er egeskov.I en moderne egebeplantning bliver der efter f å års forløb plantet en underskov af hyld, kræge, hvidtjørn , hassel, narv, slåen, benved, hæg, avnbøg m. fl. De unge egetræer stræber da op efter lyset og bliver herved slanke i stammen, der nede i den dunkle underskov ingen ten­ dens har til at af sætte vanris, derfor er egekævlerne af i dag slanke og næsten uden knaster.Vor største gamle egeskov i dag er Hald egeskov ved Viborg, der nu er fredet. Ved Charlottenlund slot findes ligeledes mange gamle ege fra en tidligere egeskov og rundt omkring i landet findes endnu spredte rester af de gamle skove, bl. a. kan nævnes egene i Jægers­ pris nordskov, der ved en moderne beregning af skovridder Just Hol­ ten har vist sig at være langt ældre end tidligere beregnet. Konge­ egen, der har en diameter på ca. 31/2 m, er bestemt til mindst 1500 år og Storkeegen noget mindre. Af gamle skønne og stadig sunde ege på 500, 600, 700 år findes der adskillige rundt omkring i landet.Også i mytologien har egen spillet en stor rolle, dette mægtige træ med sin dybt furede og knortede bark, sine kraf tige, krogede og trod sigt vredne grene giver let træet et vildt, dristigt og dæmonisk ud­ seende, men kan samtidig være af meget stor skønhed.Intet under, at de gamle kæmpeege gennem tiderne har gjort et stor­ ladent indtryk på menneskene og har affødt dyb ærefrygt. I århun­dreder havde slægtled efter slægtled set dem springe ud hvert forår med løv lige så grønt som i middelalderen.Allerede i Det gamle Testamente omtales egen. Således talte Abra ham i Mamrelund med Herrens engle i skyggen af en eg, Herrens engle talte til Gideon under en eg, Saul begravedes under en eg osv. Intet under at man tiltroede egen mystiske og overnaturlige kræfter, og at man har ladet guderne tage bolig i de gamle kæmpeege .Hos de gamle grækere regerede Zeus – himlens øverste gud – fra egene, hvorimod det hos romerne var Jupiter, og hos germanerne var egen viet tordenguden Donar, herhjemme guden Thor. Man havde gennem tiderne bemærket, at lynet slog of tere ned i egen end i andre træer – årsagen hertil er dog, at egens pælerod går dybt ned i grundfugtigheden .Egen betragtes således fra de ældste tider som et helligt træ ; Esaias dadlede således Israels folk, at de dyrkede af guder i hellige egelun­ de, og Ezekiel taler om af gudsaltre ved hver tyk eg.Også herhjemme havde man mange hellige, undergørende ege og hellige egelunde. Der findes flere bøger, der fortæller om alt, hvad der skete sådanne steder: spøgeri, hekseri, trolddom, undergørende helbredelse, urkraft, gudsdyrkelse osv.Her skal gengives nogle enkelte autentiske historier:Præsten Helmont fra Bosow havde på en rejse opdaget en hellig ege­ lund og indberettede det for biskop Gerald i Oldenburg. Lunden lå på en slette, og midt inde i lunden fandtes nogle ældgamle, hellige ege, der var viet egnens guder. Egene var omgivet af en søjlehal samt et træhegn med to pragtfulde porte. Biskop og præst med følge mødtes den 8. januar 1156 for at ødelægge lunden. Biskoppen sprang af hesten og opildnede følget ved selv med sin lanse at sønderbryde portene, derefter blev der sanket brænde om de hellige træer, og hele lunden blev afbrændt. Bispen og følget frygtede dog for at blive stenet af befolkningen.Egen var ikke alene et helligt træ, men regnedes også for meget nyt­tigt og værdifuldt på grund af dens olden, derfor blev den tyv, der beskadigede disse gamle træer ved at flå barken af den, efter loven straffet på det grusomste ved at få tarmene trukket ud af livet og vundet om træet.En anden form for hellige ege var de såkaldte hultræer, hvis grene var vokset således sammen, at de dannede et hul, trak man en syg herigennem under et særlig mystisk ritual , forsvandt sygdommen. Kuren blev især brugt til børn, der led af » Skjaver « – engelsk syge- og svagfødte børn.Sådanne hultræer findes stadig ved Ebberup i Merløse herred og i Gammelskov ved Karise og adskillige andre steder over hele landet. I Ebberup skulle børnene stiltiende tre torsdage i træk f øres gennem hultræet, derefter bandt man stykker af den syges klæder fast til træet, for at dette kunne indsuge sygdommen.I Darup skov er der en sådan hellig eg – et hultræ – hvortil der valfartedes langvejs fra. Endnu omkring 1900 var den stadig be­ hængt med klude.Man opfattede kuren symbolsk som en fødsel på ny og mente ved handlingens mystik og egetræets undergørende livskraft og styrke at kunne f å den syge genfødt som et sundt og stærkt menneske . Utallige er variationerne og trylleformularerne , hvorunder denne handling er blevet foretaget.Men også i egetræets bark, blade, ved og saft var der mystiske kræfter tilstede og lægedom at hente.Ville man forgøre en uvens bøsse, så den ikke mere kunne ramme, skulle man , når man hørte et skud fra denne, af skære en græstørv omkring sin højre fod, vende græsset nedefter og drive en egepind gennem tørven og ned i jorden , samtidig skulle man sige en trylle­ formular, og det hele skulle ske i fandens navn; herefter kunne bøs­ st:n aldrig mere ramme.Sdv brystsyge – lungetuberkulose – kunne kureres. Om foråret skulle man udsøge sig en smuk og kraftig eg, nede ved roden skulle der i stammen bores et hul, der skulle træffe marven, den syge skulle så drikke den udstrømmende saft, men gik træet ud, døde den syge, groede træet derimod videre, ville den syge ikke alene komme sig men også få egens kraft og styrke.Bladene har mange anvendelser for eksempel mod rosen, for megenstolegang, tandsmerter, brokskade, ja selv mod pest, dog med den lille tilføjelse – næst Guds hjælp.Barken har også adskillige anvendelser mod de særeste og yderst forskellige sygdomme, ja selv savsmuldet er anvendeligt.En kone var så ilde plaget af lopper, at hun klagede sin nød over dette; da sagde en snedkersvend , at dette skulle han kende hende gode råd for; hun skulle tage egesavspåner i en sort potte, pisse på det og sætte potten ind under sengen i tre uger. Midlet hjalp; da hun senere så til potten, var alle lopperne i savsmuldet. – Urinmættet savsmuld har alle dage været et meget eftertragtet opholdssted for lopper.Intet andet træ har været omgivet med så megen mystik og overtro som de gamle ege, det er derfor intet under, at ved kristendommens indtrængen blev egetræet bandlyst som et opholdssted for djævlen og alle hans onde magter; senere blev egen dog taget til nåde, hvad man kunne se af, at mange af de gamle ege blev behængt med bil­ leder af gusmoderen »Jomfru Maria «.Altså, også her blev den gamle prøvede metode anvendt med at an­ bringe de nye guder på de gamles plads.Man må hæge den eg, hvorunder man skal bo. Af piletræ falder ingen egespåner.De store ege i skoven stå, når de ud i stormen falde,da slår de ned både hassel og birk og andre små ypern med alle.Moseegen. Dens forekomst, opskæring og tørring.Fra de ældste tider og helt op til det 20. århundredes begyndelse har træ sammen med tørv været det naturlige og væsentligste brændsels­ materiale. Opvarmning af beboelsesrummene har altid under vore himmelstrøg været en bydende nødvendighed i den kolde årstid.I de fleste moser landet over blev tørveskæring da også et alminde­ ligt forsommerarbejde, der helst skulle udføres inden Set. Hans for at sikre, at det nødvendige kvantum tørv blev tørre til den kommende vinter.Under begge verdenskrigene, men især under anden, hvor tilførslen af udenlandsk brændsel blev overordentlig knap, optoges en betyde­ lig og mere industriel præget tørveproduktion. Effektiv mekanisering muliggjorde nu en langt dybere udgravning end tidligere, ofte helt til mosens bund. Herunder stødte man stedvis på gamle til dels be­ varede træstammer, især ege, hvilke var til stor gene for tørvetilvirk­ningen . Reglen var of te, at arbejderne fik træet for at f jerne det, og mangen god egestamme er sikkert endt i kakkelovnen.Hvordan kan nu disse. of te ret store træstammer være havnet her i mosen? Hvor gamle kan de være, og hvad har betinget , at de er be­ varet så friske? For snedkeren med interesse for træ bliver nysgerrig­ heden stærkt vakt, når han stilles over for dette ældgamle materiale. Mærkværdigvis findes der, indtil dette skrives, intet steds tilgænge­lige eller blot nogenlunde konkrete oplysninger om moseegens forekomst, eller om hvad disse gamle træer måske kunne berette fra en fjern fortid.Statsgeolog, dr. Johs. Iversen, Danmarks geologiske Undersøgelse.Charlottenlund, har imidlertid på studiekredsens foranledning, be redvilligt givet følgende oplysninger:Tiden efter den sidste istid er efter træernes indvandring og udbredelse delt i en række perioder; ganske groft kan man tale om fyrre­ tiden, egetiden og bøgetiden. Moseeg stammer fra de sidstnævnte to perioder eller udtrykt i årstal fra omkring 6000 f. Kr. til op i historisk tid (800-900 e. Kr.). Moseeg optræder dog ikke lige hyppigt in­ den for dette lange tidsrum. Særlig meget moseeg findes i de såkaldte»begravede skove« på bunden af forsumpningsmoser, og disse hid­ rører for størstedelen fra begyndelsen af jernalderen og er således omkring et par tusinde år gamle (udstrakte forekomster findes især i Nordjylland f . eks. i Lundergårdmosen ved Kås).Væsentligt ældre ( 5000-6000 f. Kr.) er de skovlag, der er begravede af havaflejringer. De stammer fra en tid, da havspejlet viste en hur­ tig stigning, og findes overvejende ved flade kyster i den nordlige del af landet, desuden på lavt vand i Øresund nær København.I små moser, der har været søer, ka n man finde egestammer fra alle mulige tider, idet de har stået ved kanten af bassinet og er væltet ned i søen eller sumpen og her gået tilbunds.Under normale forhold vil et væltet træ, der bliver liggende oven på jorden forholdsvis hurtig formulde, takket være svampe- og bakterie­ angreb, disse organismer kræver dog ilt for at kunne udføre deres nedbrydende virksomhed, derfor er en stamme, der til stadighed er omgivet af iltfattigt vand eller dynd, velbeskyttet mod forrådnelse. Træer, der vokser ved kanten af en sø og af stormen væltes ned i denne og her synker tilbunds i dyndet, vil derfor være velbeskyttet og uangrebet op gennem tiderne.Ved tørvegravning i moser finder man undertiden trugformede ege­ stammer, der fejlagtigt opfattes som »stammebåde«, men i virkelig­ heden hidrører fra væltede egestammer, hvis nederste del har ligget i det konserverende dynd, mens den øvrige del til dels har ligget over vandspejlet, denne opadvendte del er da formuldet af mikro­ organismer og forsvundet.I moser, hvor vandet reagerer stærkt surt, hvad der of te er tilfældet i højmoser, hvor jorden er kalkfattig, kan vandet være stærkt jern­ holdigt, og dette vand indgår da en kemisk forbindelse med garve­ syren i egetræet og danner jernsaltet: ferritannat (blæk), der kan gøre egetræet helt sort.I modsætning hertil ser moseeg, der er konserveret i en mose med hurtigvoksende sphagnummos (hundekød), der indeholder humussyre, meget friskere ud, og farven kan variere fra ganske lys gråbrun til en kraftig brun tone.På bunden af de sure højmoser findes of te »de begravede skove« ved en forsumpning eventuelt en sænkning af terrænet, i forbindelse med en klimaforandring er egeskoven pludselig gået til grunde, væltet og sunket i jorden, det sure tørvemos har hurtigt bredt sig ud over alt og været en meget medvirkende årsag til træets hurtige konservering.Mosevandets jernindhold hidrører almindeligvis fra udvaskning af de sure jordlag og kan stedvis lade sig udskille i form af myremalm (brunjernsten-limonit- j ernhydroxyd).Alle jordarter, ler, sand osv. indeholder oprindelig vekslende mæng­ der af bl. a. kalk, jern og mangan. Ved jordens forvitring opløses først kalken, og så længe jorden endnu indeholder kalk, kan vandet i jorden ikke blive rigtigt surt, og jernet, der kun opløses i surt vand, forbliver i jorden.Når kalken derimod er opløst, bliver vandet let surt, og jern og man­ gan opløses og indgår i det cirkulerende vand, som altid vil søge til lavtliggende mosedrag.På Geologisk Institut er foretaget analyse af 2 forskellige stykker moseeg, det ene meget mørkt og tungt, det andet lysere og mere let. Det mørke viste 0,4 °/o aske, heraf 18,7 °/o jern, 0,11 6/o mangan og 4,8 °/o kiselsyre. Det lyse lette 0,2 0/o aske, heraf 12,2 °/o jern, 0,1 0/o mangan og 7 ,6 0/o kiselsyre.Der er altså et væsentligt større jernindhold i den mørkere end i den lysere moseeg, især hvis man også tager hensyn til det større aske­ indhold.Stammer nu sådanne 2 stykker træ fra samme mose, hvor vandets jernindhold ikke er af vigende, må farveforskellen (og vægtfylden) vel hidrøre fra træets egne Kærnestof er og individuelle beskaffenhed. Formodentlig har mange af de fundne træer været gået ud og endnu en årrække stået på roden, inden de, udtæret af vind og vejr, er styr­ tet om. Det må derfor antages, at en stor part har været mere eller mindre ødelagt, inden konserveringen i mosen er begyndt.En stor del har dog haf t så megen garvesyre i behold, at de i forbin­delse med det jernholdige vand har opnået en næsten sort farve, mens andre stærkere nedbrudte ikke i den grad har kunnet omsætte jernet og derfor er forblevet lysere og i reglen mere lette.Er man under gravningen i en mose stødt på en tilsyneladende hel og forholdsvis glat egestamme af en nogenlunde tykkelse, og den derfor skønnes anvendelig til gavntræ, skal den helst blive liggende i mosevandet, ellers må den holdes tildækket med våde sække eller lign., indtil der er truffet af tale med savværket om opskæring. efter optagningen kortes kævlen over i hensigtsmæssige længder, spules grundig ren for jord og sand og føres herefter straks til saven for at skæres op. Udsættes det dyngvåde træ i sommervarmen for en hastig overfladetørring, vil dette straks f å dybe ridser og revnedannelser , hvorved store dele af træet ødelægges.Som vist på tegningen skæres der således, at man opnår mest muligt spejlskåret træ og slet ingen planskårne tykkelser, da disse kaster sig meget stærkt og ødelægges af revnedannelser og kraf tige uregelmæs­sige sprængninger. Er kævlen stor, skæres størstedelen i 20-25 mm tykkelser, og lige i midten ka n da skæres en marvplanke på ca. 45 mm tykkelse. Såvel marvplanken som de øvrige tykkelser marvskæres straks for at undgå længdesprængninger. Er det mindre stammer, må midterplanken undlades.Selve tørringen af det dyngvåde, vanddrukne træ må foretages me­ get langsomt og med stor omsorg og tålmodighed for at f å så lidt ødelagt som muligt.Træet stables først ude i fri luf t ved en skyggeside og godt hævet over jorden , stabelpinden skal ligge tæt og må ikke være over 6-8 mm, det hele dækkes med en tagflade mod slagregn, og desuden bør i den første eftersommer enderne og de frie sider holdes tildækkede med våde sække eller lign. Her skal det ligge vinteren over, næste sommer og vinter, og det kan da i det kommende forår stables om på et mere luf tigt sted, dog stadig overdækket mod regn og direkte sol og med ca. 15 mm stabelpinde. Om efteråret skulle træet så være tjenligt til at tage ind til en grovere tilskæring, og herefter forsigtigt tørres videre vinteren over i almindelig værkstedstemperatur – ikke i tørrestue – for endelig i den kommende sommer at være så tør og rolig, at man med god samvittighed kan bygge møbler o. a. 1. deraf. Da træets naturlige og største svind uanset alder altid er med årringene, virker det vinkelret på marvstrålerne (spejlene) – og ved blot lidt for hård tørring af moseegen især mod slutningen, opstår let kri­ tiske spændinger i veddet som følge af dette svind. Store træpåvirkninger vil da finde sted i de of te ret skøre og nu svagt forbundne marvstråleceller, de sprænges og rives fra hinanden i næsten glatte flager. Undertiden er det dog ved.massen imellem marvstrålerne, der er svagest og sprænges, men altid parallelt med disse.Det ligger også klart, at under den langtidige konservering i mosen er træets oprindelige smidighed og elasticitet for en stor del gået tabt. Dets oprindelige Kærnestof er er fuldkommen ændrede eller helt borte, og garvesyren omdannet til farve, splinten er således helt for­ svundet. Moseegen bliver da også efter tørringen i reglen kortere i bruddet og noget skør, livilket må tages i betragtning ved dens an­ vendelse. Moseeg egner sig f. eks. ikke til stole eller lignende.Også egetræ fra gamle sunkne skibe, der har ligget på havbunden i århundreder, har f ået en mørk gråbrun til næsten sort farve, og of te findes sådant træ forbavsende friskt og godt bevaret .Det er for så vidt den samme proces, der har fundet sted i moserne: I saltvandet dannes omkring træet svovlbrinte, det bliver lidt surt, og jern vil derved udskilles i det, for derefter at påvirke garvesyren i egetræet. I reglen vil det altid være mørkest i områder omkring jernbolte og spiger. Også dette træ må tørres meget langsomt , da det i lighed med moseegen er tilbøjeligt til at ridse og revne.Har man erhvervet en god kævle og f ået den hensigtsmæssigt opskå­ret og skånsomt tørret, har man f ået et ejendommeligt gavntræ af stor og sjælden skønhed, der er velegnet til luksusmøbler, til panel­ arbejder , bijouteri og andre turistvarer .